Everest er endnu en film baseret på de virkelige hændelser fra 1996, hvor en kommerciel ekspedition endte på tragisk vis med flere dødsfald. Spørgsmålet er nok mere om den kan den fastfryse os på bjergets tinde og holde os engageret i en af de mest tragiske ulykker på Mount Everest?

Drama der sigter efter de højeste tinder
Kan den så fastholde os hele vejen igennem filmen? Ja det kan den eller for det mest i hvert fald, det selv om instruktøren Baltasar Kormákur kæmper sin egen kamp, for at få alle personlighederne med. For selv uden de store dramatiske interne stridigheder, ja så er resten af filmen så godt skruet sammen, at man kan blive rørt.

Der er flere scener, som er så gode, at man får et isnende sug i maven. Bl.a. da Beck Weathers (Josh Brolin) begiver sig ud på en hjemmelavet stige over en bred kløft, der får man virkelig et godt sæt i sig. Det er også her at tiden pludselig fryser til is og vi får en fornemmelse af, at det at bestige Mount Everest er og bliver en farlig sport.

Eller da den voldsomme storm raser for fuld tryk, da de er på vej ned fra bjergets top. Der ved man også bare, at det er nu, Moder Natur viser hvem der bestemmer. Alt det visuelle er nemlig godt hjulpet på vej af IMAX formatet, som instruktøren forstår at gøre brug af til perfektion.

Katastrofen ingen havde forventet
Der er ingen tvivl om, at det er en utrolig spændende historie og rigtig god fortælling, om det som skete på Mount Everest i maj 1996. For Rob Hall (Jason Clarke) der dengang var den første til at kommercialisere bjergbestigning, havde nemlig et ry for at være dyb professionel, der tog sikkerhed ret alvorligt. Heldigvis prøver filmen ikke at glorificerer ham for meget, for han lavede desværre flere alvorlige fejl dengang.

Desværre kan al det gode skuespil ikke opveje, at man aldrig 100% bekymre sig for alle hovedkarakterne. For om end man virkelig gerne vil, så er den tid man får med hver eneste karakter alt for lidt. Det tager noget af det dramatiske element ud af filmen og ikke mindst den følelsesmæssige forbindelse der bør være til hovedkarakterne. Hvilket er filmens svageste punkt, men det er et offer, man muligvis har måtte tage, for at det ikke skulle blive til en 3.5 timers film.

Hvis man har læst en eller flere af bøgerne der er skrevet om katastrofen og fulgt bare en smule med i de uenigheder der har været imellem bl.a. Jon Krakauer og russeren Anatoli Boukreev, så ved man at der var nogle klare uenigheder da det stod på og ikke mindst det efterfølgende skyldsspørgsmål, om hvem der ikke gjorde deres arbejde eller hvem der kunne have gjort mere. Dette bliver ikke berørt så meget som jeg havde håbet på, for der blev taget mange dårlige beslutninger. Dette havde nok givet det en lidt mere isnende kant til dramaet.

[youtube id=”YEWmWo2oekw” mode=”normal”]

Konklusion: Flot, betagende og til tider høj dramatisk 
Ofte bliver disse autentiske film så amerikaniseret, at det bliver kvalmende. Heldigvis har instruktøren formået at holde det værste sentimentale idioti ude af handlingen. Han har derimod forsøgt at hold fokus på at fortælle en historie, der ligger så tæt op af virkeligheden som muligt.

Filmen leverer til tider høj intensitet, sammen med nogle betagende billeder. Det sammenholdt med skuespil og en lydside der absolut hører til den bedre side. Ja, det gør at det på mange måder, er en ret vellykket film. Men filmen mangler desværre lige mangler det sidste, for at nå bjergets højeste tinde.

Filmen blev set i IMAX

En STOR