Vi er her på Pixel.tv begyndt på at anmelde udvalgte TV-serier, som vi vil følge op på uge efter uge. Før du læser videre skal du være opmærksom på, at anmeldelsen herunder indeholder spoilers. Så har du ikke set dagens afsnit, vil det pænt meget spolere din oplevelse, hvis du læser videre.

Hvis du endnu ikke har læst vores anmeldelse af de første to afsnit kan de læses her og her.

Begyndende kaos
Ugens afsnit begynder lige hvor det sidste stoppede. Det virker rigtigt godt og er med til at give indtrykket af, at det er én lang historie der bliver fortalt og ikke bare ugentlige afsnit i samme univers.

Man følger derfor Travis, hans søn og hans ekskone samt familien Salazar i barber-forretningen. Gruppen må dog hurtigt flygte fra stedet, hvilket resulterer i at Daniels kone, Griselda, får sin fod knust under et stillads.

Hele flugten er håndteret virkelig godt og jeg sad hele tiden med følelsen af, at noget ekstremt slemt ventede dem rundt om næste hjørne. Serien har været virkelig god til at give små hints af det kaos vi kender fra TWD uden dog at give os for meget af det på samme tid.

Efter flugten følger en af de bedste scener, der har været i serien indtil videre. Gruppen kører på en tom vej mens man i horisonten kan se, hvordan strømmen forsvinder fra de forskellige bydele. musikken i denne scene er absolut fantastisk. Både dyster og sørgmodig på samme tid, hvilket passer så god til scenen.

Hygge bliver til uhygge
Samtidig med at alt dette finder sted ser man scener, der følger Madison, Nick og Alicia i deres hus. Mens de venter på at Travis kommer tilbage beslutter de sig for at tage et spil Monopoly.. Jeg synes dette er en ret dårlig scene sammenlignet med det vi lige har set og forstyrrer virkelig tempoet i afsnittet.

Jeg kan godt forstå meningen med scenen, at de forsøger at få tiden til at føles hurtigere og undgå at tænke på hvor lang tid Travis har været væk. Den passer desværre ikke særligt godt ind med stemningen i afsnittet og er en af de tidspunkter, hvor det føles alt for langsommeligt.

Der går dog ikke lang tid før tingene tager fart igen. Efter at hørt postyr udenfor åbner Nick døren for en gøende hund. Lyden tiltrækker en walker og for at kunne forsvare sig beslutter de tre for at hente en shotgun i naboens hus. Mens de er ved naboen ankommer Travis og resten af hans gruppe som, uvidende om walkeren i huset, straks går ind af døren og bliver angrebet.

Scenen der følger synes jeg er rigtigt god; Madison og Nick forsøger at komme tilbage til huset tids nok til at få stoppet walkeren mens Alicia bliver tilbage for at samle mere ammunition til våbnet. Endnu engang er musikken med til at give en kaotisk stemning og selvom, at det er tæt på at gå galt et par gange formår de at få dræbt walkeren med to skud i hovedet.

Tre familier under samme tag
Afsnittet rammer nu endnu en periode, hvor alt går lidt for langsomt. De næste mange scener består udelukkende af samtaler mellem de forskellige karakterer om, hvad de skal gøre. Enkelte scener er her gjort godt og bidrager til plottet, men langt de fleste føles unødvendige og som tidsspild.

Scenen mellem Madison og Lisa virker realistisk og passer godt ind mens den langvarige diskussion mellem Daniel og datteren Ofelia om hvorvidt de skal tage med de andre eller ej trækker i langdrag. Her sad jeg virkelig med følelsen om, at der snart gerne måtte ske noget mere.

Da det er morgen er Travis, Madison, Nick, Alicia, Chris og Lisa klar til at forlade stedet mens Salazar-familien bliver tilbage for at vente på et familiemedlem som skal hente dem. Efter at have kørt fra stedet ankommer militæret og overtager kontrollen i nabolaget.

Afsnittet slutter med en bemærkning fra Travis, der tydeligvis føler sig mere tryg; “The cavalry has arrived. It’s gonna get better now”

Konklusion
Alt i alt synes jeg at dette var endnu et solidt afsnit. Selvom der var problemer med pacingen og nogle underlige scener, så formår de at skubbe historien tilpas meget frem uden at det bliver for langsommeligt. Indtil videre har seriens stærkeste punkt været, at skabe en god balance mellem det kaotiske og de mere stille øjeblikke.

Det bedste element i dette afsnit var dog uden tvivl soundtracket. Bear McCreary har formået at skabe nogle fantastiske stykker musik og brugen af dem i dette afsnit var helt klart det, der gav de bedste scener.