7 indiespil vi ser frem til i 2021
Året 2020 har, set med spilverdenens briller, faktisk været et ret lovende spilår. Selvom de fleste spilarrangementer såsom E3, NPF (Lan-party) og OdinCon blev aflyst, så har indieudviklere stadig formået at holde kadencen og interessen for deres spil oppe. Det kan være grundet, at folk har haft mere tid mellem hænderne til at spille dem. Ellers kan man argumentere for, at udviklerne er blevet dygtigere til at markedsføre sig selv gennem sociale medier, Youtubers og streamers.
Vi har på Pixel.tv i 2020 skrevet en masse anmeldelser af indie-spil, da vi gerne vil slå et slag for at prøve noget anderledes end de typiske AAA-spil. Derfor vil vi derfor komme med 7 bud på hvilke indie-spil, man skal se frem til i 2021:
(Nogle af udgivelsesdatoerne er stadig TBA = To Be Announced)
Følg Pixel.tv: Facebook – Discord – YouTube – Twitch – Twitter – Instagram og Snapchat
Eventyrlige Frankrig i vandfarver
Det første spil på listen er Dordogne (udtales Dår’dårjn), der er en debut-titel fra Un Je Ne Sais Qoui-studiet. Spillet er et narrativ adventure-spil, hvor du spiller som Mimi hvis bedstemor lige er død. Mimi finder en bunke breve fra bedstemoren, hvor der er nogle gåder beskrevet som hun skal løse. For at løse disse gåder skal hun gå på opdagelse i sine barndomsminder i den Sydfranske provins, Dordogne.
Selve artstylen er ret unik, da den har fokus på vandfarvede malerier, hvilket er et ret interessant take på adventure-genren. Det er minimalt, hvad vi har fået vist af gameplay, men du kan se i videoen nedenunder, hvordan det nogenlunde er at spille.
Udgivelsesdato: TBA 2021
Platform: PC og Nintendo Switch
Jens Hansen har en Mecha Farm..
F.I.S.T: Forged in Shadow Touch, er et Metroidvania-agtig side-scrolling action-spil, hvor der er lagt fokus på kampsystemet og udforsknings-elementet. Du spiller som en kanin, der har en kæmpe mekanisk robotarm som han kan bruge til både at kæmpe med, men også til at udforske områder. Spillet tager udgangspunkt i en, hvad udviklerne kalder for, diesel-punk verden, hvor dyrene er blevet antropomorfe og har lavet alliancer med hinanden (tænk Animal Farm med mekaniske exo-dragter).
Spillet fangede vores interesse, da der er vildt høj produktionsværdi i traileren, og at det ser ret sjovt ud at smadre løs som en kanin med en overdimensioneret robotarm. I gameplay-demo traileren vises der lækre 60 FPS, så vi glæder os til at se, om det er ligeså lækkert at spille som det viser.
Udgivelsesdato: April 2021
Platform: PC, PS4 og PS5
på roadtrip med mor
Det næste indiespil vi ser frem til er Open Roads. Der er ikke vist ret meget af spillet endnu udover en trailer fra The Game Awards 2020, men det man kan læse sig frem til er, at det er et historie-drevet spil med puzzles, hvor du som karakteren Tess Devine graver frem i dine familie-hemmeligheder samtidig med, du prøver knytter et bånd til din ellers lidt fraværende mor.
Vi har det med på listen, fordi det ser virkelig lækkert ud, og rammen om fortællingen virker interessant og noget, man gerne vil dykke ned i. Derudover har udviklerne, Fullbright, tidligere stået bag det anmelderroste spil, Gone Home, fra 2013, så forventningerne er høje til dette spil.
Udgivelsesdato: TBA 2021
Platform: PC, PS4, PS5 og Xbox Series X/S.
Efterfølger med ærefrygt
I 2017 udkom spillet Hollow Knight fra udviklerne Team Cherry. Spillet blev hurtigt en anmelderdarling, selvom nogle mente, at spillet var for svært… Git Gud, kære anmeldere :-)
I 2021 udkommer efterfølgeren, Hollow Knight: Silksong, hvilket tager udgangspunkt i en anden karakter, nemlig Hornet. Spillet er et metroidvania, side-scrolling action-spil (det andet på listen, beklager!), hvor du skal klare nogle quests, der er opdelt i de fire kategorier: Hunt, Gather, Wayfinder og Grand Hunt. Her bliver du belønnet med bedre udstyr, der, i normal metroidvania-stil, oplåser områder, der før ikke var tilgængelige.
Hvis du ikke har spillet 1’eren undrer du dig nok over, hvorfor det også betegnes som et relativt svært spil. Spillet tager udgangspunkt i Souls-spillene ift. når du dør. Du efterlader i Silksong ikke længere Shade, når du dør, men bundter af silke. Dette kan du kun få tilbage, hvis du besejrer den fjende, der dræbte dig sidst. Hvis ikke du klarer den, er de tabt for altid. Dermed er spillet ubarmhjertigt, da det lovpriser high risk/high reward-spillestilen.
Vi ser frem til det på redaktionen, da nogle af os var ret glade for 1’eren. Derfor bliver det spændende at se, om efterfølgeren klarer det ligeså godt.
Udgivelsesdato: TBA 2021
Platform: PC og Nintendo Switch (måske Xbox og Playstation på et senere tidspunkt)
Smil, du har et mareridt!
I den mere uhyggelige ende ser vi frem til spillet Happy Game, hvor man skal sørge for, at den lille dreng kommer til at smile i sine mareridt. Spillet tager udgangspunkt i tre forskellige mareridt med hver sit tema, hvor man skal overvinde sin frygt og lære at smile af det. Det ligner et point-and-click-spil, hvor puzzle-elementerne er at få ham til at smile. Spørgsmålet er så, hvad der får ham til at smile.
Traileren ser ret grotesk og edgy ud, hvor musikken (spillet af det tjekkeiske freakfolk-band, DZA) skaber en god modsætning, hvor man kan håbe på, at spillet bærer præg af en ironisk-humoristisk stemning oveni i uhyggen. Det minder lidt om stilen ved spillet Little Miss Fortune.
Udgivelsesdato: Forår 2021
Platform: PC og Switch
Må den bedste herregård vinde
Har du nogensinde drømt om at starte din egen middelalderlandsby fra bunden, se den vokse og være med til at gøre din befolkning klar til episke slag ude på slagmarken? Så bliver din drøm nu til virkelighed. Spillet Manor Lords tilbyder dig et dybt, organisk og realistisk take på RTS-genren, hvor mikromanagement-delen og de store kampe bliver nogle nøglefeatures.
Spillet er på internetfora blevet udråbt til at blive en af de mest realistiske spil i sin genre i forhold til at bygge byen op fra bunden af. Man skal altså selv finde ALT materialet. Derfor kommer det også til at kræve et større uddelegeringsarbejde som man kan kaste adskillige timer efter.
Nedenunder kan du se en gameplay-trailer, der meget godt viser, hvad du kan forvente.
Udgivelsesdato: TBA 2021
Platform: PC
Der er ugler i mosen
Sidste spil på listen af spil vi ser frem til i 2021 er Baldo: The Guardian Owls, der er stærkt inspireret af The Legend of Zelda-spillene og Studio Ghibli-filmene. Det er et action-RPG, hvor du som drengen Baldo skal på jagt efter uhyret uden hjerte, der før var bevogtet af uglevogterne. Du kommer forbi en masse huler, skove og områder, hvor du kan udforske og finde opgraderinger som i vanlig Zelda-stil.
Selvom markedet indenfor Zelda-wannabe-spil er mættet, så føler vi alligevel, at dette spil skiller sig ud ved at have sit eget unikke take på det, både i form af artstyle, men også sin egen interessante lore. Vi glæder os til at se, hvordan det føles at spille, og om spillet bliver en alt for stor Zelda-pastiche eller om det bliver et hit i sig selv.
Udgivelsesdato: TBA 2021
Platform: PC, Nintendo Switch, PS4, Xbox One
boblerne
Selvom vi kun havde plads til syv på listen, så kommer der her også lige nogle boblere til listen:
Dandy Ace – action, roguelite. Udkommer Februar 2021 til PC, Nintendo Switch, PS4 og Xbox
Mr. Prepper – simulering, overlevelse. Udkommer TBA 2021 til PC
Garden Story – eksplorativ farmingsimulator. Udkommer TBA 2021 til PC og Nintendo Switch
White Shadows – cinematisk platformer. Udkommer TBA 2021 til PC, PS5 og Project Scarlett
TOHU – adventure, puzzle – Udkommer tidlig i 2021 til PC, Nintendo Switch, PS4 og Xbox
HOA – adventure, platformer. Udkommer tidlig i 2021 til PC og Nintendo Switch
Hvilke indiespil ser du frem til? Er der nogen på listen som du skal spille?