Klar til at bryde lydbarrieren med Sonic?

(Spilkode givet til os af SEGA/Plaion)

Sonic er tilbage på PC og konsoller efter at have fået en genopblomstring på det store lærred. I Sonic Frontiers er vi tilbage i 3D-land, hvilket har været en blandet pose bolcher med de tidligere spil med to spillefilm. Faktisk er det fem år siden, vi fik det meget lunkne Sonic Forces, der også fik folk til at stille spørgsmålstegn til, om vi nogensinde får et vellykket 3D Sonic-spil, der kan måle sig Sonic Generations.

Følg Pixel.tv på: Facebook – Discord –YouTube – Twitch – Twitter – Instagram – TikTok og Snapchat

Sonic Frontiers er desværre en rodet omgang, der gerne vil prøve en masse nyt, men lykkedes kun med halvdelen af tingene. Der er langt mellem snapsene i Sonic Frontiers, men når man endelig får sprintet sig hen til en snaps, er det en Rød Aalborg. Rejsen derhen er dog lang og frustrerende, da den tidligere snaps gjorde én mere rundtosset end den gjorde gavn. Derfor kan meget af det nye spildesign i Sonic Frontiers føles som en tveægget sværd.

 

 

Hold it right there, Eggman

På vanlig vis er det ikke historien, der er i fokus i et Sonic-spil. Den er der for at give mening til gameplayet, men det er aldrig en, der vinder priser. I Sonic Frontiers har Dr. Eggman lusket sig ind i det digitalt univers, Cyber Space, hvor han på en eller anden måde også får fanget Sonics venner, Knuckles, Amy og Tails. Sonics mission er at få reddet sine venner samtidig med at få genetableret balancen på de øer, han er havnet på.

Sonic genetablerer balancen ved at indsamle de syv kaos-krystaller, der gør Sonic stærk nok til at kæmpe mod øens titan.

Dr. Eggman har også en digital kumpan, Sage, der skal gøre alt for at bremse Sonic i at hjælpe sine venner. Hun fremmaner digitale titaner, der agerer som bosser og minibosser i det åbne landskab som Sonic sprinter rundt i. Selvom Dr. Eggman reelt er skurken, virker han i dette spil mere som en dukkefører, hvor andre karakterer som Sage får lov til dyrke skurkerollen og alle dens gråzoner.

Selvom manuskriptet og leveringen af replikkerne er håbløst ringe, så kan man stadig se et hjerte og en charme inde bagved. Jeg mistænker dels, at oversættelsen er gået tabt fra japansk til engelsk, og dels at fokus har været på at skabe et fedt gameplay frem for at hyre kompetente stemmeskuespillere. Den eneste karakter, der både har interessante replikker og en kompetent stemmeskuespiller er Sage. Der sker også en masse karakterudvikling for hende, hvilket jeg ikke vil gå for meget ned i, men som også er et af højdepunkterne i spillet.

På den anden side har vi alle de andre karakterer, der alle bliver introduceret alt for indspist. Hvis man er helt ny til Sonic-spillene, fordi man er blevet fan efter at have set filmene, så er der mange af replikkerne, der føles underlige, da karaktererne ikke bliver introduceret. De snakker som om, spillet er en efterfølger af til et spil, der har brugt langt tid på at introducere karaktererne.

Det kan være med til at tabe nye spillere bag vognen, hvis de ikke forstår karakterernes motivation for at agere som de gør. Nu er karaktererne i Sonic ikke de mest komplekse, men alligevel får de ikke en ordentlig introduktion.

Samtidig med at Sonic skal redde sine venner fra deres digitale fængsel, skal han også hjælpe øens beboere, de såkaldte Kocos, i samarbejde med sine venner. Dette foregår i minispil, hvor man fx skal hyrde dem hen til Amy, hvor de dog dropper bomber, man skal undgå. Derefter får man en cutscene, hvor man ser de forskellige Kocos skæbner fra deres tidligere liv.

Jeg er meget splittet omkring historien, fordi ofte er det ting, der bare sker uden, man når at fordøje noget af det. Men andre gange giver historien en masse karakterudvikling, der er meget interessant at følge med i. Dog bliver dette hurtigt ødelagt af stemmeskuespillerne og de håbløst formulerede replikker.

You need to be true to yourself

Sonic Frontiers er meget eksperimentiel i dens gameplay i forhold til andre Sonic 3D-spil. På de forskellige øer, man kommer til, kan man frit udforske disse som en slags åben verden. Og dog – der er en del hard locks omkring områder, hvor man skal have indsamlet en masse collectibles for at låse op. Det kan fx være medaljer, når man skal snakke med en digital version af Knuckles.

AF andre collectables kan Sonic finde de ikoniske ringe, der fungerer som liv i dette spil, seeds of power og defence, som hjælper Sonic til at blive stærkere og kunne tage mere skade, og hvis man indsamler nok fortabte Kocos, kan man opgradere hastigheden, man løber eller hvor mange ringe man kan bære i alt.

Et af de fedeste nye moves, som Sonic kan, er Cycloop, hvor man holder en knap i bund og skal have den linje, Sonic løber, til at lave en cirkel. Dette kan både bruges som angreb og til at oplåse nye genstande, men kan også spammes, når man skal have flere ringe (altså flere liv i dette spil).

Derudover er der progressionsgenstandene, som lyder: For at låse op for gamle Sonic-baner, der befinder sig i Cyber Space, skal man indsamle møtrikker, man får af at nedlægge bosser og mini-bosser. Disse Cyber Space-baner er baner fra tidligere Sonic-spil, der har fået en klat ny maling, hvor nogle af dem også leger i et 3D-univers. I banerne er der 4 mål, man skal opnå for at oplåse nøgler, hvilket kan gøres ved fx at klare banen indenfor x antal minutter eller klare banen med x antal ringe osv.. De nøgler man indsamler her er med til at låse op for kaoskrystallerne tilbage på den ø, Sonic befinder sig på.

Og disse kaoskrystaller skal bruges til at dræbe den sidste boss på øen, der smider Sonic hen på en ny ø, hvor man så kan starte forfra.

Alt dette fandt jeg først hoved og hale i 5 timer inde i spillet, da det simpelthen bliver forklaret som et misk-mask. Man kan roligt sige, at spillet er frontloaded med information, hvilket er med til at skræmme nogle spillere væk. Samtidig bliver man i starten stoppet op hver tredje minut, da der lige kommer et nyt hint til spillets nye system.

Her burde udviklerne have designet verdenerne på den måde, at de hver oplåste en ny mechanic frem for, at man får alle mechanics til at starte med. Så bliver man både fortrolig med de forskellige mechanics og knap så forvirret.

Det absolut vigtigste i et Sonic-spil er, hvordan det føles at sprinte rundt i verdenen med Sonic. Her synes jeg, at det føles for det meste sjovt, men ofte er man begrænset af den tekniske udfordring som spillet har: Objekter popper ind og ud i utide. Især objekter lige foran dig, hvilket er kritisk, når spillet handler om at løbe rundt.

At man bliver stoppet af en kæmpe væg, der lige popper ind foran dig, er et af de mere irriterende elementer af spillet. Især når man kigger på verdenen og planlægger sin tur over til den næste kaoskrystal. Her bliver man bremset af, at man i princippet ikke kan se sig ud af det, da en masse ting popper i vejen for den rute, man havde udtænkt.

Dette er møgfrustrerende som spiller, hvilket Sonic Frontiers lider meget under. Jeg spillede det på PS5, hvilket ikke er så slemt som hvis man spiller det på Nintendo Switch eller en lidt svagere PC.

Derudover er boss-kampene decideret hit-n-miss. Nogle har et rigtigt sjovt kampsystem som fx Sumo, hvor man skal vinkle sine skud i en wrestling-ring indtil man skubber bossen hen i et stødhegn. Andre har et åndsvagt kampsystem som fx Asura, hvor det bare er super janky at løbe konsistent op ad den.

Generelt er kameraet også et kæmpe problem. Det er nok den allerværste fjende i spillet. Ofte er det ikke responsivt, når kampene når et intenst stadie, hvor hurtige kamerabevægelser er krævet. Dette udmunder sig i en masse “Try again”-skærme.

I will release you from the chains of your past

Med alle de nye ting som Sonic Frontiers prøver, er der også noget, der rammer rent. Man kan godt se, hvad udviklerne har prøvet på, men det er for indviklet og alt for tamt forklaret til, det bliver gør mere skade end gavn. Dog synes jeg, at der på anden ø i spillet begynder at komme lidt mere styr på sagerne. Her er man begyndt at lære systemerne at kende, manus bliver en my bedre og leveldesignet bliver markant bedre.

Derfor synes jeg, at Sonic-spillene har godt af at prøve noget nyt, hvor langt størstedelen af det nye også ville kunne fungere, hvis det bare havde fået en ordentlig gameplaymæssig introduktion.

Sonic-spillene er især kendt for deres soundtracks og her skuffer Sonic Frontiers absolut ikke. Musikken er skruet op på elleve, hvor alt lige fra dub-step til hård punk blæser på fuld tryk, når man smadrer igennem en boss eller en Cyber Space-efterligning af Green Hill Zone.

Det tekniske aspekt er bare noget værre rod. Man får helt klart den bedste oplevelse af at spille det på 1080p/60 FPS, altså Performance Mode, hvilket man manuelt skal slå til, da det per default er på Fidelity Mode, altså 4K/30 fps. Men alt dette kan ikke stoppe de åndsvage pop-ins af objekter, der ødelægger en stor del af spillet.

I introen brugte jeg ordsproget, at der er langt mellem snapsene. Men når snapsene dukker uventet op på rejsen til den anden, så bliver det pludselig en lang og sløset tur derhen. Dagen derpå bliver også en mellemfornøjet en af slagsen. Samme følelse har jeg med Sonic Frontiers.

Konklusion

Sonic Frontiers prøver en masse nye gameplaymæssige ting, der mere misser end hitter. Alt dette kunne dog undgås ved at ikke at frontloade spillere med information til at starte med, men ved at have introduceret de nye mechanics gradvist rundt på de forskellige øer.

Historien er ikke noget at skrive hjem om, men har stadig et hjerte, der vil få de mest inkarnerede fans til at se et lys i det. Dog synes jeg stemmeskuespillet og replikkerne er dårligt fremførte med undtagelse af den nye karakter Sage, der har en kompleks historie, der er ret interessant.

Det sjoveste ved Sonic Frontiers, ligesom ved alle andre Sonic-spil, bør være at bare løbe afsted. Det er også rigtigt sjovt, når man får et flow op at køre. Men ligeså snart en objekt lige pludselig popper ind foran én, grundet tekniske begrænsninger, så bliver det mere frustrerende end sjovt.

Derfor ender jeg med at blive lidt mellemfornøjet. Overordnet set synes jeg Sonic Frontiers er rigtigt sjovt, når det hele klikker. Men omvendt så er der for mange frustrationer til, at jeg kan vurdere det helt i top. Derfor ender Sonic Frontiers med at få 3 ud af 6 mellemfornøjede pixel-hjerter.

[+] Gameplayet er sjovt, når det hele klikker
[+] Musikken sparker som vanligt røv

[-] Tekniske udfordringer med pop-ins
[-] Introduktionen af gameplayet – det er et værre rod
[-] Stemmeskuespillet og replikkerne

Platform: PC, Nintendo Switch, Playstation 4/5 (anmeldt på) og Xbox One + Series X og S

Udvikler: Sonic Team

Udgiver: Sega

Udgivelsesdato: 8. november 2022

Har du spillet Sonic Frontiers? Skriv i kommentarfeltet, hvad du synes om det