En controller-bil??
Mange mener at der efterhånden er langt mellem nye projekter indenfor gaming. De samme spil bliver udgivet hvert år i nye klæder og de samme få konsoller der dominerer markedet.
Det er efterhånden lang tid siden at der virkelig har været noget nyt og innovativt på gaming fronten.
Tingene er dog så småt ved at ændre sig med introduktionen af Virtuel Reality briller og selvom, at dette ændrer måden vi ser spillene, så sker der ikke rigtigt noget med måden vi styrer dem.
Det forsøger bilfabrikanten Nissan dog at gøre noget ved. De er nemlig i gang med at udvikle et system, der gør det muligt at bruge en bil til at styre den nyeste udgave af Pro Evolution Soccer og det er jeg taget til Sverige for at prøve.
Du sidder sikkert og tænker at det er noget af det dummeste du nogensinde har hørt. Hvorfor skulle man dog bruge en bil til at styre et fodboldspil? Der er faktisk et par grunde, som får det hele til at give en smule (med stort fokus på en smule) mere mening.
Nissan er sponsor for Champions League og i stedet for bare at lave endnu en kedelig tv-reklame, som folk alligevel skifter væk fra, så ønskede de at lave noget mere kreativt som virkelig ville fange folks opmærksomhed. Da en fra deres hold så foreslog at styre et fodboldspil med en bil sad de alle med tanken, at det var så latterligt og dumt at de blev nødt til at gøre det.
Hvordan virker det så?
På billedet nedenfor kan du se, at spillet styres gennem en kombination af rat og pedaler, men hvad har de så egentlig gjort for at omdanne din styring til handling på skærmen? Der er faktisk ikke modificeret noget ved hverken bilen, konsollen eller spillet.
En computer er koblet på bilens On-Board Diagnostics system, hvilket giver dem adgang til at læse alt data fra bilen f.eks. når rattet bliver bevæget eller at der trykkes på en knap. Disse data bliver så sendt ind i en lille boks, der omdanner denne data til signaler som kan aflæses af en modificeret controller, som sender det hele videre til konsollen.
Fungerer det også i praksis?
I løbet af dagen fik jeg mulighed for at teste systemet, som de kalder ‘Project Controller’ og jeg er ret overrasket over hvor godt det egentlig føles. I starten var det en meget underlig følelse at skulle koordinere alle ens bevægelser, men efter at have vendet sig til det så virker det meget intuitivt. Jo hårdere du presser på pedalen desto længere ryger bolden væk og det at bruge sine fødder til at skyde og sende bolden videre fungerer virkelig godt.
Da det er en prototype er der stadigvæk ting, der endnu ikke er implementeret. Det var desværre ikke muligt selv at vælge, hvilken spiller du ville styre og man var derfor overladt til auto-styringen på det punkt. Valget af knapper osv. til de forskellige handlinger er heller ikke fastbestemt endnu. Det endelig valg kommer til at blive baseret på den feedback de får.
Fremtidige planer
Hvad har Nissan så præcist tænkt sig at bruge dette system til? På nuværende tidspunkt skal det primært bruges som PR for at øge kendskab til dem som sponsor for Champions League. Holdet bag projektet har dog forskellige idéer til hvordan dette kan bruges. De har f.eks. planer om at have en række biler med til kampen mellem PSG og Malmö, hvor folk så har mulighed for at spille mod hinanden i hver deres bil.
På længere sigt kunne de dog godt tænke sig at kombinere biler og gaming. Forestil dig at du er ude at køre. Du ender i en kø, som ikke ser ud til at flytte sig det næste lange stykke tid. Ved at trykke på en knap skifter du til ‘Entertainment Mode’ og en skærm kommer frem i instrumentbrættet. Du kan nu sidde og spille en omgang Fifa eller PES mod de andre bilister, som også sidder fast i køen. Efter noget tid bryder køen op, du skifter tilbage til ‘Driving Mode’ og kan nu fortsætte din tur i et godt humør (medmindre du selvfølgelig er elendig og tabte enhver kamp)
Hvad synes du om dette projekt og tror du at denne form for styring af spil har en plads i gamingens verden?