Titel: American Psycho

Instruktør: Mary Harron

Medvirkende: Christian Bale, Willem Dafoe, Jared Leto, Josh Lucas, Chloë Sevigny, Justin Theroux

Spilletid: 1 tim. 43 min.

Genre: Thriller

Årstal: 2000

Morderiske tanker

Når man tænker på skuespillere generelt, får man typisk altid et billede frem i hovedet. Det kan være ikoniske roller de har spillet, eller film der har efterladt betydelige indtryk. F.eks. når jeg tænker på Leonardo DiCaprio, får jeg automatisk “Titanic” i tankerne. Tænker jeg på Will Smith, popper “Bad Boys” frem. Tænker jeg på Tom Cruise, får jeg pludselig lyst til action – muligvis “Mission Impossible”. Når jeg så tænker på Christian Bale, så kan jeg foruden den nye “Batman”-trilogi, ikke lade være med at dreje mine tanker imod “American Psycho”. Bale er som skabt til rollen som en psykopat.

Man må ikke spøge med Patrick Bateman (Christian Bale). Hvad end det har at gøre med at vifte med et bedre visitkort, at man går på bedre restauranter end ham, eller har en pænere lejlighed. Overskinner man Bateman, får det psykopatiske individ bare morderiske tanker. Uden på er Patrick Bateman en succesfuld forretningsmand med eget kontor, han lever velhavende godt med udsigt over Central Park og er et formelt veltalende menneske. Der er få ting Patrick går rigtig meget op i. At spise på dyre spisesteder hver aften, at pleje sig selv, at omgås sine ligesindede kolleger – samt at myrde mennesker i lange baner. Hvad der driver ham, er selve spørgsmålet igennem hele filmen. Men noget må tyde på, at Bateman har forstyrrende tendenser, og at han bare generelt er en omvandrende psykopat.

I “American Psycho” – som var Christian Bales’ første rigtige gennembruds-rolle, sætter instruktør Mary Harron stor fokus på det sociopatiske tankevæv, som vores hovedperson er gennemsyret af. Samt hvad der foregår, når en psykopat bukker under for sine begærende grænser. Vi får som tilskuere lov til at blive opslugt i verdenen hos en gal person, uden nærende følelser for noget som helst, eller hvad som helst. Vi hører hans direkte tanker, som fås igennem nogle skelsættende voice-overs fra Bale, som han igennem “American Psycho” beskriver samfundet omkring ham, som han personligt ser det, med sine dybtfølte meninger.

Mange gange er man faktisk ret betaget af hvor godt, formelt, filmen er sat op. For der er ikke én finger at sætte på, hvor godt under huden vi kommer på Bales’ karakter. Selve opstarts-introduktionen er nervepirrende god, som Bateman forklarer sine rutiner, hvordan han nænsomt plejer sig selv og hvem han er som person, der skuer over de mange stakkels individer, han grusomt ser ned på. I “American Psycho” er det karakterene, samt dialog der fylder mest. Og selvom filmen – baseret på romanen af samme navn, hvor Bateman-karakteren beskrives som et individ der myrder til højre og venste igennem størstedelen af handlingen, er det i de lange træk ikke rigtig tilfældet med filmatiseringen.

Scenerne hvor Bateman bestialsk myrder sine ofre, eller de der nedgør ham, som har sagt eller inddraget noget forkert i visse samtaler, er godt opsat. Og mange af de vigtigste nøglescener er heldigvis meddraget fra forlaget. Man har en alt-overskyggende og nærende fornemmelse af, at Bateman hele tiden fremstår som en skrøbelig figur, der ikke kan modstå eller stå i mod meget. Og Christian Bale er fremragende til dyrke de rette følelsesudtryk, og nervesammebrud. Man kunne ofte tro, at der måske gemmer sig en lille psykopat i Bales’ privatliv. Det er det der styrker “American Psycho” til sit bedste, da Harron kløgtigt vælger at beskrive vores protagonists’ karakter så godt som muligt hele tiden – uden at drage til for medtagede, samt stærke scener, i frygt over at filmen kunne mistænkes for at blive for langtrukken eller for snakkesaglig. Derimod er “American Psycho” en herlig sammenblandning af god dialog mellem karakterene og den morderiske foragt i de scener, hvor Bateman dræber sine ofre på diabolsk vis. Og skillelinjen er særdeles veludført. Man kunne groft sagt, ikke være meget mere underholdt.

Vurdering: American Psycho

“American Psycho” er en djævelsk god film. Ikke alene er fortællingen dejlig twistet, med en tilhørende slutning man skal igennem et par gange, for at forstå fuldt ud. Men det er Christian Bale der opløfter filmen på bedste vis, med en præstation der er bragende god. Han er som skabt til rollen, og man er under hele handlingen draget af hans karakter. Dialogen er fremragende, og instruktionen er mere en veludført. Ikke siden Anthony Hopkins’ Hannibal Lecter, har der eksisteret er meget mere ondskabsfuld person, med et nærende had til stort set alle han kommer i berørning med. Og det er det syn på mennesker, som vi så fint får formuleret og fortalt fra Bateman, der hele tiden gør “American Psycho” så interessant at vidne til, at man bare kan se den om, og om igen. Filmen lader til at være indberettet af nogle forvirrende vinkler – specielt mod slutningen, hvor der mindfuckes lidt med ens tanker, om hvorvidt Bateman i virkligheden er den han tror han er, eller om han er en helt anden person? I en anden virkelighed? Det spørgsmål sidder undertegnede stadig selv og bøvler med – men det er det “American Psycho” gør så godt. At lege med dit hoved, og din bevidsthed, og hvad der er forkert, og hvad der er rigtigt. Og om man kan trænge ind, og løse gåden bag hvem Patrick Bateman i virkeligheden er.