‘Den britiske agent Lorraine sendes til Berlin for at opspore en mikrofilm, som kan afsløre identiteten på hundredevis af agenter bl.a. dobbeltagenten Satchel.’

Sådan lyder beskrivelsen på en af sommerens store action film, Atomic Blonde, med Charlize Theron i hovedrollen. Men kan filmen slå lige så hårdt som de hundredevis af knytnæver, der deles ud i filmen?

Allerede i filmens første minutter lægges der hårdt ud. Berlin i 1989 fremvises som et uroligt sted i verden, hvor krudttønden kan antænde hvert øjeblik og spioner langer ud efter hinanden på kryds og tværs – særligt de britiske, amerikanske, franske og russiske af slagsen. Filmens omdrejningspunkt er noget så klassisk som en mikrofilm, som kan være katastrofal i de forkerte hænder.

Lorraine (Theron) er sendt til Berlin for sammen med en anden agent, Davod Percival (James McAvoy), at få mikrofilmen til et sikkert sted – den skal bare lige findes først. Og dette viser sig at være besværlig opgave, for Lorraine er under skarp overvågning fra alle sider og må flere gange i løbet af filmen forsvare sig selv mod nærmest alt og alle. Samtidig spøger dobbeltagenten Satchel, som i årevis har været en plage for de allierede spionnetværk.

Filmens lydside er rigtig godt. Eksplosioner, slag og skud lyder knivskarpt og er en fantastisk oplevelse i biografen. Filmens soundtrack er endnu bedre. Et rent festmåltid af 80’er klassikere er vævet fantastisk ind i filmens scener. Der er alt fra pop, alternative og skrabet tysk punk. Det perfekte soundtrack til Berlin i slutningen af den kolde krig. Hvis man har en musiksmag som er i det hjørne, kan man roligt finde playlisten på Spotify – det er guf. Therons look i filmen er stensikkert også inspireret af Debbie Harry fra bandet Blondie (som har lavet nummeret ‘Atomic’ – et tilfælde? I think not!).

Hvad der til gengæld ikke er guf er, rent ud sagt, filmens plot. Alt det her med mikrofilm og spioner, der arbejder i skyggerne og tvivlen om hvor deres loyalitet ligger er så hamrende kliché, at det bliver for meget. Forudseelige plot-twist gør det heller ikke meget bedre, samt unødvendige sexscener og actionsekvenser som trækker virkelig langt ud. Det hele er bare lidt for meget og ofte på ingen måde relevant for filmens plot.

Theron og McAvoy spiller sådanset ganske fint. Theron er rigtig god som en actionhelt af få ord og er også fremragende i kampscenerne (som hun i øvrigt havde trænet op til i lang tid). McAvoy er ligeledes meget overbevisende som den fordrukne agent, der uden opsyn fra overordnede, er sunket lidt for langt ind i Berlins undergrundsmiljøer og kører sit helt eget show. Danske Roland Møller, som vi kender fra Under Sandet, er også god i sin rolle som den russiske spionleder Bremovych. Hans rolige facon kan skifte til et voldeligt raseri på ét sekund, og han passer godt ind i filmen. John Goodman giver dog ikke noget særligt til filmen. Hans rolle kunne være spillet af hvem som helst.

Det er desuden super frustrerende når man egentlig har regnet filmen ud på mange områder, at man så skal trækkes igennem så mange forudseelige scener. Jeg vil påstå at i hvert fald 25-30 minutter kunne klippes ud af filmen ud det ville have nogen større effekt på det store billede.

Denne anmelder har ikke læst tegneserien som filmen er baseret på, og er ganske opmærksom på dette. Så hav dette in mente. Fans af tegneserien vil muligvis have en helt anden oplevelse af filmen. Jeg er af den overbevisning, at en film skal kunne stå på egne ben uanset kildematerialet, men samtidig også ganske klar over, at man som fan ofte er mere positive overfor filmatiseringer end folk, som ser det for første gang.

Når det så er sagt, så skal jeg være ærlig. Udover en fin lydside, nogle flotte neon-belyste sets og et fantastisk soundtrack, så er der ikke meget at komme efter i filmens historie. Skuespillernes præstationer er også fine, men plottet er simpelthen for tyndt.