Anmeldelse: Two Point Campus
Da Two Point Studios udgav deres første spil i 2018, under titlen Two Point Hospital, der blev det én af det bedst anmeldte nye IP’er (Intellectual Property) det år.
Two Point Hospital var en spirituel efterfølger til én af branchens store ikoniske titler, Theme Hospital, der blev udviklet af branchelegenden Peter Molyneux.
Der er bred enighed om, at Two Point Hospital lykkedes rigtigt godt med at ramme den oprindelige lette, fjollede tegnefilmsstil og gameplay fra Theme Hospital.
I de efterfølgende fire år har der, med undtagelse af fire DLC’er til Two Point Hospital, været stille på udgivelsesfronten fra Two Point Studios. Indtil nu!
For lægefaget er lagt til side, og afløst af universitetslivet. Og det er vel at bemærke det amerikanske universitetsliv med studenterforeninger og campusliv.
Har jeg ikke set dig før?
Vi kan lige så godt slå fast med det samme, så du ikke behøver at læse videre. Var du vild med Two Point Hospital, og vil du have mere af det samme? Jamen så er Two Point Campus lige noget for dig.
Den samme fjollede tegneseriestil er tilbage, og det eneste der er ændret lidt på er de rum og maskiner som du skal bygge. Faktisk er der ændret så lidt på spillet, at jeg har en mistanke om, at Two Point Studios har taget det gamle spil og egentlig blot ændret grafikken og lydene.
Altså lige bortset fra den lydsekvens i vores testversion, som var præcis den samme som fra Two Point Hospital, hvor der blev tilkaldt en læge over højttalersystemet. Det var vist ikke meningen vi skulle have hørt den.
Men apropos bugs, så var det faktisk én af de få bugs vi stødte på, men man kan selvfølgelig også anføre, at det er noget rimeligt gennemtestet software Two Point her sender på markedet, når nu det er genbrug.
Er det så et problem, at Two Point Studios sender et reskinnet spil på banen? Nej egentlig ikke, for i modsætning til FIFA, så er der da det i det mindste gået fire år siden sidste udgivelse, og der er ændret så meget på spillet, at det godt kan bære en selvstændig titel.
Fest og farver
Til de læsere, som ikke har spillet hverken Two Point Hospital eller Theme Hospital, så følger her en kort gennemgang af spillets koncept.
Two Point Campus er et atypisk management- og byggespil, hvor virkelighedens verden bliver twistet i et tegneseriefilmsuniversers, hvor både mennesker, maskiner og natur får et lettere barnligt udtryk.
På samme måde bliver undervisningslokalerne og studieretningerne også twistet i Two Point Campus. Som eksempel kan nævnes undervisningsstedet Battleground, hvor der kan studeres riddere og middelalder, ved at tæve løs på en dukke. På samme måde kan man opnå en akademisk grad i madlavning i lokalet Savoury Kitchen, hvor der står hvad der bedst kan betegnes som en gigantisk paellamaskine.
Det er dog ikke nok at have gode undervisningslokaler. Dine studerende skal også være glade og tilfredse, hvilket sikres igennem gode kollegieværelser og festlokaler. I studenterforeningens festlokaler kan du blandt andet også møde én af de nye tilføjelser til Two Point Campus. Det er nu muligt, at booke fester, som er med til at forbedre dine studerendes humør.
På samme måde kan der laves middelalderkonkurrencer og madlavningskonkurrencer, som giver dit universitet prestige og omtale.
Du skal også huske at sørge for, at dit personale bliver uddannet og er i godt humør, ellers kommer du aldrig til at kunne uddanne studerende med karakteren A+ fra dit universitet.
God teknik på trods af alderen
Som nævnt tidligere, så er det svært ikke at få tanken at Two Point Campus i bund og grund er et reskin af Two Point Hospital. På trods af, at spilmotoren har mere end fire år på bagen, så er det ikke noget der har den helt store betydning for spillet, da raytracing og den slags fine ting ikke har den helt store betydning for et cartoonish management spil.
Den grafiske brugergrænseflade fungerer også fint, det er nemt at finde rundt og placere objekter og genstande. Dog med en enkelt undtagelse. Hvis du vil flytte en ansat fra bygning til en anden, så kan det være svært at ramme mindre bygninger.
Lyden er helt på linje med tidligere, hvor universitets højttalersystem laver gakkede højtalerudkald. Der er dog kommet lidt mere variation i musikken, da der nu er flere forskellige radiostationer som skiftes til at danne soundtrack til dit spil.
Konklusion
Two Point Campus er et svært spil at anmelde da det er så unikt. Der er ikke mange andre spil i genren man kan sammenligne med, og det er derfor et rigtigt svært spørgsmål om Two Point Campus gør det godt? Det korte svar er, ja, for der er ikke andre der gør det bedre.
Omvendt, så kan man bestemt heller ikke sige at Two Point Campus er et dårligt spil, for det gør i bund og grund meget rigtigt. Når jeg løber min mentale checkliste for spilanmeldelser igennem, så er der egentlig flueben ud for det meste.
Grafikken er godkendt, lyden er godkendt, mængden af bugs er acceptabel og underholdningen er godkendt, men alligevel mangler der noget af den charme og magi, som var der i forgængeren.
Det kan måske også være fordi jeg efterhånden mangler et godt management- og byggespil, der tager sig selv seriøst, og jeg et sted inde bag Two Point Campus’ overfladiske og lidt gakkede ydre, rent faktisk kan se der sidder nogle dygtige spilhåndværkere, som jeg ærgrer mig lidt over ikke laver et management- og byggespil, der tager sig selv seriøst.
Spillet lider også under, at kampagnedelen bliver triviel efter 3-4 missioner, for selvom det er forskellige missioner, så er metoden til at gennemfører kampagnemissionerne meget ens. Forgængeren led for øvrigt af den samme udfordring.
På trods af det, så ender Two Point Campus på fire pixel-hjerter.