Det er jo ikke noget nyt!

Jeg arbejder selv som konceptudvikler i et spilfirma som udelukkende laver spil til undervisningen. Der har i flere år været sat millioner af kroner af til udvikling af digitale læremidler så som spil til undervisningen. det skal dog siges det er mærsk fonden som uopfordret har lagt pengene ind, men det er staten som styrer hvem der får bud på pengene. Vi er mange i den private sektor der har knoklet for at få spil, digitalisering og programmering på skoleskemaet i mange år. se feks på sådan nogen som skolenispil.dk som lærer børn færdigheder gennem kommercielle spil som TorchLight II. Og der er mange eksempler på “unge” og nysgerrig lærer som tager sagen i egen hånd og bruger spil i deres egen undervisning, hvad enten det er kommercielle spil eller lærings spil.

Det største problem er umiddelbart at vi har brug for et generationsskifte blandt lærerne og at det offentlige er en stor bureaukratisk supertanker som tager 10 år om at implementere nye tiltag på skoleskemaet.

Det spørgsmål staten bliver ved med at spørge er, hvilke læringsmål kan vi med garanteret virkning “digitalisere”. Og “virker de nye undervisningsmetoder overhovedet i tilstrækkelig effekt?”. Men for at kunne lave læringsspil som effektivt underviser vores børn, bør vi også være villige til at forstå os på hvad der gør et spil sjovt at spille. Det er ikke nok bare at tage det der er i læringsbøgerne, og putte det på en skærm med animation på. Som vi desværre alt for ofte ser. Og disse metoder er desværre dem som er mest favoriseret blandt lærerne og beslutningstagerne i systemet.

Vi er mange som i mange år har set potentialet i så simple metoder som “motivations design” som spil bygger på. “Hov hvad hvis vi nu gjorde det sjovt at lære, hva sker der så!?” Kan vi udnytte at børn lærer halvt så meget i forløbet, hvis de tilgengæld frivilligt kaster sig ud i 5 gange så meget involvering med det? Hvad ville der ske med de svageste elever, hvis lektier lige pludselig blev sjovt. Vi ved jo alle, at ting sidder jo meget bedre fast oppe i hovedet hvis vi interesserer os for det. Men det skal staten jo også ha i en tung dyr rapport før de forstår det.

Konsulent husene som er hyret af staten, tjener kassen på at analysere og rapportere om tiltag, de i bund og grund ikke har forstand på. ingen ser fremad, De kigger ned i statistikker på papiret, i stedet for at kigge op og fremad og se hvilket IT tog der kommer kørende lige imod os.

– Staten har for travlt med at spendere tid og penge på at skrive rapporter, og analysere statistik i stedet for at rykke på det. Måske er det et spørgsmål om at de fleste i staten, endnu ikke er helt overbevist, og har brug for flere rapporter som slår fast at vi har brug for noget der motivere børnene i stedet for at stoppe undervisningen ned i halsen på dem.

Nu ved jeg tilfældigvis også der er mange individer i system som knokler for at få det til at ske.

men jeg skal ikke være bleg for at indrømme at det er svært både at være spildesigner og have kendskab og erfaring med hvad der rør sig i skolen. Da det i bund og grund er 2 vidt forskellige uddannelses forgreninger. Og da begge brancher ikke er noget man lige får dybdegående erfaring med “Over night”. Så ser vi heller ikke så mange “konvertere” fra en gren til en anden. Sagt med andre ord. spilbranchen har brug for fagfolk fra skolen som har erfaring med den måde børn lærer på. Ellers famler spilbranchen i mørket. det kan nok være de kan lave spil som motiverer, men kan de lave spil som faktisk underviser børn i relevant indhold. Det er straks sværer. og hvad er relevant indhold egentlig i 2016+ det tror jeg desværre også de fleste i system har svært ved at svare på. Jeg skal ikke gøre mig klog på fremtiden. Men hvis man lytter på vandrørene så kan man svagt fornemme at vi meget snart skal til at flytte fokus, meget mere over på IT. For det kommer ikke til at blive mindre med tiden. vi har snart selvkørende biler og robotter. Når vores børn vokser op er halvdelen af de jobs de bliver undervist i at skulle kunne håndtere sikkert overtaget af robotter. selv videnssektoret er under fare for at blive overtaget af intelligente informationssøgnings algoritmer som IBM’s Watson som kan lave fremtidsudsigter på baggrund af kendt data på millisekunder. For ikke at snakke om entreprenørskab og kreativitet som er to meget vigtige elementer, hvis vi skal forberede vores børn på en fremtid med innovation.

Men tilbage til emnet, så ER det et spørgsmål om samarbejde mellem brancherne for vi kan ikke lave fede spil uden der kommer nogen med relevant undervisningen erfaring ind over som også samtidig er villig til at opfinde den dybe tallerken. For det er meget langhåret bare at bygge oven på de erfaringer som man har fra klassisk analog undervisning som vi har kendt den de sidste 200 år. Vi bliver nød til at være villige, til at gå HELT nye veje. Og bryde reglerne. Og der er her staten falder fra. For de kigger kun i gamle rapporter, og statestikker og ser sig generelt kun bagud, når de skal danne erfaringer til hvad der skal ske i fremtiden. Og det vi står overfor, er noget vi bliver nød til at se fremad og prøve os frem på. Som man hører i IT branchen “fail fast” er en af de hurtigste veje til success. Og til dem der ikke lige forstår det, så handler det om. At når man arbejder med innovation. så er det hurtigere at danne sig erfaringer på baggrund af hurtige prøvelser og fejl-skridt end at prøve at navigere langsomt men sikkert mod success i områder som ikke er velbevandret.

Forestil dig hvor vi kunne være i dag, hvis system havde haft mod til at gå all in på digitalisering og motivations design for 10 år siden da det kom frem. Vi havde helt sikkert snuplet over vores egen snørebånd på vej ud af døren. Men der findes ikke nogen bedre måde at drage erfaringer på, end at komme hurtigt ud og få hænderne beskidte, i stedet for at blive hjemme og risiko vurderer.