Filmanmeldelse: Den 5. Bølge
Kick Ass pigen Chloë Grace kæmper med livet som highschool-elev, men skal snart prøve kræfter med livet på kanten. Hvordan klarer Hit-Girl sig i kampen mod et rumskib fra det ydre rum bevæbnet med en teddybjørn? Og er det muligt at holde på frisuren, gennem hele filmen?
[youtube id=”DMKg8-9pLlY”]Vi kommer med fred?
I filmen Den 5. Bølge som er den første filmatisering af trilogien ved samme navn, er verden blevet invaderet af et rumskib, som i bedste District 9-stil svæver over USA, da alle ruminvasioner jo starter i USA. Rumskibet, og dets eventuelle passagerer bliver navngivet The Others… for den film er der åbenbart ikke nogen, der kan huske mere?
Rumskibet viser sig ikke at være venligsindet, da The Others sender 5 forskellige bølger af menneskeødelæggende plager over jorden, som gradvist forværres, og ender ud i, at menneskene ikke kan vide sig sikre over for hinanden heller. I denne paranoide verden skal Cassie, som er spillet af Chloë Grace, finde et sikkert sted til sig selv og hendes lillebror Sam, spillet af Zackary Arthur.
HØR NU EFTER!
Hvis du elsker at sidde derhjemme og råbe af dit tv, når personerne i filmen ikke gør som du siger, vil du blive fuldstændig hæs af at se denne film. Små problematikker, som let ville kunne løses, bliver desværre grund for mange af filmens store plot twists. Jeg fandt mig selv mange gange sidde og tænke, at løsningen var super simpel. Dog var det vilde plot twist her op til flere gange, at karaktererne ikke kunne regne ud, hvad de burde have gjort.
Det var som at være med i de gode gamle interaktive børneshows, hvor man som seer får nogle muligheder, hvor den ene er milevis mere indlysende end de andre. Her er teenageren desværre så fyldt med hormoner og Vi Unge-sladder, at hun ikke kan rumme indlysende løsninger.
Få de drenge ud af hovedet!
Cassie har dog ikke mere travlt under verdens undergang, end hun har tid til hele 2 romancer og det i bedste Twillight stil. En af romancerne er omdrejningspunkt for størstedelen af filmens midte. Det er desværre bare så langtrukkent, at man bliver helt træt.
Hendes mission i filmen burde nemlig være større og vigtigere, end at hooke op med en fyr. Medmindre hendes tanke er at agere fødemaskine, for at forhindre The Others i at udslette mennesket.
Hvor lang sagde du filmen var?
Starten er spændende, hvor man ser de 5 forskellige bølger, og menneskeheden gradvist også smuldrer, men efter de er overstået og filmens reelle handling går i gang, flatliner ens puls indtil slutningen, hvor alt er forudsigeligt.
Jeg har desværre set rigtig mange dårlige film, og det her er en af den slags, hvor der har været for stort et budget til for ringe et script. Da hverken CGI’en er særlig veludført, og et par gamle rustne biler næppe kan koste 38 millioner dollars, må castet have været det dyreste. Alle skuespillere gør nemlig et godt stykke arbejde, og karaktererne virker autentiske i de meget hektiske situationer, de kommer ud for.
Interessante temaer
Filmens plot er originalt, det nye twist på en klassisk alieninvasion fungerer, men desværre låner filmen for mange ting fra andre film. Desværre fokuseres der ikke nok på de gode temaer, de faktisk kunne have arbejdet med. Blandt andet handler filmen lidt om at slå uskyldige mennesker ihjel, men temaet bliver aldrig rigtig taget op for alvor, eller bliver vist i form af karakterernes skyldfølelse. Det er måske også for store emner til denne aldersgruppe.
Ret skal være ret, filmen henvender sig til personer i alderen 13-16 år, så jeg er ikke lige målgruppen. Havde jeg dog været yngre og pige, ville jeg nok synes, det var en god film, og skulle ligesom i Twillight tage stilling til, hvilket drenge team jeg skulle holde med, og selvfølgelig finde ud af hvilken hårspray Cassie bruger, for ja hendes hår holder gennem hele filmen!
Om de efterfølgende bølger af film bliver et kig værd, må tidevandet vise.