BIG BUSINESS: Sælg dine persondata
Op til den nye persondataforordning træder i kraft vil vi på Pixel.tv – igennem en række artikler – sætte fokus på persondata.
Måske sidder du og tænker, at det der med persondata det lyder lidt for langhåret og kedeligt, men når du har læst denne artikel, så har du fået opskriften på hvordan du kan tjene op til 14.000 kr. på dine persondata.
Big Data og Big Business
Inden vi ser nærmer på hvordan du kan tjene penge på data, skal vi lige have på plads hvorfor data overhovedet er noget værd.
At data er penge værd, bliver mest tydeligt når vi ser på virksomheder som Google og Facebook. Det er begge virksomheder som tilbyder applikationer og tjenester som folk kan bruge gratis.
Når det er tilfældet, hvordan kan de to virksomheder så være blandt de mest værdifulde i hele verden?
Det kan de fordi brugerne af deres tjenester, giver virksomhederne ret til systematisk at indsamle og analysere persondata, forbrugsmønstre og præferencer. Analyser som Google og Facebook bruger til, at sælge målrettet reklameannoncer.
Hvad er Persondata så værd?
Det har indtil videre været svært for offentligheden, at få et klart indtryk af hvad individuelle persondata er værd, da hverken Facebook eller Google er kendt for at være særligt meddelsomme på det punkt.
Vi har derfor taget kontakt til den danske virksomhed CIMA, der er stiftet af den danske IT-entreprenør Mogens Nørgaard.
Navnet er Mogens Nørgaard, og han har et godt tilbud til dig
Mogens Nørgaard har en plan om, at gøre som Facebook, men i stedet for at beholde hele overskuddet selv, så vil han dele det med dig.
Efter 25. maj giver persondataforordningen mulighed for det der hedder dataportabilitet. Det betyder i praksis, at du kan bede Facebook om at få udleveret alle de data de har på dig, og så kan du gå over til CIMA og Mogens Nørgaard og sælge dem.
Hvad prisen bliver det afhænger i høj grad af din profil. En meget interessant profil vil ifølge Mogens Nørgaard være 14.000 kr. værd.
Har du en interessant profil?
Hvad er en interessant profil så? Det skal først og fremmest være en person med købekraft. Herudover skal det være en person der træffer væsentlige beslutninger om indkøb.
Det er Mogens Nørgaards erfaring, at når det kommer til familier så er det kvinden der står for 90 % af beslutningerne vedr. indkøb, derfor er familiemødre særligt interessante.
Mogens Nørgaard nævner at markedet for forbrugsdata for f.eks. par der lever sammen med én af samme køn er stort, og dermed vil sådanne data også være et betydeligt beløb værd.
En knap så interessant profil kunne være en midaldrende mand i et heteroseksuelt parforhold bosiddende i forstad til København. Sådan en profil kunne måske være 50 kr. værd.
Hvis du er en gennemsnitlig hvid midaldrende mand fra Ølstykke der lever i et heteroseksuelt parforhold, så er der ikke store chancer for at du bliver rig af at sælge dine data.
Forventer stort marked for datahandel
Mogens Nørgaard forventer, at der kommer et kæmpe marked for datahandel i løbet af de kommende år. Som eksempel nævner han helsedata.
”Hvis unge mennesker ville være villige til at registrere deres adfærd kombineret med de data som pulsure osv. indsamler, så ville der ligge en god skilling og vente på dem”
Fortæller Mogens Nørgaard, der i samme åndedrag forsikrer at data udleveret til CIMA vil blive anonymiseret inden de videregives.
Han fortsætter ”Mit firmas mål er at formidle kontakten imellem mennesker, der vil medvirke til at afgive data, og selskaber der efterspørger sådanne data”.
En formidling der skal ske nemt, men samtidig – ifølge Mogens Nørgaard – skal gøre det nemt at håndhæve de rettigheder som den kommende persondatafordning giver.
Mogens Nørgaard giver følgende vejledning, hvis man selv vil forsøge sig med at håndhæve sine rettigheder som registeret overfor f.eks. Google, Facebook eller Trustpilot.
1. Skriv til dem, og bed om at få oplyst om de behandler data om dig, og hvilke data det drejer sig om. (Indtil du får svar, så skal de suspendere anvendelsen af dine data)
2. Når du har fået oplyst hvilke data det drejer sig om, så skal du bede om at få rettet eventuelle fejlagtige registreringer.
3. Bed om at få data udleveret på et transportabelt medie.
4. Bed om at dine data bliver slettet.
Når du har dine data på et transportabelt medie, så kan du eventuelt forsøge at sælge dem til mig slutter Mogens Nørgaard.
Kunne du forestille dig, at sælge dine persondata? Og hvad tror du de er værd?