Kender du det med, at du har købt et spil, hvor alle de ting du normalt sætter pris på i et spil er til stede, men hvor det alligevel bare ikke fungerer? Sådan et spil er Divinity: Orginal Sin 2 for mig.

Jeg sætter stor pris på gode historiefortællinger og et godt gang rollespil, og rygtet der var løbet forud for Divinity: Original Sin 2 (DOS 2) lovede godt, der skulle være tale en RPG der var kraftigt inspireret af det legendariske Baldurs Gate 2.

Isometrisk 3D

Og rygtet talte sandt, DOS 2 har mange ligheder med den legendariske klassiker. Det isometriske perspektiv, hvor man styrer spillets personer i et skråt fugleperspektiv, var den foretrukne måde at designe RPG i 90’erne.

I DOS 2 er der dog tale om et isometrisk 3D perspektiv, hvor man kan dreje synsvinklen og zoome ind og ud. Og apropos det tekniske så er der tale om virkelig lækker grafik, og lyden er på samme måde ganske stemningsfuld.

Realtime vs. Turbaseret

Divinity: Original Sin 2 er bygget op omkring to gamemodes. Når du skal nedkæmpe fjender foregår det vha. af turbaseret strategi, hvor det som et andet virtuelt skakspil gælder om, at forudse modstanderens træk og foretage tilstrækkelige defensive foranstaltninger, men samtidig være tilstrækkelig offensiv til at få nedkæmpet fjenderne.

Det andet gamemode er realtimebaseret, og her foregår dialogen med NPC’ere og den nødvendige RPG-exploration, som kendetegner genren.

Skiftet mellem de to gamemodes bemærkes stort set ikke, da det er samme grafik og samme perspektiv hvilket fungere godt og giver en god afveksling.

Forvirrende historie

Lad mig starte med at slå fast at jeg ikke har spillet det oprindelige Divinity: Original Sin, og det kan derfor ikke udelukkes at det er årsagen til, at jeg sidder forvirret tilbage omkring efterfølgeren.

Når man starter så befinder man sig på et skib på vej til en fængselsø, og baggrunden for at man er havnet der virker indforstået, og bliver ikke forklaret særligt godt. Dog noget med at magthaverne er sure på troldmænd og magikere, som bliver forvist til en fængselsø.

På samme måde så virker hele måden man kan bygge sin karakter op også temmelig indforstået. Man kan vælge en række racer og klasser som har forskellige forcer. Desværre så bliver det ikke forklaret særligt godt hvad disse forcer dækker over.

Der er kun én måde at finde ud af det på; trial and error! Det virker bare en anelse uoverskueligt når kombinationsmulighederne for at bygge en karakter virker til at være omkring 100.

Ryk i fængsel!

Oven på den noget forvirrende karakteropbygning og den noget forvirrende baggrundshistorie, så befinder man sig altså på et skib på vej imod en fængselsø. Og det går jo hverken værre eller bedre end skibet møder en kraken og forliser.

Man skyller kort efter i land på fængselsøen, og det står ret hurtigt klart, at det ikke er noget specielt fedt sted at opholde sig, og vores hovedperson vil gerne væk.

Til at hjælpe sig på flugt kan der samles et hold af tre andre fanger. Der er dog i alt seks fanger som efter behov kan udskiftes, da de besidder forskellige forcer, som skal benyttes til at løse specifikke quests.

Mistet balancen?

Vores lille team af fængselsindsatte starter med ganske dårligt udstyr og våben, men det gør deres fjender bestemt ikke. DOS 2 har ikke noget balancesystem og fjenderne du møder har samme level igennem hele spillet.

Der er dog adgang til de fleste steder på fængelsøen allerede fra hovedpersonenernes level 1. Jeg oplevede derfor rigtigt mange gange at løbe ind i fjender der smadrede mig fuldstændigt. Jeg fik ikke gennemskuet, om der er et system til at aflæse fjendernes level inden kampen starter, så jeg opdagede først at de var for stærke når kampen var igang.

Så må man jo bare loade, og gå uden om og gætte på hvornår man mon var stærk nok til at komme tilbage. Den del af gamedesignet frustrerede mig ganske kraftigt.

Teksttungt og svært tilgængeligt

Udover at måtte loade et utal af gange i løbet af DOS 2, så kom jeg også til at ærgre mig over den karakteropbygning jeg lavede i starten af spillet. For hvordan i alverden skulle man dog vide i starten af spillet, at man 9 timer inde i kampagnen skulle få brug for level 1 ”Thievery” for at kunne låse en specifik dør op?

Når man så samtidig kan konstatere, at der er temmelig lang vej igen før næste level up, hvor man kan upgrade ”Thievery”, så forekommer spillet en anelse tungt og utilgængeligt.

Det bidrager bestemt heller ikke til tilgængeligheden, at spillet forekommer ganske teksttungt.

Konklusion

Divinity Original Sin 2 indeholder rigtigt mange kvaliteter i form af varieret gameplay, god grafik og stemningsfuld lyd.

Spillet byder dog også på frustrerende elementer i form af en stejl læringskurve, ikke balancerede modstandere, meget tekst og uigennemskuelig karakteropbygning.

Der er ingen tvivl om, at det for mange RPG-fans er opskriften på et fantastisk spil, men hvis du som undertegnede er lidt mere casual RPG-fan, så er Divinity: Original Sin 2 nok et spil du lige skal overveje en ekstra gang, inden du kaster dine surt optjente spareskillinger efter det.

Derfor lander Divinity: Original Sun 2 også på en lille 4’er.

+ Forskellige gamemodes giver afveksling
+ Flot grafik
+ Stemningsfuld lyd

– Stejl læringskurve og svært tilgængeligt
– Fjender er ikke levelbalanceret
– Historien virker indforstået for nye spillere