Den helt nye Nicolas Winding Refn serie rammer Netflix d. 5 januar 2023.

Følg Pixel.tv på: Facebook – Discord –YouTube – Twitch – Twitter – Instagram – TikTok – Pluto.tv og Snapchat

Jeg har brugt min juleferie på at se serien og den er lige så artsy og unik, som jeg havde regnet med, hvis ikke mere. 

Plottet:

Serien følger kvinden Miu, som bliver spillet af Angela Bundalovic, som bl.a. også har været med i Netflix serien ‘The Rain’. Miu er lidt speciel og første gang vi møder hende, er det fordi hun er blevet købt af en kvinde, der mener at Miu bringer held. 

Det viser sig hurtigt at denne kvinde der har købt Miu, er vant til at handle med mennesker. Hun arbejder nemlig sammen med sin bror i den albanske mafia, som smugler kvinder ind i Danmark med løftet om at blive model, men i stedet bliver de solgt som prostitueret. 

Igennem hele serien, møder vi forskellige mafia eller bander. Vi stifter bekendtskab med den albanske, den kinesiske, den serbiske og den danske mafia, som alle har hver deres profession, menneskesmugling, gambling, stoffer osv. Og Miu formår at blive en del af alle banderne. 

Men udover de mange organiseret kriminelle grupper, så støder vi altså også på en familie, fyldt med mordere. Hvor sønnen, er tæt på det psykopatiske og faren har en underlig fixering omkring penissen, som han beskriver som det største symbol på magt. 

Miu er en karakter med få ord, men i en verden fyldt med kriminelle, så lære du alligevel hurtigt at holde med hende. 

Artsy vibes:

Hvis man kender til Refn, så kommer det nok ikke bag på nogle af denne serie også er ret så artsy. Serien bliver beskrevet som neon-noir og det er især neon farverne der går igen i mange scener. Det er flot og hvert billede bliver unikt. Det minder mig lidt om Stanley Kubric og hele hans filosofi med at hvert stillbillede, skal kunne tages ud og stadig være et mesterværk. 

Men du skal nok også nyde denne tilgang til det, da det nok for mange lige kan blive lidt overdrevet nok. Jeg må være ærlig at indrømme at jeg elsker en god 360 graders panorering, men jeg blev faktisk lidt rundtosset, da den panorering bare blev ved og ved og ved. Men flot ser det ud. 

Skuespillet:

Jeg elsker og jeg hader skuespillet! Det er en underlig ting at sige. Men skuespillerne er den perfekte blanding af over og underspillet. Kigger du på dem, så ligner de, de stereotypiske profiler, men når de åbner munden, så er alle deres replikker leveret så underspillet, at en lille del af mig griner, men samtidig bygger det også noget meget intens op. 

Sætninger er ikke særlig teatralske og bliver tit leveret meget monoton, hvilket jeg tit havde svært ved at overse, men det passede faktisk perfekt til denne setting. 

Derudover, uden at spoile for meget, så kan jeg fortælle at der er en cameo med Mads Brügger, Mikael Bertelsen og Nicolas Winding Refn, som er noget af det mest geniale og morsomme jeg længe har set. 

Forvirrende, men stærk:

Jeg må være ærlig og sige, at efter jeg havde set den her serie, så sidder jeg nok mest af alt tilbage med flere spørgsmål end svar, men jeg tror bestemt også at dette er meningen. For selvom jeg ville ønske at jeg med hver eneste billede, sætning eller stemning kunne sige “Åh det symbolisere nok det her” så var der simpelthen så meget, at jeg er sikker på at min hjerne ikke har opfattet det hele. 

Men selvom jeg sad og var lidt forvirret, så kunne jeg ikke lade være med at stirre intens på serien. Jeg havde ikke lyst til at misse et eneste billede, da jeg nærmest fandt mig selv helt fortryllet af det her neon univers.