Games for impact Award 2016
Op til torsdagens Game Awards 2016 ser vi nærmere på en række udvalgte nominerede. I denne artikel ser vi nærmere på fem spil, som ikke normalt rammer forsiden af gamingmedier, og der er ret stor sandsynlighed for, at du aldrig har hørt om disse spil.
Men her på redaktionen mener vi at disse spil fortjener at blive hevet frem i lyset, da de i modsætning til mange andre spil, også har et budskab under overfladen af underholdning.
1979 Revolution
Én af historiens glemte konflikter, der trækker et blodigt spor frem til idag, er den iranske revolution i 1979. Op til revolutionen var Iran envældigt styret af monarken “shahen”, der igennem undertrykkelse holdte fast i magten og en tæt alliance med USA.
I 1979 startede den gejstlige ayatollah Khomeini sin islamiske revolution. Det blev starten på et nyt og lige så voldeligt og undertrykkende regime som det tidligere monarki.
I spillet, 1979 Revolution, indtager man rollen som den iranske fotojournalist Reza Shirazi. I et utraditionelt action/adventure spil oplever man den voldelig iranske revolution igennem hans øjne.
Block’hood
Måden vi bygger byer og udnytter ressourcerne på er i disse år i massivt fokus blandt arkitekter og ingeniører. Det er dette fokus spillet Block’hood bygger på. Ved at kombinere elementer fra citybuilder genren med et økologisk perspektiv skal gameren bygge bæredygtige byer.
Orwell
Orwell er efternavnet på manden der i 1948 skrev den dystopisk fremtidsroman “1984”, om et totalitært samfund hvor borgerne bliver overvåget og manipuleret af magthaverne.
Orwell er dog også et spil fra 2016, der behandler problematikerne fra romanen “1984”. Hvor langt skal myndighederne gå i overvågningen af borgerne for at sikre ro og orden?
Spillet er bygget op omkring sikkerhedssoftwaren med navnet “Orwell”, hvor man får til opgave at overvåge og indsamle oplysninger om mistænkte. Spillet lægger op til en moralsk overvejelse om man skal ofre de fås rettigheder, for at sikre de mange?
Sea Hero Quest
I Danmark lider 80.000 mennesker af demens, og det er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark.
Sea Hero Quest er et mobilspil der er udviklet til at hjælpe forskerne med at forske i demens. Spillet drejer sig om den hyggelig historie om en ung mand, der begiver sig ud på havene for at genfinde sin faders tabte hukommelse.
That Dragon, Cancer
Torsdag d. 13. marts 2014 døde den 5 årige Joel Evan Green, efter fire års kamp mod en kræftsvulst i hjernen. Allerede før Joels død besluttede forældrene, at hans historie skulle danne baggrund for et spil.
På trods af spillets åbentlyst triste slutning, så lægger familien og udviklerne bag spillet vægt på, at det er et spil der på trods af den triste baggrund, er et spil der er udviklet på baggrund af tro, håb og kærlighed.
Årets Game for impact
I denne kategori tør vi ikke spå om en vinder. Til dels fordi vi ikke har prøvet alle spillene, men også fordi disse fem spil allerede er vindere. Det er spil som formår at løfte spilgenren udover de tradtionelle normer og forventninger.
Forventninger om hurtig og indholdsløs underholdning, der er sat i verden for at give et hurtigt afkast til de profithungrende aktionærer.
Har du en favorit i denne kategori? Og har du spillet et spil der har rørt dig?