Nokia 3310 er på vej tilbage
Hvis dit sygesikringsbevis fortæller at du født i 1987 eller før, så er der en meget stor chance for at du har ejet en Nokia 3210 eller 3310.
Den engang altdominerende finske mobilproducent, sad tungt på mobilmarkedet omkring årtusindskiftet, med prisbevidste mobiltelefoner af høj kvalitet og funktionalitet. Nokia var årtusindskiftets Apple.
Netop Apple skulle vise sig at blive Nokias nemesis. Da iPhonen blev sendt på markedet i 2007, vendte det op og ned på hele mobilmarkedet i løbet af ganske få uger. Ud med trykknaptelefoner og ind med touchskærm og apps.
Nokia nåede ikke at omstille sig, og led en lang og smertefuld død, og endte til sidst med at blive købt af Microsoft, der dog heller ikke fik meget ud af Nokia. Brandet Nokia er derfor genopstået under finsk ejerskab.
PFT Review af 3310’eren.
3310 på banen igen
I noget der mest af alt minder om en marketinggimmick har de nye ejere af Nokia valgt at genintroducere 3310’eren, og nej der er fortsat ca. 1½ måned til 1. april. Med andre ord går Nokia samme retrovej som Nintendo, og genudgiver en af fortidens ikoner.
Introduktionen sker dog samtidig med introduktionen af et par nye Androidmodeller, og 3310’eren skal nok mest af alt ses som den skæggede dame der skal lokke gæster til cirkus.
Ikke desto mindre så kan vi her på redaktionen dog ikke helt lade være med at drømme os tilbage til år 2000, hvor alt jo som bekendt var meget bedre, og mobilspil var noget der hed Snake.
Der er rygter der peger på at 3310’eren kan købes for 59 EUR, og en dansk pris i omegnen af 500 kr. vil derfor være et godt bud.
Har du haft en Nokia 3210 eller 3310?