Anmeldelse: Resident Evil Village
Anmeldt af: Christian Riis Jensen
Udvikler/Udgiver: Capcom
Resident Evil er en velkendt, klassisk franchise, der får forskellige klokker til at ringe, afhængigt af hvem man spørger. For ikke alt, som bærer ”Resident Evil” navnet, har været værd at råbe hurra over. Tværtimod. Dog fejede franchisen benene væk under os alle sammen med Resident Evil 7: Biohazard, der bestemt var hurra-værdigt. Derfor var det med skyhøje forventninger, at jeg satte mig for at anmelde efterfølgeren ”Resident Evil: Village”. Om det lever op til hypen, kan du læse mere om herunder.
Følg Pixel.tv: Facebook – Discord –YouTube – Twitch – Twitter – Instagram og Snapchat
Lyd og Billede
Stemningen i et horrorspil er altafgørende, og den får ikke for lidt i Village. Omgivelserne er dystre, spækket med fede detaljer og uindbydende på den fede måde. Der er så meget at se, så jeg værdsatte virkelig, at spillet giver én god tid til at udforske og nyde omgivelserne. Det kan anbefales at spille Village med et godt headset på, for spillets lydside var en kæmpe faktor for, hvor investeret jeg var. Jeg startede med at spille med lyd fra en højtaler, men da jeg tog headset på i stedet, bidrog for eksempel retningsbestemte lyde helt vildt til stemningen. Musik, – eller fravær af samme, – Lady Dimitresqus tunge fodtrin, vejrtrækning på etagen over dig, osv. har enorm indflydelse på stemning og atmosfære.
Engine og historie
Resident Evil franchisen læner sig op ad en virkelig kompleks spilmotor (el. ’engine’), som sammenlignet med andre horror-franchise spil er let genkendelig for dets opbygning. Derfor minder spillet på rigtig mange punkter om seriens anmelderroste forgænger Resident Evil: Biohazard, og Village gør sit bedste for ikke at befinde sig i skyggen af Biohazard. Den veludviklede spilmotor og en lang række velkendte in-game mekanikker er intakte, endda nogle gange forbedrede en smule. Eksempelvis et nu dejligt overskueligt inventar. If it ain’t broken, don’t fix it.
Spillet fører historien videre fra Biohazard, i anderledes og uventede retninger. Vi møder nogle af de til dato mest mindeværdige skurke, og historien er for det meste gribende. Den lider dog under, at den prøver for hårdt. De prøver at fremtvinge så mange plot-twists som muligt, og der er ikke ret mange ”afstikkere” fra historien, som ellers kunne have øget spændingen og tilføjet noget godt. Dertil skal det nævnes at slutningen sker med alt for stor hast.
Gameplay
Spillet har et øget fokus på kamp og ressourcer. Man støder løbende på en bred variation af forskellige monstre, nogle mere udfordrende end andre. Men helt generelt er de temmelig overkommelige, hvis man husker at gøre brug af handelsmanden ”The Duke”, der hurtigt bliver ens bedste ven. Man kunne godt blive omringet og lettere panisk, men jeg følte mig aldrig helt i livsfare, medmindre jeg var løbet tør for ammunition.
Det ville have været fint nok, hvis ikke bosskampe også var alt for lige til, i forhold til den optrapning der som regel sker. Man intimideres, væmmes og skræmmes ved synet, for så maksimalt at dø en enkelt gang. Det gjorde for mig, at der ikke var den store forløsning eller succesfølelse at finde, når man var færdig med en bosskamp.
Puzzle-elementet i Village er formidabelt smidt sammen. Det er underholdende og tilpas svært, så man får en succesfølelse ud af det. Jeg sad sjældent med følelsen af, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op, men det var heller ”puslespil-på-4-brikker”-niveau. Man skal dog huske at læse, hvad der kan læses, og nogle gange høre ekstra godt efter.
Konklusion
Værste scenarie havde været, hvis Biohazard og Village var ”same same but different”, men det er slet ikke den følelse, som jeg sidder tilbage med. Village gør rigtig meget af det samme godt, som Biohazard gjorde, men går sin egen vej med det. Der er garanti for kuldegysninger, forskrækkelse og kamp for overlevelse. Det er en fremragende efterfølger, der nok skal få klassiker-status i Resident Evil universet. Hvis bare der havde været mindre combat, og større følelse af at være i livsfare, havde jeg kunne give spillet topkarakter.
[+] Fremragende stemning
[+] Lady Dimitresqu
[+] Veludført puzzle element
[-] For meget og for nem combat
[-] Forhastet slutning