Da filmatiseringen af Stephen Kings film/mini serie IT udkom i 1990, blev det starten til manges klovne-fobi. Filmen er måske ikke ældet så godt, men den kan dog stadigvæk jage skræk i mange mennesker. En angst der blev næret af Tim Curry’s helt igennem formidable præstation som klovnen Pennywise, der selv i dag kan give undertegnede mareridt.

Der har i flere år været en ny filmatisering af Kings bog IT på vej, hvor Cary Fukunaga fra 2009-2015 arbejdede som medforfatter og instruktør på ET filmprojekt, men hvor det til sidst af forskellige årsager blev droppet. Han blev til sidst afløst af Andrés Muschietti, som skrev og instruerede gyseren Mama (2013) – Muschiettes opgave blev at lave TO film om IT.

Der har sidenhen været et utal af manuskriptforfattere inde over IT projektet, så det store spørgsmål er, om den uerfarne Muschietti kan give en ny generation klovne-fobi? NEJ – Det kan han ikke!

Da Gyseren blev til en børnefilm

Alt det essentielle har ikke forandret sig i for hold til miniserien fra 1990. Vi følger igen 7 socialt udstødte børn i byen Derry, i den amerikanske stat Maine. De bliver målet for IT, det onde shapeshifting monster, der har levet af børn, lige så længe byen har eksisteret.

Filmen starter udmærket, hvor Bill og George laver en papirbåd. Bill sender sin lillebror ned i kælderen efter voks til papirbåden. En scene der virkelig giver én troen på, at det her kan blive en ekstremt skræmmende gyser.

Efter båden er færdig sender Bill sin lillebror ud og lege alene i regnen. Båden ender ved et afløb, hvor Pennywise, spillet af den svenske skuespiller Bill Skarsgård venter, og det ikke kun båden der ender her, men også sporet af George.

Sommeren året efter har storebror Bill (Jaeden Lieberher) stadigvæk ikke opgivet, at finde sin lillebror George i live. Det er her, at de 7 udstødte børn finder sammen, da de alle hver især, har haft deres uhyggelige oplevelser med IT.

Hvor miniserien fra 90’erne forstod, at lade ens egen indre frygt skabe det uhyggelige billede af Pennywise, der vitterlig emmede af en fordækt og uforudsigelig ondskab, så er 2017 filmen ofte en meget tam parodi, der forgæves forsøger at være en gyser.

Desværre bliver det ret komisk, og alt andet end uhyggeligt, da IT får lokket George helt hen til afløbet for i næste sekund at få 1000 tænder. Det er ikke kun dårlig lavet, men det ser umanerligt komisk ud. Det havde virket meget bedre, hvis man lige som i den gamle miniserie kun så IT’s tænder blive skarpe og ikke selve bidet, og overlade resten til vores fantasi.

Det er sjældent, at filmen visuelt formår, at opbygge noget uhyggeligt. Det eneste der måske er lidt spooky er selve byen. Det er lykkedes at finde en by, der i sig selv har et lidt mørkt og creepy look.
Desværre forsvinder uhyggen hurtigt med de konstante gentagelser af ting, som instruktøren synes er skræmmende. Det bedste eksempel er den flyvende ballon, som vi ser et utal af gange – dette uden effekt!

Generelt er IT en film, hvor en masse ideer/visioner forspildes. Det lykkedes til tider at opbygge noget suspens, men for ofte ender det med at gå i vasken (eller afløbet om man vil) med aldeles ligegyldige ”effekter”, som selv små børn vil finde komisk.

Det ”gode” mod det onde

Filmens gode præstationer skal findes blandt de helt unge skuespillere. For selv om det er meget begrænset hvad de har at arbejde med, ja så formår de unge skuespiller alligevel, at levere præstationer der giver håb om, at se dem i mange flere film i fremtiden.

Der er dog to, som klart giver mest lys i mørket. Den ene er Jaeden Lieberher, der spiller Georges storebror Bill. Han spiller sin rolle med en troværdighed og autoritet, som mange ældre skuespillere kunne lære en del af. Men det helt store lyspunkt er og bliver Sophia Lillis.

Hun spiller karakteren Beverly Marsh, der er centrum i ”trekantsdramaet”, som med en ynde og kvalitet, der er helt igennem formidabel. Det er godt gået af en ellers så urutineret skuespiller.

Beklageligvis er det ikke nok til, at gøre trekantsdramaet imellem Bill, Beverly og Ben (Jeremy Ray Taylor) rigtig interessant. Det virker som om man har forsøgt at ramme den helt igennem fantastiske 80’er homage serie Stranger Things, hvor samspillet og dialogen virker troværdigt, og som noget børn i den alder ville sige.

Men her rammer IT ved siden af. Replikkerne virker som om de er skrevet til voksne og er alt andet end logiske. Specielt de dårlige one-liners, som børn i 80′ erne ALDRIG ville sige, og ja undertegnede var barn i 80’erne.

Replikkerne virker derfor enormt usandsynligt og grænsende til det komiske. Det er ellers noget af det King altid har været god til, nemlig at skrive om børns tanker og følelser.

Særligt har King været dygtig til at beskrive samspillet imellem børnene, og det at indse sin indre frygt. Derfor er det endnu mere trist, at man ikke har formået at skrive et bedre manuskript.

Konklusion: Gyseren der var sjov

Et manuskript totalt blottet for ideer, og hvor man aldrig ved, hvor Muschietti vil hen med filmen (andet end ned i banken for at indløse sin check?)

En Bill Skarsgård, der ikke kommer i nærheden af Tim Currys version af IT. Filmen er bare generelt kendetegnet ved dårligt/middelmådigt skuespil og dialog, der dog må tilskrives middelmådig instruktion og manuskript. Læg dertil et trekantsdrama, der virker alt andet end troværdigt og aldrig rigtigt får lov til at udvikle sig.

Alt i alt en gyser der er sjov, og aldrig bliver skræmmende – Jeg turde godt tage små børn med ind og se IT, da der med få undtagelser, intet uhyggeligt er over filmen.

Gør som undertegnet, smid den gamle på i stedet!

Luften er fuldstændig sevet ud af ballonen og filmen lander på en LILLE