Danskere køber rekordmange spil
Helt nye tal fra spilbranchen viser, at danskerne i 2014 købte computerspil for 1,53 mia. kr. Hermed tangeres rekordåret 2013, men det er ikke alt – tallene viser mange andre interessante ting om vores spilvaner og hvem der egentlig spiller.
Rigtig mange danskere spiller elektroniske spil, og 2014 var et rekord år herhjemme. Allerede i 2011 var markedet for eletroniske spil dobbelt så stort som musik-markedet og salget af pc- og konsolspil har for længst overhalet salget af biografbilleter. Spil er simpelthen bare populære i Danmark – men hvem er det egentlig som spiller? En ny undersøgelse udsendt af Multimedieforeningen siger, at gennemsnits gameren er 31 år gammel – i øvrigt er 71% af alle gamere over 18 år gammel. Dette viser hermed, at spil er meget udbredt i befolkningerne verden over, og det bestemt ikke kun er teenagere og børn som godt kan lide spil.
Det er, som nogen måske vil tro, heller ikke kun drenge og mænd som dyrker elektroniske spil. I Danmark er 42% af alle, som spiller elektroniske spil, kvinder og næsten halvdelen af den danske befolkning har spillet indenfor det sidste år. Der kan så være tale om, at det er vidt forskellige spil som drenge og piger generelt set spiller, men fordommen om, at spil kun er for mænd må siges at få noget modstand i kølvandet på disse tal.
Meget kan siges om forholdet mellem mænd og kvinder i spilverdenen, men tallene viser altså, at kvinder er en stor del af kundekredsen, og branchen bør måske finde måder hvorpå de bedre kan tilgodese begge køn. Der har været meget kontrovers netop om kønsdebatten i spilverdenen, og konkrete initiativer fra spilfirmaer har været savnet. Måske kan tallene være med til at afhjælpe dette og få lagt problemerne i graven én gang for alle.
Tallene viser desuden, at 94% af alle spil er velegnede til børn og unge. 54 % af forældre som spiller spil, spiller med deres børn – og 63 % af forældre generelt mener, at deres børn udvikler kompetencer når de spiller. Dette er et lyspunkt i en tid, hvor voldelige spil tit får skylden for alt muligt i medierne, og særligt Australien har haft det med helt at forbyde visse titler.
Det er altid opløftende når en undersøgelse kan vise gode ting i spilverdenen, og det hjælper til at sprede positiv opmærksomhed omkring mediet. På den måde ser fremtiden også mere lys ud, da spiludviklere får mere mod med denne type tal i ryggen, og søger at fornye og innovere branchen. Ydermere er det også med til at sprede kendskabet til elektroniske spil og bekæmpe de fordomme der kan opstå omkring mediet.
Hvad mener du? Tror du tallene er positive for branchen eller har ingen større betydning?