Spil: Assassin’s Creed Valhalla: Dawn of Ragnarök
Udvikler/Udgiver: Ubisoft
Genre: Open World, RPG
Platform: PC, Xbox One/Series, Playstation 4/5 (anmeldt på) og Stadia
Tid brugt på DLC’en: 15 timer

Efter at have gennemført Assassin’s Creed Valhalla og brugt over 80 timer på det, følte jeg en træthed over, hvor lidt indhold jeg egentlig fik ud af det. Gang på gang er missionerne en gentagelse af hinanden, og selvom kampene og mysterierne er det, der bærer spillet, så var jeg alligevel skuffet over det og Ubisoft.

I den nyeste DLC til spillet havde jeg håbet på, at Ubisoft ville tilføre noget, der gjorde oplevelsen unik og interessant igen. Efter at have spillet det igennem, må jeg bare erkende, at Ubisoft virkelig skal gentænke sin Assassin’s Creed-formel før de kan blive interessante igen. Lige nu er det som at tage på en fastfood-restaurant; det smager fint nok, men er glemt igen dagen efter.

En historie om is og ild

Inden jeg går i gang med at beskrive plottet vil jeg komme med en mild spoiler advarsel fra grundspillet. Tro mig – den er meget mild.

I grundspillet er der en quest-linje, hvor man via vølven i sin by bliver teleporteret til Asernes rige, Asgard. Her spiller man som en reinkarnation af Odin, der skal løse en konflikt, der huserer.

I Dawn of Ragnarök vender man atter engang tilbage som Odin – i DLC’en kaldes man Havi, der er et af Odins mange navne. Denne gang har ildjætten Surt sammen med sin kone Sinmara taget Odins søn Balder til fange. Ligeledes har ildjætterne indtaget dværgeriget, Svartalfheim, hvilket er det nye område som DLC’en tager udgangspunkt i.

Ligesom ildjætterne fra Muspelheim, har frostkæmperne fra Jotunheim også meldt deres ankomst. Det er i sandhed en historie om is og ild, der med familiære intriger, hævn og sorg byder på alt det, der kendetegner den nordiske mytologi.

Selvom historien egentlig synes at fungere, så mangler jeg bare den emotionelle investering i karaktererne, der får dem til at skinne igennem. Først vil jeg dog pointere, at karakteren Odin, der ligner Eivor – grundspillets hovedperson – på en prik, fungerer overraskende godt. Dette er hjulpet godt på vej af – i mit tilfælde – Magnus Bruuns flotte præstation. Han rammer en god emotionel nerve krydret med en god portion charme.

Men jeg synes ikke, at de andre karakterer fungerer. Balder, som man skal redde, ser man alt for lidt til. Hele hans baggrundshistorie bliver også fortalt gennem andre, hvilket ikke får mig at investere emotionelt i ham. Det kunne have været bedre at præsentere ham i flashback-scener for at skabe det emotionelle bånd.

Ligeledes er skurkene Surt og Sinmara alt for én-dimensionerede. De har ikke særligt meget dybde i deres fremstilling, og deres incitament til at udføre deres plan har alt for få gråzoner til at gøre dem interessante som karakterer. Her har mange af de andre bikarakterer, som dværgene man møder, langt flere nuancer at byde på.

En gåtur på lava

Gameplayet er meget som man kender det fra grundspillet. Man er i høj grad styret af kompasset oppe i toppen, der peger én hen mod ens quest eller mod skatte og collectibles.

Én af de ting, der nager mig ved Ubisoft-spil er, at det lægger for lidt op til udforskning. Når du åbner dit kort, kan du se, hvor der ligger skatte, hvor synkroniseringspunkterne er og hvor forskellige world-events udspiller sig. I DLC’en har de prøvet at få spilleren til at udforske en smule. Når man skal finde de forskellige shelters, hvor dværgene har søgt ly, bliver man guidet via pile som de har tegnet i naturen.

Dette giver spilleren en form for udforskning, hvilket man kender fra andre open world-spil som The Witcher 3 og Zelda: Breath of the Wild. Disse var dejligt forfriskende at spille, da man i højere grad selv skulle udforske i stedet for at målet blev vist til én. Her kan Ubisoft godt stramme endnu mere op.

Som noget nyt introducerer DLC’en også en gameplay-mekanik, der både bruges i kamp og til at løse puzzles. Ved hjælp af et smykke, kaldet Hugr-Rip, kan man absorbere fjendernes evner. Disse evner er fx at man kan gå på lava uden at tage skade, man kan vække de døde til live, så de kæmper for én, og at man kan flyve som en fugl. Man aktiverer evnerne via magi kaldet Hugr, som man kan få ved enten at nakke fjender, indsamle det via Hugr-blomster eller ofre noget liv ved altre, der står rundt omkring.

Dine evner er tidsbegrænsede, og skal genoplades før man kan bruge dem igen. Ydermere kan man kun have to evner at vælge imellem ad gangen.
Jeg synes denne mekanik fungerer ret fint, og tilføjer en ekstra dybde til kampene. Dog er disse evner meget skævvredet i puzzle-delen, hvor én evne bruges langt oftere end de andre – f.eks. skal man bruge evnen til at gå på lava virkelig ofte. Dette kunne godt have været mere balanceret.

Noget jeg godt kan lide i andre open-world spil er deres måder at skabe unikke oplevelser i side-missionerne. Der er også nogle sidemissioner i grundspillet i Assassin’s Creed Valhalla som jeg særligt godt kunne lide, f.eks. Smack My Bishop med en tydelig The Prodigy-reference eller nogle af bait-and-switch, hvor dem man hjælper pludselig har andre planer med dig.

I DLC’en er der bare langt mellem snapsene. Af de ti sidemissioner jeg prøvede var seks(!!!) af den samme type. Man skal redde en dværg fra nogle Idjætter og møde dem i den nærmeste shelter for at få en belønning. Det er meget uopfindsomt og demotiverende for spilleren at gøre det samme og det samme for en sølle skilling. Her må Ubisoft virkelig gerne stramme sig op – det er en kedelig tendens fra deres side, jeg synes var særligt slemt i Assassin’s Creed Origins.

Can you please gentake that?

Selvom jeg synes Magnus Bruun gør et fantastisk stykke arbejde som Eivor, så er der tidspunkter i spillet, hvor det bare er uheldigt programmeret. Når Eivor begynder på sin indre monolog, skal der ikke meget til at slå ham ud af kurs. Såsom hvis han bliver angrebet eller falder lidt for hårdt ned. Når dette sker, starter Eivor forfra på sin monolog – nogle af stykkerne kan godt vare 20 sekunder.

Her oplevede jeg flere gange, at karakteren startede forfra 5 gange, fordi jeg lavede noget parkour med hårde landinger. Det er frustrerende at høre på, og burde have været fixet i spiltesten.

Musikken synes jeg også er svær at blive klog på. Det originale soundtrack til grundspillet er rigtigt fint og skaber en god “viking”-stemning. I DLC’en prøver den for mange ting, f.eks. tunge, forvrængede guitarer, når ildjætterne bliver introduceret, men går tilbage til det “almindelig” kamp-musik inde i spillet. Dette er også med til at skabe en lidt forvirrende oplevelse af spillet, fordi de ikke hænger sammen.

Ydermere oplevede jeg en del bugs. Der var f.eks. min mount, der skiftede til en af de andre mounts, min ravn, der ofte var utilgængelig i åbne områder, og lyden der glitcher i visse cutscener.

Alt i alt en lidt rodet oplevelse med det tekniske. Dog er der ikke en finger at sætte på performance i kampene og i udforskningen.

En sidste ting jeg vil pointere – set ud fra en forbrugers perspektiv – er, at denne DLC ikke er inkluderet i spillets Season Pass. Man skal købe det ved siden af. Dette er en kedelig tendens, der sker i spilverden for tiden, hvor man skal købe Directors Cut eller Season Pass 2 for at få det hele med. I sidste ende går det ud over forbrugerens pengepung og lyst til at støtte denne forretning.

Konklusion

Assassin’s Creed Valhalla: Dawn of Ragnarök er en lidt rodet DLC, der tager mange af de kedelige tendenser fra grundspillet med sig. Historien er fin nok, men mangler karakterer udover Eivor som man kan investere sig emotionelt i. Ligeledes er skurkene meget én-dimensioneret, hvor man sagtens kunne have udforsket gråzonerne af karakterernes motiver.

Selvom spillet byder på en ny gameplay-mekanik, der fungerer, så er den for skævvredet i et uinspirerede favør. Teknisk set har spillet også udfordringer, der dog kan løses med en patch.

Alt i alt havde jeg en meget blandet oplevelse med den nye DLC. Hvis jeg skulle forklare det kort til en ven, ville jeg sige: “Det er en fin nok DLC, men ikke noget særligt.”

Derfor giver jeg det 3 pixelhjerter for oplevelsen.

Plusser:

• Eivor/Odin/Havi fungerer godt
• Stemmeskuespillet
• Kampsystemet er stadig sjovt

Minusser

• Skurkene og bikaraktererne er kedelige
• Sidemissionerne er de samme – for få unikke
• Små tekniske vanskeligheder
• Musikken er ikke konsistent