Så de to første sæsoner (der er, trods alt, ikke mange afsnit i hver sæson).

Som med alle serier, så giver jeg dem en “fair chance” for at give mig et godt (eller dårligt) indtryk – jeg føler ofte at man er nød til at give en serie en del afsnit for lige at få “fundamentet af historien” på plads, samt se lidt af udviklingen af karakterene.

…men The Rain er bare ikke for mig. Så tror jeg faktisk hellere jeg vil se en genindspilning af Matador, med geder i rollerne som alle personerne, end at se sæson 3 af The Rain ;)

For mig, minder skuespillet (med undtagelse af ganske få skuespillere i serien) om noget der ses/opleves i diverse julekalendere for børn. Det virker utroligt “forced” og absurd “falsk”. Det er meget sjældet, at der dukker en scene op hvor replikkerne leveres på en “normal måde” – istedet ender det med scener hvor skuespillerne levere deres replikker på måder som absolut ingen ville tale (her snakker jeg ikke om specifikke situationer, så som stressede/pressede situationer, men mere generelt) – præcis som man ser det i diverse julekalendere for børn. Søskende-parret i serien var noget af det værste, efter min mening. Hold nu op, det var “budget skuespil” fra laveste hylde, efter min mening. Mikkel Boe Følsgaard var dog et ret stort plus for serien – han formåede da at levere (til tider) ganske solidt skuespil.

Serien har fået mange seere – absolut – men man skal også huske på hvordan Netflix tæller deres seere, efter ændring tilbage i slutningen af ’19, mener jeg (2 minutters visning, tælles som en komplet visning af et givent afsnit – et bevidst valg om at se en given serie – før var det 70% af et givent afsnit der talte som en komplet visning) – noget der boostede deres seertal med cirka 35% – samt hvordan platformen vælger at auto-starte serier når man når enden af en anden (noget man dog kan slå fra selv).