Pixeleret: eSport er en myte
eSport er det vildeste! eSport er det største siden skiveskåret brød! eSport er fremtidens sport! Og blah, blah, blah… Jeg høre den slags gejl her nærmest dagligt, fordi jeg bevæger mig rundt på alt for mange gamersites i min fritid. I de fleste gamers øjne, er eSport ufatteligt stort og der tales ofte om, at der afholdes vilde turneringer med flere tilskuere til, end nogle andre sportsgrene. Der tales også om de kæmpe præmiesummer, det vilde liv som stjernerne lever, og om hvordan eSport snart vil tage resten af verdenen med storm. Problemet er bare, at det er en fantasi skabt i hjernen på nørdede gamers, der sandsynligvis aldrig selv har gennemført 2 timers fodboldtræning, eller selv stået på et stadion sammen med 20.000 andre fans og råbt og skrålet med på hypesange. Der findes helt klart competitive gaming, men skal vi lige blive enige om, at der er forskel på at være en dårlig taber der kæmper med næb og klør for at vinde over ligesindede nørder i Call of Duty, og så en rigtig sportsmand eller kvinde?
eSport – en tabers mulighed for comeback
Jeg ved godt vi selv dækker eSport med vores Inside indslag, og jeg ved også godt, at størstedelen af dedikerede gamers verden over, har store forhåbninger for eSportens fremtid. Men er det i virkeligheden ikke bare den samme gamle sang om, at outsiderne og nørderne prøver at komme ind i varmen, fordi de i virkeligheden gerne vil være en del af det in’crowd, som de aldrig kunne komme i nærheden af i skoletiden? Du ved… “Jeg skal vise dem jeg er mindst lige så cool, og kan score lige så mange damer som dem”? Jeg siger ikke at det er det eneste der trækker i dem der hyper eSporten konstant… Jeg siger bare der er påfaldende store ligheder imellem dem der altid udtaler sig, og dem der sad alene tilbage på bænken, når der blev danset med pigerne til fester i folkeskolen…
Jeg ved godt der er gamers der har gjort eSport til Deres levevej, og som lever rigtig godt af både pengepræmier og de sponsorater de modtager. Men der er jo også folk der lever af at spille vandpolo eller curling… Jeg synes det er dejligt der er en masse gamers der kan leve af Deres hobby. Jeg synes også det er positivt, at man dyrker competitive gaming, da det ofte knytter spillere sammen i små communities, og udvikler venskaber på tværs af alder, køn, religion og verdensdele. Men det er og bliver i lang tid fremover, en lukket klub skabt af nørder og outsidere.
Men er det ikke også okay? Hvorfor er det så vigtigt for gaming verdenen, at competitive gaming og eSport nødvendigvis skal blive populært blandt masserne?

Hvordan gamers tror alle eSports turneringer ser ud,

kontra hvordan de som regel ser ud i virkeligheden…
Hvorfor eSport ikke bliver mainstream
Det er umuligt at følge med i, med mindre man selv er gamer og inde i hele den her verden! Prøv for sjovt at sætte dig ned, og se et par kampe i Hearthstone, Smite, League of Legends, DOTA 2, Heroes of the Storm eller et andet spil, som du aldrig tidligere har spillet selv. Selv med gode kommentatorer er det ofte nærmest umuligt at fatte reglerne ved, at se en times tid eller to af disse spil. Du fatter måske en overordnet linje, men det er så nogenlunde det. Og du er endda dedikeret gamer..
eSporten vokser helt afsindigt meget for tiden og skaber mange overskrifter verden over, men skal den nå ud og fange interessen fra hr. og fru Danmark, så skal spillene være langt lettere at forstå og overskue. Personligt ser jeg med jævne mellemrum eSports kampe i CS:GO, Super Smash bros. og Overwatch, men jeg har svært ved at forestille mig, at min far, min kone, mine brødre eller min nabo på 50 år, ville sætte sig ned en lørdag aften og se med. Det er ganske enkelt for indelukket og for svært at overskue og forstå for de fleste. Du kan med lidt held forklare reglerne i CS:GO hvis du forsimpler det til “Der er to hold, og dem der overlever har vundet”. Det indeholder skydvåben som de fleste kender, og temaet om terrorister imod antiterrorister er også noget de fleste kan overskue. Dette forholdsvis simple setup, tror jeg langt hen af vejen er grunden til, at gode gamle Counter Strike har været på toppen så længe.
Skal eSport vokse, så skal der endnu flere penge og endnu flere gamers ind i folden. En stærkere og større eSports scene vil hive nye og flere sponsors ind over, samtidig med det vil få bedre TV eksponering og derved, trække nye kommende dedikerede gamers til. Men det hele står og falder med, at vi tør forsimple tingene meget mere end idag. Hr. og fru Danmark, James på 45 år fra Texas, Chloé på 23 år fra Frankrig og Vinicius på 61 år fra Brasilien fatter nada af det her, og ville aldrig nogensinde sætte sig ned en lørdag aften og se en League of Legends kamp.
Sandheden er…
eSporten som gamers forsøge at tegne et billede af idag er en myte! Det er stort blandt vores lille (omend voksende) crowd af outsidere og nørder, mens det meste af verdenen omkring os, enten ikke aner hvad det er, eller i bedste fald trække på smilebåndende over os, når vi taler om hvor vildt stort det her er. Det betyder ikke at eSporten ikke har en fremtid, eller at det ikke er fedt at følge med i, og deltage i. Det betyder bare, at vi måske lige skal slå koldt vand i blodet, og acceptere, at det er en hyggeting vi selv har skabt, og det måske er okay, at CS:GO ikke kommer med i OL programmet inden for de næste 20 år…
Hvad siger du til det? Rammer mine skud præcist imellem øjnene på bæstet, eller er jeg helt væk omkring mine holdninger om eSport?