Captain Fantastic er den 3. film jeg nogensinde har grædt til. Det første jeg gjorde, da jeg kom ud fra biografen var, at ringe til mine forældre og sige til dem, at jeg elskede dem begge.

[youtube id=”D1kH4OMIOMc”]

Om det er på grund af Viggo Mortensen, eller hans uovertrufne evne til at spille en faderfigur, så er det lykkedes ham at få mig til græde 2 gange. Første gang var med The Road, og anden gang er nu med Captain Fantastic.

(Fra filmen, taget af Wilson Webb / Bleecker Street).

Ikke bare en generisk genfortælling af vildskab møder den moderne verden:

Plottet minder meget om noget man har set før, en familie opdraget udenfor den almene verdens rammer får et kultur sammenstød, da Ben Cash spillet af Viggo Mortensen og hans børn må nød til at forlade deres primitive liv for at drage til børnenes mors begravelse. Ud fra denne beskrivelse forestiller man sig straks Tarzan og børn på tur. Og dog.

I filmen har børnene været under hård fysisk og mental træning af Ben, så ikke nok med at alle børnene er fysisk stærke, så er de også langt mere veluddannede med ren akademisk viden end de fleste normale børn (hvilket også bliver fremvist ganske underholdende i et møde med Bens søster og hendes børn).

Dog viser det sig hurtigt at børnene ikke besidder nogen former for sociale kompetencer og er dybt afhængige af deres far, som har skabt den virkelighed de tror de lever i. Filmen går derfra mere fra at være om at Tarzan familie møder den moderne verden, til et tårer- og latter vækkende mesterværk om børneopdragelse, empati og ideologiske sammenstød.

(Fra filmen, taget af Cathy Kanavy / Bleecker Street).

Viggo giver en af sine bedste præstationer længe, men bliver ikke tynget ned:

Jeg kunne på ingen måde forestille mig nogen bedre i rollen, som Ben Cash end Viggo Mortensen. Han spiller den kærlige, men samtidig halvt empatiløse alenefar, med en uovertruffen præstation.

Hvad vildere er dog, at ikke et eneste af børnene trækker det ned. Selv de yngste medlemmer i filmen, spillet et fantastisk skuespil! Fra den ældste søn Bo, som er på vej igennem en identitetskrise i henhold til deres liv i skoven, til den yngste, som primært står for de mere satiriske indslag i filmen.

Ingen fantomske dæmoner:

Som I nok kan læse, så er jeg helt op og støde over denne film. Og at få sat ord på denne anmeldelse er nok noget af det sværeste jeg længe har gjort. At være film anmelder er ikke så glamourøst, som mange går og tror. Man står op tidligt og ser en film i en biograf kl. 9 om morgenen mens man sidder med kaffe nummer 3 samtidig med, at man forsøger ikke at lade biografens mørke dysse én hen.

Derfor er det også langt nemmere at skrive en anmeldelse af en dårlig film, da man nemmere ved, hvornår man keder sig eller er ved at falde lidt i søvn over det. MEN! Captain Fantastic blev ved med at overraske, den blev ved med at komme nye små emotionelle vendinger, som river dig med. På nær nogle enkelte scener så som slutscenen, som filmen godt kunne have været for uden, hvis man ser på det fra et fortæller perspektiv, så kan undertegnede ikke sætte en finger på den.

Det er nemt at give en film en dårlig anmeldelse, da en misfornøjelse er langt nemmere at udtrykke end glæde (hvilket er mit bud på, hvorfor DF blev så populære ved sidste valg), og derfor har jeg valgt at stoppe med fantomske dæmoner i filmen, som i mine øjne ikke eksisterer. Filmen er på ingen måde et stykke revolutionært filmkunst så som Lawrence of Arabia, men for hvad den er, gør den det fantastisk og det må man tage den høje hat af for.

Mens at SUPERHOT var det første spil, jeg i en anmeldelse har givet 6 stjerner, så bliver Captain Fantastic hermed den første film jeg anmelder for Pixel.tv, som løber afsted med: