Historien i Assassin’s Creed 4: Black Flags tager udgangspunkt i en forholdsvis simpelt begivenhed: Hovedpersonen Edward Kenway ønsker at blive rig. Men da han hverken er født ind i det 18. århundredes aristokrati eller har nogle umiddelbare forretningsevner, beslutter han sig for at tage arbejde som kaper på et britisk fartøj.

Se anmeldelsen her

Herfra udvikler Kenways eventyr sig voldsomt. Han bliver rodet ind i den indædte kamp mellem Assassins og Templars, man har fulgt i de foregående installationer i serien. Til forskel fra de tidligere spil, virker verden dog ikke helt sort og hvid for spillets hovedperson. Kenway tilskriver sig nemlig hverken Templar’s vision om verdensorden, eller Assassins ambitioner om personlig frihed. Edward Kenway er nemlig en simpel mand; Monitære midler vægter højere end alt andet, som en sand pirat ville sige det.

Spillets historie ender med at blive en grandios fortælling om personlig udvikling, grådighed, kærlighed og alt hvad der ellers skal til, for at skabe et storslået eventyr.

Assassins Creed 4: Black Flag viser, at Ubisoft virkeligt har taget deres fans kritik til sig. Assassins Creed 3 blev nemlig hårdt kritiseret for sin forholdsvis ”kedelige” historie, der mildest talt ikke var medrivende. 4’eren, derimod, har en helt igennem fangende historie, som man har meget svært ved at lægge fra sig, før man er helt færdig.

En af de ting der fangede min opmærksomhed mest i spillet, var dets farverige persongalleri. I forhold til seriens tidligere spil, føles det som om, at der denne gang er blevet lagt mere vægt på at skabe personligheder, folk kan relatere til.

Som efterhånden er sædvanen i denne serie, tager Ubisoft også et meget liberalt spin på mange historiske karakterer og får dem til at virke i deres univers. I denne omgang møder man alt lige fra de syv haves skræk Edward Teach, bedre kendt som Blackbeard (Eller Sortskæg på dansk?) til Stede Bonnet, der i sin tid var kendt som ”The gentleman pirate”.

Disse historiske personligheder giver spillet en utrolig dybde og får det til at virke virkelighedstro, hvilket er utroligt vigtigt for et spil som Assassin’s Creed.

Af alle protagonister vi tidligere har set i Assassin’s Creed serien, følte jeg vitterligt, at dette fjerde spil havde den eneste hovedperson, som jeg udviklede et personligt bånd til. Edward Kenway er måske ikke hvad man umiddelbart vil definere som værende et ”godt” menneske, men i spillet bliver der brugt meget tid på, at man forstår hvordan han har udviklet de karaktertræk, man ser i spillet – En udvikling som mange på et eller andet punkt sikkert godt kan relatere til.

Ligesom at Assassins Creed 2 var det første spil overlegen i forhold til historie og karakterer, virker det som om, at Ubisoft har lavet det samme trick fra 3’eren til 4’eren. Jeg kom fra det første og det andet spil som en meget stor fan, men det tredje spil tabte det på jorden. Dette fjerde spil formår dog at samle min fandom op fra jorden og børste støvet af.

Når man starter spillet, kan man umiddelbart ikke lade være med at synes, at det ser skønt ud. Men som timerne går i spillet, er der dog mange småting man efterhånden kan sætte fingeren på.

Grafikken bærer meget præg af, at det er udviklet til den nu forrige generation af konsoller. Hvilket betyder, at textures ikke altid er så gode, som de kunne have været. Personerne i spillet loader først når du kommer i nærheden af dem, hvilket kan resultere i folk, der materialiserer sig foran dig både i såvel som uden for cutscenes.

Disse småting er dog nemme at overse og skaber tit små sjove episoder, der vejer op for eventuelle irritationsmomenter. F.eks kan sømændene på dit skib blive ved med at dryppe, hvis de faldt i vandet efter en kamp, selv i efterfølgende cutscenes. Generelt set er grafikken dog flot, og man er som regel så godt underholdt, at de negative ting ikke betyder så meget.

Der er dog nogle småting, der virker til at være gået galt i den PC-konverterede version. Det var ikke uvant for mig, at støde på gamebreaking grafiske bugs med det resultat, at jeg blev nødt til at genstarte hele spillet og at jeg, fra tid til anden, blev nødsaget til at gennemspille et område igen.

Det er dog svært at sige om disse fejl opstår på grund af en eventuel fejl i min grafisk driver, men da jeg ikke er den eneste, der har oplevet en eller flere grafiske fejl, må vi antage at fejlene er at finde fra spillets side.

Noget er der også gået galt, da man lavede spillets HUD til PC. Jeg har flere gange oplevet knapper, der ikke kunne trykkes på og undermenuer jeg ikke kunne gå ind i (Der var blandt andet en periode i spillet, hvor jeg ikke kunne købe opgraderinger hverken til skib eller udrustning, da jeg, af ukendte årsager, ikke kunne trykke på ”køb” knappen). De fleste gange har det dog været muligt at ”fikse” disse fejl, ved at lukke hele menuen og derefter starte den igen.

Disse bugs, omend irriterende, ændrer ikke på at spillet som regel fungerer utroligt godt grafisk.

Spillet fungere, i forhold til missioner, som alle tidligere spil i serien. Én hovedmission, omgivet af en masse små (og forholdsvis ligegyldige) ”missioner”, der ofte ikke har andet formål, end at give dig ressourcer til at opgradere dit udstyr. Personligt synes jeg et stykke inde i spillet, at det ville være dejligt, hvis nogle af de små missioner der er tilgængelige, havde bare en smule mere dybde. Ubisoft bruger så lang tid på at opbygge et fantastisk univers, at jeg synes det er en skam, at de ikke udnytter det bedre.

Utroligt mange af spillets hovedmissioner hører under kategorien ”follow” missioner. Det vil sige, at du skal følge efter en eller flere personer, uden at blive opdaget. Der er i princippet ikke noget galt med disse missioner, der er bare alt for mange af dem. Mængden af dem, et stealth system der ikke altid fungerer optimalt, kombineret med vagter, der har øjne i nakken, kan irritere én grusomt meget fra tid til andet. Jeg synes det er på tide, at Ubisoft sætter sig ned og genovervejer måden spillets missioner bliver udført på.

Ligesom tidligere kan du klatre, hoppe og springe med spillets Parkour system. Umiddelbart virker der ikke som om de har gjort synderligt meget, for at forbedre det siden sidst. Edward lider, ligesom han forgængere såvel som efterkommere, af hvad jeg kalder ”sticky hands syndrome”. Dette navn bruger jeg på grund systemets evne til at opfatte alt hvad du laver i spillet som et incitament til at klatre. Dette kunne måske udbedres en smule, hvis man ikke havde placeret sprint og klatre på samme knap.

Efter Assassins Creed 3, fandt Ubisoft ud af, at spillets eneste store succes, havde været spillets skibs-missioner. Dette har så udmundet i Assassins Creed 4: Black Flags og det fungerer mildest talt godt.

Du har for det meste mulighed for at Free-roame i dit skib, hvor du så kan boarde eller synke fjendtlige skibe, gå på skattejagt , gå på almindelig jagt, eller hvad der nu lige passer dig. Denne frihed er super skøn at have i spillet, og man kan bruge utroligt lang tid på bare at sejl på bølgen blå, og nyde livet til søs.

Det kan dog virke spøjst, set i et historiemæssigt perspektiv, at du i din forholdsvis lille Brig (Et lille skib) kan nedkæmpe de absolut største skibe, der eksisterede på daværende tidspunkt (Heavy 1st rate ship of the line). Men kampene er stadig sjove uanset. Ellers fungerer resten af spillet mere eller mindre som dets forgængere, på godt og ondt.

En ting der glæder mig utroligt meget er, at Ubisoft virkeligt har gjort et fantastisk stykke arbejde med spillets lydside. Imens du sejler på bølgen blå, kan du altid høre dit mandskab synge. Der bliver sunget på skibe og rundt omkring i byerne, alle mulige catchy sømandsviser, der giver spillet en ekstra god omgang charme.

Spillet fungerer som udgangspunkt rigtigt godt, men der mangler en smule innovation. Det er måske ved at være på tide, at Ubisoft prøver noget helt nyt med serien, for at se hvor det kan tage dem hen.

Når det er sagt, er det et helt igennem underholdende spil, som jeg uden tvivl vil spille igennem igen engang i fremtiden. Hvis man kan lide spillets forgængere, eller bare godt kan lide pirater for den sags skyld, bør man give spillet en tur.