Anden verdenskrig er et klassisk tema for udviklerne af strategispil. Hearts of Iron er ikke nogen undtagelse og har siden det første spil udkom i 2002 været det mest komplette anden verdenskrigs strategispil på markedet.

I løbet af de sidste 14 år er det blevet i alt 4 titler i serien, og tidligere har udviklingen af spillet primært været af grafisk karakter, med ganske små ændringer i gameplayet. Det har ændret sig denne gang, hvilket på nogen punkter er positivt, men på andre punkter er uheldigt.

Erfaren udvikler
I første omgang er det værd at bemærke at spillet er udviklet af svenske Paradox Development Studio, der udover Hearts of Iron også står bag spiltitler som Crusader Kings og Europa Universalis. Det er med andre ord en erfaren strategispilsudvikler der står bag Hearts of Iron, og det skinner også igennem på flere punkter.

Spillet virker ved første øjekast helstøbt, og hvis man har spillet de tidligere spil i serien, eller nogen af de andre strategititler fra Paradox, så føler man sig hurtigt hjemme i forhold til at styre spillet.

Der går dog ikke lang tid før erfarne spillere i serien vil bemærke at Paradox har skåret en del i graden af micromanagement, som tidligere har kendetegnet serien.

Det første sted man bemærker det, er i forksningsmenuen. Den har været på en kraftig slankekur og der er ikke helt så mange forskningsmuligheder som tidligere. Det virker i første omgang positivt, men desværre forudsætter mange teknologier, at man har udviklet en anden teknologi først, og dermed er det svært at fokusere sin forskning på at få et teknologisk forspring på et bestemt våbenområde.

Stor ændring i gameplayet
En anden ny detalje som har stor betydning for din nations udforskning er det såkaldte ”national focus”. I tidligere spil skete begivenheder som den tyske annektering af Østrig stort set automatisk. Det gør det ikke længere, her skal man vælge det som nationalt fokus, og der går så 70 spildage før det nationale fokus slår igennem.

De fleste nationale fokusområder har også en række forskningsmæssige bonusser tilknyttet. Typisk får man 50 % tidsbonus på bestemte forskningsområder, f.eks. får Tyskland 50 % tidsbonus på udviklingen af Panzer III ved at indgå en aftale med Sovjetunionen.

Det er med andre ord de nationale fokusområder der driver progressionen i spillet, og hvilke teknologier der kan betale sig at forske i. Det giver i første omgang frihed til at ændre historiens gang og lade forskellige begivenheder indtræde på andre tidspunkter end de gjorde i virkeligheden.

Introduktionen af national focus har dog den ulempe, at det tager 70 dage at gennemføre. Der udover har national focus en stor diplomatisk betydning som er låst, og spillet virker derfor ikke helt så dynamisk som det gjorde i tidligere udgaver.

Låste scenarier
I tidligere spil har det være muligt at vælge et custom gamemode, hvor man som spiller havde indflydelse på f.eks. victory conditions. Den mulighed har man ikke længere, nu kan man vælge at starte i 1936 eller 1939.

Det bidrager yderligere til at spillet har fået et mindre dynamisk udtryk i forhold til tidligere spil i serien.

Teknikken
På det grafiske område har spillet fået en ansigtsløftning af de store. Din nations militærenheder og – installationer er animerede, hvor de tidligere blot var et piktogram på et kort.

Jeg har tidligere oplevet at Hearts of Iron III kørte meget ustabilt, og havde en tendens til at crashe. Det har jeg ikke oplevet i Hearts of Iron IV, jeg har dog oplevet at spillet når man nærmer sig 1943 begynder at køre langsommere.

Børnesygdomme
Desværre lider spillet af en række børnesygdomme. Særligt spillets AI opfører sig nærmest manio depressivt. Hvis man spiller som Tyskland eller Italien, så vil man opleve at de allierede lande foretager nogle fuldstændigt håbløse landgange i Nordtyskland og Toscana med få måneders mellemrum.

Hvis man spiller som Tyskland har man mulighed for via det nationale fokus, at lave en alliance med Sovjetunionen der går udover den historiske Molotov-Rippentrop aftale. Men uanset den (u)hellige alliance, så går Sovjet altid i krig med Tyskland i 1941.

Med andre ord har jeg oplevet AI’ens børnesygdomme som forstyrrende for gameplayet, og det virker til at der ligger en del patching forude før spillet kommer til for alvor, at blive helstøbt. Da spillet er ret komplekst, kan jeg godt frygte at den patching kan komme til at blive langtrukken.

Konklusion
Spillet er på mange måder et stort fremskridt fra Hearts of Iron III. Den Micromanagement der tidligere har kendetegnet serien, er blevet nedtonet ganske kraftigt, og spillet kan derfor virke mere tilgængeligt for et bredere publikum. Hardcore strategifans vil nok ærgrer sig over at spillet er blevet mindre detaljeret.

Spillets grafiske finish er helt klart blevet opfrisket, og det er et plus. Man skal dog ikke forvente et spil med fotorealistisk grafik og hurtige animationer.

Desværre er spillets AI ikke noget rart bekendtskab. Den virker mildest talt uligevægtig, og har brug for en del patching før spillet virkelig bliver helstøbt. Personligt regner jeg med at lade spillet ligge i et par måneder, og så finde det frem igen, i håb om der til den tid er luget ud i de frustrerende børnesygdomme.

Endvidere virker spillet lidt mere stramt styret, og ikke helt så dynamisk som tidligere, hvilket jeg finder ganske ærgerligt, da jeg tidligere har fundet det kontrafaktiske aspekt ganske underholdende. Der er dog fortsat mulighed for at ændre lidt på historiens gang.

+ Mindre Micromanagement
+ Grafisk overhaling

– Spillet virker ikke helt så dynamisk som tidligere spil
– Uligevægtig, nærmest manio depressiv AI