Dansk statsstøtte til spil
I Danmark er der ikke særligt mange offentlige penge at hente til udvikling og produktion af spil. Tidligere kunne man slet ikke få støtte til at færdiggøre og udgive spil, men udelukkende til udvikling af spil.
Det valgte Det Danske Filminstitut (DFI), der uddeler støtten til spil, at ændre på i september 2016. De første danske spil der modtager økonomisk støtte til udgivelsen er “Wartile” og “Yderst Hemmeligt”
Støtte til originale spil
I DFI’s begrundelse for at støtte netop disse to spil, spiller det originale udtryk en fremtrædende rolle. Simon Løvind fra DFI udtaler i den forbindelse:
“Vi er glade for at starte med at støtte to projekter, der samtidig viser spændvidden i ordningen og er originale på hver deres måde”
Der er ligeledes lagt vægt på det kunstneriske udtryk og det rent spilhåndværksmæssige, som Simon Løvind uddyber:
“‘Yderst hemmeligt’ repræsenterer et kunstnerisk og søgende dokumentarisk projekt, som på mange måder skaber sin helt egen genre, mens ‘Wartile’ lægger sig klarere inden for en eksisterende spilgenre, som spillet fornyer med en tydelig kærlighed til genren og et usædvanligt højt håndværksmæssigt niveau”
Yderst hemmeligt modtager 1,2 mio
Spillet der modtager mest i støtte er også det mest atypsike og kunstneriske projekt af de to spilprojekter. Udgangspunktet for spillet er hovedpersonen “T” der ønsker at finde sandheden om sine forældres rolle under Den Kolde Krig.
Forældrene var begge hemmelige agenter i den danske efterretningstjeneste og spionerede imod det daværende Sovjetunionen. Under Den Kolde Krig var truslen om en altødelæggende atomkrig allestedsnærværende, og frygten for en militær invasion fra Warszawapagt-landene var reel.
Ifølge spillets hjemmeside forsøger det at ramme en klassisk skandinavisk fortællestil, og at dømme ud fra traileren er der også klare referencer til f.eks. 70’er klassikeren “Bennys Badekar”
Wartile modtager 600.000
Wartile er et mere klassisk computerspil end Yderst Hemmeligt. Spillet er ifølge udvikleren et miks af strategi (turbaseret og realtime) og rollespil.
Spillets verden er et taktisk brætspil, hvor miniture figurer af vikinger og riddere skal udkæmpe slag om herredømmet.
Spillet er udviklet i Unreal Engine, og vil ifølge Steam byde på både single- og multiplayer oplevelser.
Her på redaktionen ser vi meget frem til at se nærmere på de danske titler. Glæder du dig til de danske spil?