Alt hvad der har med gangstere at gøre, er noget der altid har betyder rigtig meget for mig, ikke kun når det gælder film. Historien om James J (Whitey) Bulger, er en af de historier som har fascineret mig i mange år. For den omhandler ikke bare om en alm Irsk gangster, men South Bostons historisk mest voldelige gangster, der yderligere var FBI informant. Dette krydret med lidt illoyalitet, udnyttelse, korruption, og mord godkendt af FBI.

Dette burde være mere end rigeligt til, at gøre dette til en mesterlig og intens gangsterfilm. For der er mere end rigeligt talent i filmen, i form af bl.a. Johnny Depp, Joel Edgerton, Beneditch Cumberbatch, Rory Cochrane og Peter Sarsgaard. På overfladen ser det fantastisk ud, men graver man lidt dybere i Bulgers gravgård, så dukker der desværre til tider tomme kister op.

Ikke meget dybde – Forget about it
Der er mange ting der taler positivt for denne film. Men først får du det som irriterer mig grænseløst:
Når man har så mange fantastiske skæbner og personligheder, som der var omkring James Whitey Bulger, så er det deprimerende at Scott Cooper hovedsageligt kun fortæller om Whitey og Connolly. Han vælger desværre at springe helt eller delvist over flere FBI folks mulige indblanding.

Eller hvad med Bulgers bror? Senatoren, som han introducerer ret tidligt, for så aldrig rigtig, at gøre brug af ham i historien. Det er ret ærgerligt, da det netop har vist sig, at broderen blandede sig noget mere i virkeligheden end filmen viser. Når du har en kapacitet som Benedict Cumberbatch, så gør dog brug af ham! En større fokus på forholdet mellem Kevin Weeks og Whitey, ville også have pyntet gevaldigt på helhedsindtrykket.

Visuelt en strangulerende Akromatisk gangsterfilm
Selv om at Instruktøren let og elegant dropper tyngden hvad angår historien, så formår han alligevel at skabe en atmosfærisk og eklatant tidskapsel. For farver er der ikke mange af og de, som der er der, er blege, dystre og skaber en perfekt ramme for en tid i Boston, som var alt andet end glad og farverig.

Flere scener emmer af en fornemmelse af, at man er ved a blive stranguleret af Whitey selv. For selv om det aldrig bliver en af de største gangsterfilm, så er det alligevel en fængende film, grundet en flot kamerastyring, og fokus på en brutal atmosfæsrisk visuel stil.

Powerful cast, med Depp, Edgerton og Sarsgaard som de største triumfatorer
Det største trumfkort, som uden tvivl redder filmen fra at blive en anekdote som; Sleeping With The Fishes, er uden tvivl Johnny Depp, Joel Edgerton. Eller rettere.. ALLE der er castet til de respektive roller. Johnny Depp er tilbage i en rolle, som jeg vil postulere bringer hans karriere back on track. Han spiller rollen som Whitey med en så skræmmende overbevisning, at jeg flere gange troede jeg var en flue på væggen, og så history in the making.

Joel Edgerton er en skuespiller, der kun bliver bedre og bedre. Hans præstation kan desværre komme til, at stå lidt i skyggen af Depps. Men en ting er sikkert, han spiller John Connollys deroute fremragende stærkt, og man får hurtigt forståelsen af en mand, der lader sig trække længere og længere ind i sine egne løgne for, at få anerkendelse (og penge) af Whitey.

Listen af stærke præstationer er dog så lang, at der ikke er plads til at nævne dem alle, men én til skal nævnes. Beneditch Cumberbatch kan åbenbart aldrig spille dårligt eller middelmådigt. Selv om hans rolle desværre er for lille, så indgyder hans præstation alligevel en stor portion troværdighed.

Konklusion: Black Mass en intens film om fordærv
Filmens største aktiv er uden tvivl skuespillet, for selv de små biroller spilles formidabelt. Man har med gru set hvordan Johnny Depps roller de seneste år, er blevet mere og mere ulidelige at se på. Men ved gud hvor han igen viser sit store talent. Han burde lave flere af de serisøse film, og færre af de ubetydelige film.

Om end Scott Cooper er et forholdsvis ubeskrevet blad som instruktør. Ja, så kan han alligevel noget, for det har han bevist med sin debutfilm Crazy Horse. Desværre med Black Mass, tør han ikke at gå helt i dybden med alle aspekter af hvor langt op i FBI korruptionen var. Han stiller aldrig rigtig spørgsmål, ved flere af de implicerede karakterer.

Black Mass bliver aldrig min favorit gangster film, men den kan som sagt noget, selvom den til tider bliver for overfladisk. Havde Scott Cooper gået mere i dybden, sat flere spørgsmålstegn, og ikke så ensidigt valgt kun at fokusere på Whitey og John Connolly, så kunne filmen uden tvivl have fået 6 stjerner.

Der bliver skudt med både skarpt og blankt, men i sidste ender rammer den.