Titel: Village, The

Instruktør: M. Night Shyamalan

Spilletid: 1 tim. 41 min.

Medvirkende: Adrien Brody, Bryce Dallas Howard, Brendan Gleeson,

William Hurt, Joaquin Phoenx, Sigourney Weaver

Årstal: 2004

Det skræmmende ydre

Jeg har personligt altid beundret Shyamalan som anmelder og tilskuer. Manden der efterhånden er kendt for at være vores tids horrormester. Hans koncepter er ubenægtelig gode, og formår altid at skabe en dragende og ikke mindst skræmmende bundlinje – og man kan ikke benægte at man ofte sidder helt ude på kanten af stolen sommetider, og bare venter på det næste stød af ren skræk. Der er noget lumsk og uhyggelig godt over hans værker, der brillerer – da musik, scenografi og plot altid har det med at harmonerer tilfredsstillende sammen.

Når man hører navnet M. Night Shyamalan, slår titler som “The Sixth Sense”, “Unbreakable” og “Signs” pludselig en klokke. Det er naturligvis fordi, at det er samme instruktør der står bag disse film, som også står bag “The Village”. Har man set en af hans film, er man allerede her ret godt bekendt med fortællerstilen, når der rykkes videre til den næste film i trilogien. De er som regel ret grumme, opfindsomme og oser ganske enkelt af atsmofærisk uhygge, som man sommetider bliver noget medtaget af. Den indiske instruktør skaber sine egne fortolkninger – og gør aldrig brug af biografier eller forlag. En formalitet undertegnede sætter stor pris på hos Shyamalan, da det ofte gør hans fortællinger så meget mere opslugende og kulminerende, da man ikke allerede på forhånd er bekendt med fortællingen, som hvis man havde læst den igennem en bog først. “The Village” er fremragende – i denne omgang ikke fordi det er en knivskarp omgang gys og gru, men faktisk mere i betragtning af, at “The Village” betegnes og opføres som et sørgmodigt og køligt drama om et lille fælleskab, der er truet af nogle onde, men uklare henseender. Heraf kommer de skræmmende elementer i fortællingen, der sammen udgør “The Village” til knap 2 timers underholdning, der bestemt er det værd at spenderer tid på.

I en lille dal i Pensylvaniens ydrer flækker, lever en slags kult et idyllisk liv i harmoni sammen. “The Village” foregår ganske vidst i nutiden – men landsbyen, som filmen udspiller sig i, anføres som var vi i det 1800-århundrede. Et dejligt frisk pust, der giver en helt berigende fornemmelse af to vidt forskellige civilisationer der lever ved siden af hinanden. Borgerne i landsbyen opfylder deres pligter som loyale mennesker over for hinanden, og er et tro samfund. Et samfund der er omgivet af store skove – men ikke hvilke som helst skove. I disse skove lever nogle uhyggelige væsner, og i vagttårne rundt om skoven holder samfundet øje med om de krydser linjen. En pagt er blevet lavet – og væsnerne må ikke trodse linjen ind til landsbyen, og menneskerne må ikke trodse linjen ind til skoven. Men ting og sager begynder at ske, og den ene makabre situation forfølges af den næste, da det pludselig mistænkes at de fremmede væsner terroriserer landsbyen. En har brudt loven. Men mest af alt føles det som en enorm gåde. “The Village” er en gåde i sig selv – og indtil den er løst, er “The Village” intet mindre end skræmmende god og effektiv.

“The Village” er sådan en slags film, man som anmelder, helst ikke skal gå i dybden med. Og det er jo på sin vis svært, da man skal argumenterer for hvad man syntes der er dårligt og godt ved en film, og hvad den dybest set handler om, og hvad den vil ud med til tilskuerne, uden at man som anmelder afslører vigtige detaljer. Men uden at lægge for meget på bordet, så er “The Village” dog en film der først og fremmest er skabt som et melankolsk drama. Fuld af sorger, og grumme hemmeligheder. Vi følger vores protagonist Lucius Hunt – ømmeligt spillet af Joaquin Phoenix – en lavmælt og småtalende smed, der lever en nærmest spartansk tilstedeværelse ligesom Ryan Gosling fra Nicolas Winding Refns’ “Drive”. I filmen spiller han den tilbagestående gode borger, der kun vil byen det bedste når det drejer sig om sygdom og overlevelse. Hans forespørgelse om at være behjælpende, kræver dog et visit til verden uden for grænsen – men som bliver afslået, da det kræver at gå igennem den faretruende skov. “The Village” bruger kløgtigt og tilfredsstillende sin halve spilletid på at opbygge denne mission om vores hovedperson, de mennesker han imødekommer som fortæller historier, myter og hemmeligheder bag samfundet der drog dem sammen – og hvorfor man skabte en landsby, langt væk fra nutidens kaotiske problemer. Et twist der slutteligt viser sig at være en af de helt store højdepunkter ved “The Village”, men som også suger tilskuerne dybere ind i den sammenklemte og intrigerne fortælling. Det skal dog vise sig at Bryce Dallas Howard i rollen som Ivy Walker, ultimativt går hen og bliver den egentlige hovedperson, da filmen midtvejs tager sig en uventet drejning, og Walker må begive sig ud på en farefuld færd på egen hånd. Dallas Howard spiller en blind landbyboer til en af de højtstående medlemmer (William Hurt) i samfundets byråd. I rollen er Dallas Howard pokkers god, og man falder ved første øjekast straks for hendes sentimentalitet og charme. Gående rundt, kun iført en stok som hjælpemidel, føles hun som en meget hjælpeløs person, der mindst af alt burde udsættes for, hvad der sker i filmens sluttelige akter. Men det er dermed også en af filmens helt store lyspunkter der drages til værks, da vi ofte må se situationer fra hendes perspektiv, hvor lydeffekter illustrerer i hvor hun kigger hen, går hen til og fornemmer af farer – noget der hele tiden føles skræmmende igennem hele filmen, og som særdeles styrker fortællingen på bredere vis.

Et af filmens gennemgående temaer er farven rød, der opføres som den farve, som de fremmede væsner tiltrækkes af. Et klogt træk, i form af historiefortællingen – da rød altid et eller andet sted har udråbt fare. Og det er det klare indtryk man allerede har fra starten i “The Village”. Og det er bestemt noget der afskrækker landsbyens beboer. Det er nærmest en klaustrofobisk besættelse, når man vidner til det indkrogede samfund der bøjer i skræk ved synet af røde bær, der kun vokser i skoven, og ikke nær landsbyen. Og James Newton Howards dominerende violin-spil understreger på effektivt vis denne tilstand. Dertil hører Roger Deakins’ majæstetiske billeder og lysopsætninger, der fremmer det nervepirrende matriale der får hjertet til at galloperer under de scener, hvor væsnerne viser sig frem. Det der dog driver “The Village” til sit maksimale, er at skuespillerne gør et bragende godt stykke arbejde. Faktisk har jeg ikke set så godt skuespil i en M. Night Shyamalan-film siden “The Sixth Sense” fra 1999. Det er ikke blot Bryce Dallas Howard og Joaquin Phoenix i de førende roller der brillerer. Også William Hurt i rollen som den øverste leder med et bekymrende troværdighed og fader til Ivy Walker, har aldrig været bedre, hvor der spilles for fuld skrue på de følelsesladende tangenter. Det er dog Adrien Brody der trækker igennem som samfundets – vanen tro – brølende landsbytosse. Mimik, sørgmodighed og den imbecile præstation er en enestående kombination fra Brody, der skaber en ikonisk karakter. Undertegnede har gentagende gange genset “The Village”, bare for at opleve Brodys’ præstation, gang på gang, der forbliver filmens store mysterium, og som efterlader tilskuerne med en storladen samt overraskende ende på historien – som man ikke rigtig havde set komme. Men på en god måde, velsagtens.

Vurdering: Village, The

Da “The Village” kom frem tilbage i 2004, fik filmen en blandet modtagelse. Størstedelen var negative. Dette kom ikke mindst i grund af den kontroversielle slutning på filmen, som skuffede mange fans og anmeldere. Personligt, granskede jeg det som en tilfredsstillende slutning. Det er som tidligere nævnt, svært at at skrive det mindste, i frygt om at afsløre for meget her. Men historien i “The Village” leder som sædvanligt op til et klimaks-stunt som i enhver Shyamalan-film – i “The Village” giver den i mange tilfælder mening, da det forbliver en naturlig slutning på filmen, og ikke fiktionelt overdrevet, som de fleste måske havde håbet på efter at have set instruktørens tidligere film. “The Village” vælger at skille sig ud af mængden, hvilket undertegnede finder prisværdigt – og det gør den på mange måder. Det er ikke en decideret horror-film – men rettere sagt en drama-film, med elementer af gys og eventyr. Kombinationen af disse ingredienser, forbliver den helt store styrke i fortællingen i “The Village” sammenlagt med de kulminerende gode skuespil-præstationer. Er man til en fortælling, hvor der sågar forefindes dybde i historien, er “The Village” bestemt en film der er værd at ofre tid på. Og man finder ganske hurtigt ud af, at når man først har set “The Village” en enkelt gang, så vil man efterfølgende gerne se den igen. Sådan fortsætter det, for “The Village” er nok engang en film man skal igennem et par gange for at forstå, og det er kun en god ting. For “The Village” er en af Shyamalans’ bedste film. Og er man til et godt mysterium, døbt i nervepirrende intensitet – så er det måske det værd, at drage en tur ind til landsbyen.