I mere end 8 år har jeg studeret spansk og spansk og latinamerikansk kultur. Jeg har endda boet i Mexico i en rum tid i forbindelse med mine studier. I den tid har jeg igennem en voksende interesse for film, stiftet bekendtskab med sydlandske værker der ikke er spyttet ud af Hollywood, men talenter fra Spanien og Latinamerika, og nogle af dem vil jeg introducere dig for i denne serie af artikler.

Det var mere en god timing at La Casa de Papel blev den første i min serie af artikler, da Netflix nu har fornyet den med en tredje sæson eftersom det er blevet den meste sete udenlandske serie på streamingtjenesten.

Det næste fra syden jeg vil anbefale er en film fra Chile der udkom tilbage i 2012. Den blev positivt modtaget på filmfestivalen Cannes og nomineret til bedste udenlandske film ved Oscar uddelingen i 2012, nemlig ”No”.

Et vendepunkt i chilensk historie

”No” handler om præsidentvalget i Chile i 1988 hvor regeringen efter stort pres fra omverden vælger at holde et valg hvor det chilenske folk skal stemme ja eller nej til den sidende præsident, General Augusto Pinochet, som tog magten fra Salvador Allende ved et kup i 1973.

Augusto Pinochet var en diktator som stygt undertrykte det chilenske folk. Valgkampen fik 27 dage hvor ja og nej siden fik 15 minutter på tv hver aften til at præsenterer deres sag.

For kampagnefolkene på nej siden var det ikke uden fare at producere de berømte tv-spots til valgkampen. Det var banebrydende markedsføring for en valgkampagne i Sydamerika på daværende tidspunkt.

Gael Garcia Bernal

Fængende historie og godt håndværk

Filmens hovedperson René Saavedra spilles af Gael Garcia Bernal, en Mexicos største skuespillere, som kun mere eller mindre er slået igennem uden for Sydamerika på trods af han er et kæmpe talent der kan bære store roller af alle typer.

Gael Garcia Bernal flankeres af flere chilenske skuespillere bl.a. den berømte Alfredo Castro der har medvirket i mere end 50 produktioner siden 1982 i Chile, og de bærer alle historien frem med stærke skuespilspræstationer.

En detalje der gør filmen speciel, men som andre også mener var stærkt medvirkende til at den ikke vandt en Oscar, er at filmen er filmet i 3/4″ Sony U-matic film. Det er en type film der blev brugt vidt og bredt i 1980’erne.

Det betyder at filmen ser meget gammel ud, men samtidig betyder det også at de oprindelige optagelser fra gadekampene imellem de chilenske soldater styret af Pinochet mod folket glider sammen i næsten uadskillelig symbiose som om de var filmet på samme tid.

En anden spændende detalje den gamle film giver med sig er at der i filmen er brugt look-a-likes, og kombineret med en genial klipning glider det også perfekt sammen med originalfilmene fra 80’erne.

Det er ikke en sofafilm til søndag aften

Jeg skal være den første til at sige at ”No” er en meget lang film. Det er kunst. I filmen er der mange lange dialoger som strækker sig over lang tid med mange opbrudte klip. Det fungerer i konteksten, men ligger du på sofaen søndag aften og er bare en smule træt er jeg bange for at du taber til Ole Lukøje.

Dermed sagt har filmen nogle fantastiske sekvenser med hovedpersonen René Saavedra, der er reklamemand og tester produkter for at finde på tv spots til dem til den rette målgruppe. Specielt hans fascination af mikroovnen er sjovt at se.

Konklusion

Hvorfor anbefaler jeg ”No”? Det gør jeg fordi filmen er fyldt med drama, tvivl, politisk indblanding, frygt, snyd og bedrageri. Kampen imellem det desperate statslige styre og oppositionens moderne kampagne er spændende følge.

Pablo Larraín har skabt en smuk og elegant film hvor fokusset ligger på en vigtig del af valgkampagnen fra 1988, men den glider også let og elegant hen over andre vigtige dele som bidrog til ”Nej” sidens hårde kamp.

”No” er en film som helt klart er værd at se en gang hvor du på trods af den lange spilletid får en unik oplevelse.

Er du interesseret i at se filmen kan du leje d. for 19 kr på Blockbuster.dk