Skaberne af FFXVI har udtalt, at deres mål var at skabe et spil som de selv kunne finde på at spille. Det har altså betydet, at de har taget afstand fra den ellers klassiske Final Fantasy-struktur og har skabt det første realtime action RPG-spil i spilserien. For det var sådan en type spil, som skaberne selv var interesserede i at spille. Det er selvfølgelig hvis vi ser bort fra FF7 Remake, som også er action-orienteret.
Inspirationen bag spillets kerne gameplay er mere God of War end forrige Final Fantasy-titler, og spillets historie er i høj grad Game of Thrones inspireret med et ordentlig splash klassisk episk Final Fantasy – især imod slutningen af den ca. 35 timers lange historie. Så præmissen er mega god, og hvis jeg skal fremhæve noget som jeg især var imponeret over, så er det uden tvivl den medrivende historie.
Du tager rollen som Clive Rosfield igennem forskellige perioder af hans liv. Spillet starter i hans ungdom, og sætter hele FFXVIs verden op. Selvom det kan være ret forvirrende i starten med alle de forskellige navne og personer – i bedste Game of Thrones stil – så skal man bare lige holde ud, for efter en intro med masser af tunge cutscenes og lore, så er spillet ikke til at lægge fra sig igen!
Afhuggede hoveder og medrivende plot-twists præger starten, og selvom niveauet desværre ikke helt kan opretholde den høje barre som spillet sætter fra starten af, så er det en rigtig god historie!
Verden er ved at dø fra et mystisk fænomen som bliver kaldt The Blight, og efter at Clive er blevet stemplet som Branded – spillets version af en magisk slave – bliver han kastet ind i et eventyr for at stoppe spredningen af Blight. Jeg er bevidst lidt vag for at undgå at spoile for meget, for der sker virkelig meget og især den første tredjedel af spillet er virkelig spændende og velfortalt.
Desværre for spillet sætter det måske niveauet lidt for højt i første halvdel, for resten af spillet og især henimod slutningen mister spillet lidt pusten og ender også med at være for lang i sin historiefortælling.
Et af de helt store elementer i spillet er Eikons – som tidligere i spilserien er blevet kaldt for summons. Hvor summons tidligere har været brugt som ekstra stærke angreb, så har de en helt central rolle i FFXVIs narrativ. For enkelte udvalgte personer kaldet “Dominanter” kan manifestere Eikonernes kræfter og bruges som high fantasy masseødelæggelsesvåben.
Clive er en de få udvalgte dominanter, men også en afviger fra de andre dominanter, for selvfølgelig er han speciel, han er jo hovedkarakteren i et Final Fantasy spil! Et af spillets helt store salgspunkter er kampene mellem eikon’erne, som er episke kampe på massiv skala og det er klart noget af det klart fedeste ved FFXVI. Det er altså kampe som selv ville imponere God of War 3 i sin skala!
Dog vil jeg sige, at på trods af eikon-kampene er gudesmukke, så er de desværre ret cutscene tunge, og selvom der da er gameplay i kampene, så er de mest episke sekvenser ofte bare cutscenes med utrolig simple quick-time events. Hvilket er en skam. Og når du oplever disse fantastiske kampe for femte gang, så er budskabet efterhånden sevet ind, FFXVI. Ja, det er flot og sejt og episk igen igen igen!
Men når du ikke kæmper mod væsner på størrelse med indre København, så slås du som Clive med din trofaste bedste ven hunden Torgall imod klassiske Final Fantasy væsner som gobliner, Chocobos og banditter. Gameplay er her fast-paced action hvor du efterhånden som historien skrider frem åbner op for nye Eikon-kræfter. Disse kræfter har hver især nogle stærkere flotte special moves, som efter man har brugt dem går på cooldown. Gameplay loopet består altså primært i at holde styr på dine op til tre forskellige eikons cooldowns og især nedbryde stærkere væsners stagger-meter. Når væsnerne er staggered skader man op til 1,5x så meget og det er derfor smartest at gemme sine heavy-hitter angreb til de situationer.
Der er ikke meget nyt under solen i Final Fantasy XVIs gameplayloop, og selvom det er underholdende, så er det desværre en smule repetitivt, simpelt og ret nemt.
Final Fantasy XVI kalder sig selv et JRPG, men er i så fald et JRPG med et lille “j” i starten. For hvor forgængeren Final Fantasy XV var alt for pakket med ting at lave: fiskning, madlavning, bounties, side-quests og meget mere, så har XVI gået i den modsatte retning og har faktisk ikke så meget at tilbyde udover nogle simple bounties og nogle ret ligegyldige side-quests. Det har også et crafting system som var decideret ligegyldigt, da jeg ikke på noget tidspunkt manglede nogle crafting componenter, og RPG systemet mest af alt handlede om at udstyre sig med de ting som gav plus på kontoen, og var altså utrolig overfladisk.
Jeg ved ikke om det er for at henvende til et bredere publikum, som mere er til God of War action-genren fremfor JRPGs, men resultatet bliver i hvert fald en kende halvhjertet, med få undtagelser i side-quests som tilbyder en smule mere end bare “gå herhen, gør noget, og vend tilbage” på repeat.
Et andet kritikpunkt jeg har, er at den ellers fantastisk smukke verden ofte er ret tømt for personlighed og ting at lave. Du får stort set ingenting ud af at være nysgerrig og undersøge hver en afkrog, og selv de kister du finder indeholder ligegyldige ting, som virkelig minimerede min eventyrlyst. Det mindede mig mest af alt om Forspoken-katastrofen tilbage i januar, og det er altså ikke en god ting!
Men når alt kommer til alt, så nød jeg faktisk min ca. 40 timers spiltid med FFXVI ret meget på trods af mit kritiske væsen. Det er på mange punkter et virkelig godt og fantastisk spil. Men det er altså desværre også en smule forvirret på mange punkter.
Det vil både fange et nyt action-orienteret publikum, men kan stadig ikke helt give slip på sine JRPG-rødder, og resultatet er meget blandet. Historien er helt sikkert spillets højdepunkt, og faktisk også grunden til at jeg vil anbefale dette spil. Historien er mørk og fantastisk dystert med nogle helt ekstreme racistiske undertoner, som jeg var ret imponeret over. Det er også dér, at FFXVI fungerer bedst, og hvis de havde taget mere afstand fra High-fantasy delen og kun fokuseret på dette aspekt, så havde jeg været meget begejstret. Men verdenen skal jo frelses, og det leder ironisk nok spillet i fordærv, og det bliver altså til 4 ud af 6 pixelhjerter fra mig af.
Det er meget tæt på at få 5 på grund af den fede historie, men den sidste tredjedel trak tænder ud i det ellers imponerende Final Fantasy-spil.
Udvikler/Udgiver: Creative Business Unit III / Square Enix
Tilgængelige platforme: PlayStation 5
Platform spillet på: PlayStation 5
Anmelder: Martin Svane
Skriv et svar