eSport studentereksamen
I øjeblikket er gaderne fulde af glade studenter, der fejrer at tre års strabadser er overstået. Om tre år vil gaderne blive fyldt med glade e-sports studenter.
Game College, som Pixel.tv besøgte i december, har valgt at tilbyde en ny HHX uddannelse, med fokus på E-sport. Fokus vil ifølge Game College både være på e-sports træning, men samtidig vil eleverne få en teoretisk forståelse for eventafvikling og oplevelsesøkonomi.
10 timers træning
I første omgang vil der være fokus på CS:GO, men ifølge Game College vil der senere komme fokus på andre relevante eSports titler.
For at kunne præstere godt i eSport, kræver det at man er i god fysisk form. I den forbindelse udtaler Søren Hofamnn Hansen der er én af skaberne af uddannelsen.
Uddannelsesmiljøet i Grenå bærer præg af gaming. Her ses studiekontoret på Erhvervsakademiet
”I vores kostskolemiljø i Grenaa supplerer eSportseleverne vores spiludviklere på Game IT College og vores fodboldelever på Brazil Football College perfekt og med gode rammer til både træning ved computeren og i fitness og svømmehal bliver forholdene optimale for den enkelte spiller og hold.”
Det er planen, at de studerende skal træne og dyrke eSport 10 timer om ugen, udover de undervisningstimer der sikrer de studerende et indblik i fag som virksomhedsøkonomi, erhvervsret og andre klassiske HHX-fag.
Kompetencer til arbejdslivet
Game College samarbejder med en række erfarne folk fra det danske eSportsmiljø, blandt andet Michael Rüsz fra Esport Service.
Ifølge Michael Rüsz så giver fokus på eSport, de kommende studenter en række kompetencer de kan bruge i deres kommende arbejdsliv. Han udtaler:
”De unge mennesker får lært hvordan de kan drage en masse nyttige ting ud af sporten, som de kan bruge på alle niveauer i erhvervslivet i forhold til at kunne træffe hurtige beslutninger ud fra forskellige problemstillinger, som de hurtigt skal analysere”
Der er med andre ord lagt op til en studentereksamen, hvor fokus er på eSport, men målet er at give de studerende kompetencer de kan bruge bredt på arbejdsmarkedet. Du kan læse mere om uddannelsen hos GameCollege.
Hvad synes du om en eSport studentereksamen?