Anmeldelse: Grow Up
Den røde robot B.U.D. er tilbage på PlayStation 4, og han har lært en masse nye ting. Selvom han er blevet mere voksen siden sidst, er han stadig meget mor-syg, og skal endnu engang finde tilbage til sit rumskib M.O.M. Men er der sket nok nyt i Grow Up til at lave en 2’er, eller kunne vi nøjes med en DLC?
SIMPELT MEN GODT
Grow Up er et spil med en meget simpel opgave. Den lille røde robot ved navn B.U.D. flyver ved en fejl ind i en meteorregn, hvorefter hans rumskib går i stykker. Det er nu din opgave at finde alle delene til dit ødelagte rumskib ved navn M.O.M. for at få det samlet igen. Det er med andre ord ikke selve historien man spiller spillet for, men det interessante univers og fantastiske gameplay fangede mig fra spillets start til slut.
[youtube id=”yEBtCHk8_YA” autoplay=”yes”]
Grow Up er som sagt en efterfølger til Grow Home, og de to spil ligner ved første øjekast hinanden til forveksling. B.U.D.’s mål er at komme op til månen, det gør man ved hjælp af en “Starplant” som vokser, hvis dets blade får fat i svævende øer, kaldet “Energy Rocks”. Ved at gøre dette, låser man op for nye steder i det smukke openworldspil, som Grow Up er.
NYE TRICKS
Den lille røde robot B.U.D. har lært nogle nye tricks siden det første spil. Der er nemlig kommet en masse nye måder at transportere sig på. Disse evner låser man op, når man finder opgraderingskrystaller. Dette har dog den ulempe, at man kan gennemføre spillet før udviklerne måske havde planlagt. Starplants kan nemlig blive lidt ubrugelig, når man til sidste ender med at kunne flyve frit omkring.
FLERE MULIGHEDER VS. SVÆRHEDSGRAD
I Grow Home var det nødvendigt at samle forskellige planter for at få plantens evne. Dette gjorde det udfordrende, da man til tider var nødt til at improvisere hvis ikke den ønskede plante var det pågældende sted. Dette element er taget ud af efterfølgeren, da man frit kan vælge imellem alle evner, når man har låst op for dem. Derudover er det også blevet muligt at plante planter med forskellige transportevner, som også hjælper en med at formindske transporttiden til månen, hvor man skal samle rumskibet. De mange evner og de mange planter gør, at man efter ganske kort tid, kan komme utrolig langt i spillet, på meget kort tid.
FOR KORT?
Alle disse nye tiltag har desværre gjort spillet meget hurtigere at gennemføre end det første. Det må dog siges at være et luksusproblem, at et spil er for kort. Underholdningsværdien er nemlig ikke blevet mindre, tværtimod har det gjort Grow Up til et spil med mange flere muligheder end det foregående spil. Man får lyst til at sætte forskellige plante kombinationer, og B.U.D.’s evner sammen, for at komme nye steder hen.
FORLÆNGET SPILLETID
Når man så har gennemført spillet på nogle gode timer, kan man flyve rundt og finde alle de forskellige “challenges” der er i spillet, her skal man på tid igennem en række checkpoints, men herefter er der ikke det store at give sig til.
Grow Home er et yderst fascinerende spil med en meget simpel historiefortælling, og en tidløs symbolik om at vokse op og flyve væk fra reden. Grafikken er minimalistisk, men når man står på månen og kigger ned på jorden, får man et sug i maven og føler sig pludselig meget lille, i det smukke miljø, med mange forskellige udtryk. Det er et spil, med en fantastisk inspirerende stemning. Indietitler er ellers ikke noget jeg gør mig så meget i, men i Grow Up, er det kun grafikken der afslører at det er en indietitel.
Dette smukke spil, med meget velfungerende og varierende gameplay, er helt sikkert et kig værd for de eventyrlystne gamere derude.