Elder Scrolls fjernet fra hylderne
En repræsentant fra EB Games i Australien har tilsyneladende bedt butikkerne om at fjerne alle eksemplarer af spillet Elder Scrolls Online, og det er inklusiv pre-paid cards, som er forudbetalt spilletid.
En kilde hos EB Games i Australien har bekræftet overfor Kotaku, at alt relateret materiale til spillet skal være fjernet d. 13 Januar, og der cirkulerer rygter om, at spillet muligvis ender med at være free-to-play, altså gratis.
Derudover er muligheden for at tegne et 6 måneders abonnement blevet fjernet, og spillere kan nu blot vælge mellem 90 og 30 dages abonnement, hvilket giver rygtet om spillets fremtid som en gratis fornøjelse yderligere grobund.
EB Games har på deres facebook side sagt, at det blot drejer sig om en tilbagekaldelse af overskydende varer fra julesalget, men Kotaku fortæller, at det næppe forholder sig sådan, da det er alt Elder Scrolls Online relateret materiale som fjernes.
Kunne du tænke dig, at Elder Scrolls Online blev gratis? Ville det få dig til at spille spillet?