Der er gået 5 år siden første kapitel i Starcraft II sagaen udkom. Mange fans verden over har derfor ventet i spænding på det tredje og sidste kapitel, Legacy of the Void, som nu endelig er kommet. Jeg må dog være hurtig til at erkende at jeg ikke er en af de mange rastløse fans, jeg har aldrig spillet Starcraft før.

Sidste gang jeg spillede et RTS spil var for over 10 år siden, og spillet var Age of Empires II. Derfor kan jeg ikke snakke vidt og bredt om mine forventninger til hvordan den nye online meta bliver, og hvad de nye enheder får af indflydelse på denne. Jeg kan heller ikke komme med en stor sammenligning med de forrige kapitler, dog kan jeg fortælle hvad Starcraft II: Legacy of the Void er for et spil hvis man er ny til Starcraft og genren generelt.

Singleplayer
Singleplayer-delen kører til min store glæde helt uafhængigt af multiplayer-delen, det vil sige at man selv kan bestemme sværhedsgraden her i starten, og slipper for at blive ødelagt af erfarne onlinespillere. Man følger racen Protoss, og det er ganske nemt at følge med i historien da der er en lille video som opsummerer hvad der er sket indtil nu.

Uden at ødelægge historien for nogen som endnu ikke har oplevet den, så skal Blizzard i dén grad have ros for deres historiefortælling. Cutscenerne er super flotte, og man lever sig virkelig ind i universet. Jeg tog flere gange mig selv i at sidde med åben mund og betragte de flotte animationer.

Missionerne er klassisk bygget op så man stille og roligt bliver introduceret til de forskellige enheder og strategier i et tempo hvor stort set alle kan være med. Man kan samle nogle ressourcer ved at klare forskellige valgfrie opgaver i hver mission, disse ressourcer kan så bruges på forskellige opgraderinger.

Nogle af dem er passive, f.eks. forøget byggehastighed og hurtigere genopladning af skjold. Andre er aktive og skal aktiveres i kampens hede, det kan være bombarderinger af forskellig art, eller evnen til at stoppe tiden for fjenden. Man kan altså selv vælge hvilke opgraderinger man vil bruge, i forhold til ens spillestil og skill-niveau.

Disse missioner kan dog godt blive en smule ensformige i længden, f.eks. går missionerne ofte ud på at finde og ødelægge tre forskellige “objectives” mens man har muligheden for at smadre to-tre andre valgfrie. Det skal dog siges at missionerne foregår i forskellige verdener, i forskellige sammenhænge og med forskellige enheder til rådighed. Alt dette gør at det ikke føles som det samme man laver igen og igen.

Der er selvfølgelig også undtagelser, der er blandt andet en mission hvor man styrer tre forskellige enheder på skift og udfører forskellige opgaver på samme tid, i 3 forskellige dele af en verden. Grafikken i spillet må jeg dog sige bærer præg af at spillet har nogle år på bagen. Når det er sagt så er det dog mere end acceptabelt og ikke noget som ødelægger oplevelsen, men dog noget som trækker en lille smule ned.

Andre gamemodes
I Legacy of the Void er der blevet tilføjet en co-op mode, hvor man med en ven, eller en tilfældig online spiller, vælger hver sin “commander” som hver har unikke egenskaber og enheder. Man samarbejder så om at klare forskellige missioner af forskellig sværhedsgrad og får XP som låser op for nye egenskaber, enheder mm. Jeg havde rigtig stor fornøjelse af denne mode, det gav mig mulighed for at forbedre mine evner i selskab med mine venner, i stedet for alene mod AI.

Jeg brugte også rigtig meget af min tid på Archon moden. Her spiller man to mod to hvor begge spillere hver kontrollerer en hær. Det fungerer ved at én spiller styrer hæren og den anden styrer basen. Det virker rigtig godt sammen med en ven, især hvis man som mig er ny til spillet og ikke føler sig sikker i alle spillets aspekter, så kan man i Archon nøjes med at have fuld fokus kun på basen eller på hæren.

Det gør at spillet ikke virker så overvældende og man kan udvikle sig inden for få områder ad gangen. Det skal siges at denne gamemode virker langt bedst hvis man spiller med nogen som ligger på nogenlunde samme niveau som en selv.

Jeg må erkende at jeg ikke har brugt særlig meget tid på Multiplayer-delen. Som tidligere nævnt har jeg ikke spillet RTS i mange år, og jeg er simpelthen ikke god nok til at hoppe ind på Starcraft II’s multiplayer rangstige endnu. Jeg ved godt det medfører en mangelfuld anmeldelse hvilket jeg er ked af, men jeg kan fortælle at der i Legacy of the Void er mange nye værktøjer som nye spillere kan bruge til at forbedre deres evner, Archon er min personlige favorit.

Konklusion
Fans verden over har ventet længe på Starcraft II: Legacy of the Void, om det har været ventetiden værd, må være op til den enkelte at bedømme. Jeg synes dog, det er et fantastisk RTS spil fyldt med indhold. For en ny spiller som mig, tilføjer det en del hjælp i form af Archon og co-op, samt en singleplayer-del med en læringskurve jeg føler er helt perfekt.

Jeg er sikker på disse tilføjelser og multiplayer-delen vil være mere end rigeligt til at gøre de hardcore fans af serien tilfredse, og hvis man er ny til genren, så har der aldrig været et bedre tidspunkt at starte på.

+ Singleplayer-del i bedste Blizzard stil
+ Archon og Co-op er god hjælp til især nye spillere
+ Masser af indhold

– Grafikken er ikke helt “up-to-date”

Har du glædet dig til sidste kapitel i sagaen? Hvad synes du om det?