Blog: Liv udviskes
Sony og Playstation Vita har ikke altid et kærligt forhold, men nu er skilsmissepapirerne blevet afsendt…
Playstation Vita blev lanceret tilbage i slutningen af 2011 i Japan og kom til EU og Nordamerika i begyndelsen af 2012. Konsollen blev mødt af positive anmeldelser og kommentarer, der roste den kræftfulde hardware, den gode byggekvalitet og særligt den store og lækre skærm. Sony lancerede omkring udgivelsen, og i perioden efter, en række af titler til platformen fra deres populære serier. Idéen var meget klar; at give brugeren den storslående oplevelse af AAA titler i håndholdt format. En strategi Sony også havde anvendt til Vitaens forgænger, der trods en almen opfattelse af nederlag, mest pga. af Nintendo DSens succes, havde haft held med at opbygge sig en betragtelig brugerskare.
Problemet med Vitaen var, desværre, at salget aldrig rigtigt tog fat for den nye håndholdte konsol. Lanceringen gav Sony et lunkent salg og tallene faldt hurtigt derefter. Der udkom en række kvalitetstitler, men mange af de klassiske serier blev også hit or miss på konsollen. Det resulterede i, at de store 3. parts udgivere hurtigt mistede interessen for konsollen, og de store planer om porteringer af hjemmekonsol-titlerne faldt til jorden.
Vi har tidligere dækket Sony’s nedprioritering af konsollen, bl.a. i denne artikel
Efter en række offentlige nedprioriteringer og total udeblivelse fra Playstation præsentationer, står Vitaen lidt i en underlig position, der pt. mest af alt er som et stykke ekstraudstyr til Playstation 4 konsollen. Sony laver ikke længere større spil til konsollen, så understøttelsen beror mest på 3. parts udgivere, der givetvis er nogenlunde til stede i Japan, men i resten af verden hovedsageligt er indie udviklere eller porteringer. Et skrøbeligt grundlag, der hurtigt kan forsvinde, hvis indtjeningsmuligheden forsvinder, og det scenarie er aldrig langt væk.
Nu mister Vitaen også basal funktionalitet, idet både Youtube appen og Google Maps funktionaliteten bliver taget ud af konsollen i den nyeste opdatering. Det er stadig muligt, at se youtube via Vitaens browser, men Maps funktionaliteten har også en påvirkning på bl.a. Near funktionerne.
Det virker på mange måder som en stille udfasning af konsollen fra Sonys side. Ser man på Playstation 4eren, så går det fremragende, og derfor vil Sony nok også dedikere flere ressourcer til den side, men det er ærgerligt, at Vitaen bare bliver efterladt. Ser man rundt på nettet, så tegner der sig et lidt andet billede. Jeg synes tit jeg støder på interesse fra folk, der gerne vil have en Vita. Brugerne der allerede ejer den virker også glade for den, men hvorfor søren er den så svær at sælge, og hvorfor køber de folk, der gerne vil have den, ikke bare konsollen?
Nu har jeg ikke plads til en håndholdt konsol i mine gamingvaner, så jeg er sikkert ikke den bedste til at vurdere dens ønskværdighed, men jeg synes stadig jeg kan se en stor potentiel værdi i konsollen. Pt. kommer der en god strøm af indiespil til den, og selvom det meste blot er konverteringer fra andre platforme, så er det stadig en konsol, der er god at spille mange af dem på. Hvis man er PSN+ bruger, så vokser listen over “gratis” spil også hver eneste måned, der blot skal købes en forholdsvis billig konsol, for at kunne nydes. Det er som om, at man får mere ud af sit abonnement, hvis man lige hopper på en ekstra konsol også. Sonys understøttelse med cross-buy er også en god ide, men cross-saves burde være konsistent ved alle spillene.
Jeg tror Sony har skudt sig selv lidt i foden mht. Vitaen flere gange undervejs, men et fokusområde jeg mener er vigtigt, er at få flere unikke oplevelser til konsollen. Det blev nødvendigt at tilpasse spillene på PSP, selvom de var fra populære hjemmekonsol serier, fordi der kun var én analogpind. Med Vitaens anden pind er det blot blevet nærlæggende, at lave en overførsel af samme gameplay fra hovedkonsollerne, der altid vil blegne sammenlignet med deres hjemmekonsol-udgaver. En tilgang som Sony selv har efterfulgt i deres omtale og udgivelser. Success for PSP var, tror jeg i hvert fald, ikke fordi den leverede hjemmekonsoloplevelsen på farten, men fordi de leverede vellavede håndholdte spil, der grafisk ligende hjemmekonsollen.
Gjort er gjort og det nytter ikke meget, at vade rundt i hvilke fejl der ER gjort, men i stedet skal vi måske se fremad. Hvilken tilgang tror du, der kunne hjælpe Vitaen?