Endelig multiplayer i No Man’s Sky
For lidt over et år siden blev tusindvis af gamere skuffede over udgivelsen af No Man’s Sky. Folk havde ventet længe på dette hypede spil, hvor venner håbede på at kunne udforske rummet sammen – men sådan gik det ikke.
Spillet viste sig nemlig at være en ret ensom oplevelse, og selvom spillere stod på præcist de samme steder i universet kunne de ikke se hinanden. Gamere fra hele verden var i oprør og på Steam endte mange med at få deres penge tilbage. Firmaet bag spillet, Hello Games, blev revset godt og grundigt på internettet.
Nu, omkring et år efter udgivelsen, kan man endelig gøre nogle af de ting, som folk havde håbet på ville være med fra starten. Det er som sådan ikke multiplayer hele vejen, men et skridt derhen af. Det er nu muligt at se op til 15 andre spillere, når man er omkring hinanden, og interagere via voicechat.
Derudover er der også tilføjet en masse ny historie til spillet, så spillere får en fornemmelse af et formål med deres tid i deres rumskibe eller nede på planeterne.
Hvad synes du? På tide eller for sent?