Du læste muligvis mit førstehånds indryk af Devil’s Third for et stykke tid siden. Siden da har jeg fået skudt mig igennem flere af missionerne adskillige gange og jeg har lang om længe (tidligere idag) endelig fået testet spillet multiplayer del. Da jeg lavede det første indtryk, gav jeg klart udtryk for, at spillet havde en del mindre problemer, men alligevel til tider var sjovt… Det er det så ikke rigtigt. Eller jo.. Det kunne måske have været sjovt på sådan en kitsch agtig måde, hvis ikke spillet var så klodset i næsten alle facetter.

Historien
Det hele starter med, at en flok russiske soldater smider en atombombe ud i rummet og destruere nogle satellitter. På denne måde skabes der en såkaldt Kessler Syndrome effekt. Ganske kort så betyder det, at alle former for private og millitære satellitter sættes ude af spil. Samtidig kortslutter det næsten alt elektronik på jorden. Det siger historien i hvert fald, selvom jeg langtfra synes denne regel overholdes helt af spiludvikleren.

Dit navn er Ivan og spillet starter på Guantanamo basen, hvor du sidder inde for en terrorist handling. Af ukendte årsager er du åbenbart alligevel cool med “dem der styrer fængslet”, for selvom du er lukket inde, så har du fået stillet et trommesæt tilrådighed, som du så kan hygge dig med. Foruden alkohol og andre ting, der åbenbart gør dit ophold mere tåleligt. Og så er der nogen der påstår, at danske fanger har det for godt? Anyway så sker er et fangeoprør og du bliver lukket ud (igen af ukendte årsager), så du kan tæske alle de andre fanger, og kæmpe dig vej ud til friheden.

Derefter smides du ud i en række missioner, der langt hen af vejen hverken er bedre eller dårligere, end de tåbelige missioner du oftest finde i Call of Duty spillene. Historien er med andre ord ret blahblah, men den giver dig muligheden for, at besøge forskellige dele af verdenen og kæmpe mod dine fjender i forskellige miljøer.

Gode idéer, knap så god udførsel
Jeg synes rent faktisk at spillet har mange gode idéer, der er bare ikke en eneste af dem der er veludført. Spillet ses i trejdeperson og du kan helt som du selv har lyst til skifte mellem, at spille spillet som et third-person shooter eller som et fighter spil. I like! Tomonobu Itagakis og resten af hans team er kendt for, at skabe nogle af de mest legendariske fighterspil, men her har de bidt over mere end de kunne overkomme. Shooter delen fungere klodset og hver gang du vil sigte i third-person, så zoomer den indtil et first-person perspektiv selv. Hvis nu dette skete flydende var det sikkert okay, men jeg følger det som om at sensitiviteten på styringen er forskellig i de to perspektiver, og det fungere bare ikke for mig. Indimellem når der er god aktion kan jeg glemme det et sekund eller to, men der går kun få øjeblikket og så brydes illusionen.

Selv fighting scenerne kommer aldrig til at fungere rigtigt. Når modstanderne kommer for tæt på dig og du ender med, at have ryggen tæt op imod en væg, så bliver det nærmest umuligt at se hvad der foregår og bevare kontrollen. Når det fungere er denne del ellers rigtig fed. De mange våben du kan bruge føles forskellige at kæmpe med, og du kan virkelig lave nogle brutale og fede moves.

Derudover har spillet en tendens til, at ville bestemme hvordan du spiller de enkelte baner. På den ene kan du kravle op og ned at bygninger og hustage i bedste Assassins Creed stil, men på banen efter kan du så ikke hoppe over et hegn på godt 50 cm. Det er vildt weird.

Multiplayer
Multiplayer dilen er faktisk pænt stor og byder på kampe hvor du være op til 16 spillere i. Om det er Nintendos indflydelse der gør, at man har fravalgt voice chat vides ikke, men det fungerede da ellers glimrende i Black OPS II, da det udkom for små 3 år siden…
Men med 10 forskellige multilayer modes, muligheden for at opgradere sine våben og købe ting på dem, samt det at man kan opgradere og købe sig til et bedre udseende, kan man ikke sige der mangler noget.

Læg dertil et faktisk fedt system, hvor i du tager styringen over et fort, hvorefter du kan bygge dets forsvarsværker, og senere hen forsvare det imod andre spillere, der vil indtage dit område. Du kan rent faktisk opgradere med nye auto turrets, udkigstårne, bygninger af forskellige slags med videre. Det er faktisk fedt bygget op, og du kan naturligvis også laver klaner med andre, og så tage ud for at ødelægge andre klaners forts. Ret cool feature når alt kommer til alt.

Men alt dette hæmmes lige nu af tre ting.
1. Der er stort set ingen spillere online. Testede det her til formiddag nu hvor spillet endeligt er udgivet og det lykkedes mig at få 2 fulde matches imod 6 andre i Battle Royal (alle mod alle). Derefter lykkedes det mig ikke at finde nogle at spile imod, i løbet af den næste time.
2. Golden Eggs. I spillet bruger du disse golden eggs til, at låse på for nyt gear. Spillet lægger ikke skjul på, at de eget gerne vil have dig til, at smide rigtige penge efter Golden Eggs, hvilket ikke pynter i et spil der i forvejen koster fuld pris.
3. Den dårlige styring i spillet bliver ikke bedre af, at du nu møder rigtig personer og ikke kun bots, der har så dårlig en A.I at det nærmest er umuligt for dig ikke at vinde

Konklusion
Lad mig sige det som det er. Du skal ikke bruge dine penge på Devil’s Third, med mindre du er kæmpe fan af både Vin Diesel og Duke Nukem, og samtidig har en stor hang til kiksede B aktionfilm. Tomonobu Itagakis, som har skabt succes spil som Ninja Gaiden og Dead or Alive beviser her, at indimellem skyder alle kunstnere bare fuldstændig forbi. Selv en okay multiplayer del kan ikke rette op på det faktum, at spillet her enten skulle være droppet helt, eller sendt på markedet som et F2P spil.

Jeg giver det to hjerter, men den ene er udeukkende givet, for det meget store arbejde der er lagt i multiplayer delen. Hvis du enten ikke interessere dig en disse for denne del, eller der stadig ikke rigtig er nogle at spille med og imod efter et par uger,  så bør du så absolut trække ét stk.  pixelhjerte fra denne anmeldelse.

+ Super voldeligt på den sjove måde
+ Mange multiplayer modes

– Dårlig styring
– Forstyrrende kameravinkler
– Dårlig A.I
– Går fra ekstremt let til ekstremt svært konstant