Baggrund: The Game Awards
Vi sætter i de kommende dage fokus på The Game Awards der afholdes natten til fredag. I en række artikler vil vi beskrive showet og hvordan spillene udvælges. Herudover vil vi sætte fokus på de vigtigste kategorier og spil.
The Game Awards er et forholdsvist nyt show. Det første show blev afholdt i 2014 i Las Vegas, og kårede for øvrigt Dragon Age: Inquisition som årets spil.
Forløberen for The Game Awards var Spike Video Game Awards, som blev præsenteret som VGX i 2013, dog uden nogen videre succes. Showet blev derfor opgivet.
Det nye format for The Game Awards havde rimelig succes i 2014, og bliver nu gentaget i 2015, denne gang i LA. I forhold til de mange andre award shows, så har TGA en jury bestående af branchefolk og journalister, til at bedømme spillene.
Professionel jury
En professionel jury sikrer en faglighed i bedømmelsen, men udelukker samtidig de mange fans fra at komme til orde, hvilket kan ses både som en fordel og en ulempe.
Juryen består af 30 spiljournalister fra blandt andet IGN, Associated press, Jeuxvideo og mange andre. I år har juryens sammensætning modtaget en del kritik. Der er kun én kvinde blandt juryens medlemmer.
Ud over juryen, så har showet også tilknyttet et advicory board bestående af medarbejdere der arbejder med at udvikle og udgive spil. Blandt andet er Yves Gaullemot fra Ubisoft, Hideo Kojima, Peter Moore fra EA og Eric Hirshberg fra Activision medlemmer af boardet.
Nomineringer
Et spil kan nomineres til en Game Award hvis det er udkommet senest d. 24. november. Derfor nåede spil som Just Cause 3 eller Rainbow Six Siege ikke at blive nomineret. Til gengæld nåede f.eks. Star Wars: Battlefront at blive nomineret som årets shooter.
Det er de 30 medlemmer af juryen der afgør hvilke spil der er skal nomineres.
I øjeblikket er Pixel.tv ved at undersøge mulighederne for at streame og kommentere prisuddelingen live. Senere i år kårer vi årets spil på Pixel.tv, hvor du som bruger også får mulighed for at deltage.
Kunne du tænke dig at se The Game Awards live?