Anmeldelse: Civ VI Rise and Fall
Jeg må starte med at komme med en indrømmelse. I den oprindelige anmeldelse af Civilization VI endte jeg med, at give fem hjerter til ”kongen af strategispil”.
Jeg havde dog dengang seriøse overvejelser om spillet blot skulle have haft fire hjerter pga. de tekniske udfordringer, balanceproblemerne, klodset brugergrænseflade og cartoonish grafik.
Jeg endte som bekendt på fem, der var dog én faktor som jeg ikke kunne have med i den oprindelige anmeldelse, og det var faktoren langtidsholdbarhed. På dette punkt har Civ VI, for mit vedkommende, ikke helt vist sig så langtidsholdbart som forgængerne.
Hvorvidt udgiveren er nået frem til den samme konklusion, skal jeg lade være usagt, men udvikleren har i hvert fald fundet det nødvendigt at udgive syv DLC’er i løbet af 16 måneder, der inklusive den oprindelige pris på spillet løber op i alt 127,92 EUR eller små 1.000 danske kroner.
Mere dybde
Hvis man ser bort fra langtidsholdbarhed samt udgiverens prispolitik, og vender blikket imod DLC’en Rise and Falls indhold, så får man otte helt nye civilisationer med hver deres karakteristika, hvilket helt klart er med til at forlænge genspilsværdien af det oprindelige Civilization VI.
Udvikleren har også strammet gevaldigt op på spillets tidmæssige progression, så de forskellige tidsepoker ikke længere kun afhænger af din civilisations teknologiske fremskridt, men i højere grad er givet ud fra fastsatte tidspunkter.
Med andre ord så starter middelalderen omkring år 800, uanset om du er teknologisk med eller ej!
I løbet af hver tidsalder, så skal man opnå en række milepæle, som giver point. Hvis man ikke når nok milepæle, og dermed point, så bliver du straffet i den næste tidsalder med en såkaldt ”Dark age”.
En ”Dark Age” får konsekvenser for den nye gameplaymechanic ”Loyalty”. Dine byer kan nu, i lighed med tidligere titler i serien, skifte loyalitet og ende på fjendens hænder. Hvis du på trods af en Dark Age klare dig godt, så bliver du dog belønnet.
Modsætningen til en ”Dark Age” er en ”Golden Age”, der som navnet antyder giver din civilisation en tidsperiode med velstand og høj loyalitet.
De rotter sig sammen
I Rise and Fall, har man nu også mulighed for at føre krig med mere enkeltstående og snævre mål. Når der sker historisk epokegørende ting i spillet, som f.eks. erobring af en City-State, så opstår muligheden for en ”International Emergency”.
Her får spillets øvrige civilisationer mulighed for at rotte sig sammen, imod et givent mål. Hvis målet bliver opfyldt, så er der en belønning. Hvis man derimod ikke opnår målet vil der være en straf.
Omvendt så bliver den som er udsat for et ”International Emergency” belønnet, hvis de andre civilisationer ikke når målet, og straffet hvis de når målet.
Tekniske problemer og børnesygdomme
Her 16 måneder efter udgivelsen, burde der have været mulighed for at rydde op i de værste tekniske bugs. Firaxis har da også fået ryddet godt op, men der er fortsat problemer.
Særligt grafikken oplever jeg som problematisk, der kan lige pludselig mangle grafiske animationer og jeg oplevede også at få en del fejlmeddelelser vedr. mit grafikkort. Jeg har spekuleret på hvorvidt det hænger sammen med, at der i min PC sidder et nyt Nvidia 1060 kort, og Civilization VI er optimeret til AMD.
På samme måde lider spillet også fortsat af lange loadtider, på trods af at det ikke benytter CPU’ens ressourcer fuldt ud.
Det er også mit indtryk at Firaxis har arbejdet med balanceproblemerne i spillets gameplay, men spillets AI virker dog fortsat en anelse manio depressiv, og de AI styrede spillere går på kort tid fra at være dine bedste venner, til dødsfjender.
Den klodsede brugergrænseflade er der desværre ikke blevet strammet op på. Der er fortsat unødvendige museklik, f.eks. ved placering af spioner i byer, og generelt manglende mulighed for at bruge tastaturet til at styre enheder med.
Den manglende udnyttelse af CPU og klodsede brugergrænseflade, er jeg fortsat overbevist om kan tilskrives at Civilization VI, også er en titel der nu er udkommet på de bærbare platforme.
Konklusion
Lad det være slået fast med det samme Civilization er fortsat strategispillenes konge. Rise and Fall øger endda forspringet ned til konkurrenterne, men det ændrer ikke på, at samlet set, så er forspringet over de seneste år skrumpet væsentligt ind.
Man kunne argumentere for at Rise and Fall måske endda er med til at mindske forspringet, for hvis man som gamer vil have den lidt mere lækre oplevelse, så skal man jo betale for den, og dermed ender Civilization VI med alle DLC’er, som nævnt i indledningen, med en pris på knap 1.000 DKR.
Hvis man skal sammenligne spil og biler, så kan man sige, at en halvdårlig Mercedes stadigvæk er mere lækker end en Kia Picanto. Men det skal den jo også være, når nu den koster 3 gange så meget.
På samme måde kan man sige, at Civ VI Rise and Fall er et lækkert spil, men når man tager prisen i betragtning, så underpræsterer det en anelse.
Dermed ender Rise and Fall på jævne fire hjerter, ikke fordi det er en dårlig udgivelse, men fordi totalprisen på spillet og DLC’en tilsammen, burde give mere value for money. Egentlig burde egenskaberne i Rise and Fall have været med i det oprindelige spil!
Har du prøvet Rise and fall? Og hvad er dit indtryk?