Komediefilmen Fading Gigolo omhandler den ældre boghandler Murray “Woody Allen” som, på grund af dårlig økonomi, må lukke sin butik, der har været i hans families eje i flere generationer, og om den mandlige midaldrende blomsterdekoratør Fioravante “John Turturro”. Et vennepar som må gå til yderligheder for at få deres liv til at hænge sammen økonomisk. Da Murray en dag fortæller Fioravante at hans kvindelige læge, som åbenbart er meget rig, gerne vil prøve en trekant med hendes veninde, foreslår Murray Fioravante som en mulighed, ihvertfald alene med hende til at starte med.

Fioravante er ikke så klar på idéen indledningsvis, men lader sig dog hurtigt overtale, fordi det er mange penge og det har de begge hårdt brug for. Den ene “affære” bliver meget hurtigt til flere og ret hurtigt bliver Fioravante en eftertragtet herre blandt de rige og smukke kvinder. Efter noget tid hvor deres gigolo forretning kører godt, møder Murray den ortodokse jøde Avigal; en meget pæn men stille kvinde, som på 2. år sørger over sin mands død. Murray begynder at overbevise hende om, at hun har brug for en vis form for kontakt, for netop at kunne komme videre i sit liv, og arrangerer et møde for hende med Fioravante.

Under Avigals første møde med Fioravante, bryder hun grædende sammen, da han masserer hende. Fioravante udviser dog en sympati som får dem i snak. De finder hurtigt hinanden interessante og begynder at mødes oftere, hvor de udvikler en forståelse og kærlighed for hinanden, men en kærlighed som de ikke kan vise til nogen, da den ikke er tilladt i det ortodokse miljø. Den lokale vagt og ortodokse jøde Dovi ”Liev Schreiber” har selv et godt øje til Avigal, men begynder at fatte mistanke til deres flirt/kærlighed og han begynder derfor at undersøge og jage både Murray og Fioravante.

Det første som for mig, ikke hænger sammen er, at vi slet ikke får nok indtryk og fornemmelse for hvor slemt det står til for Fioravante og Murray, hvilket resultere i at troværdigheden i karaktererne ikke er der. Allerede 3 minutter inde i filmen spørger Murray Fioravante, om han er interesseret i at sælge sig selv som gigolo og det uden vi rigtig kender noget til deres personer. Det virker heller ikke realistisk, at kvinder, der både er rige og utroligt smukke, skulle være villige til at betale 1000 dollars i timen for at være sammen med en mand, der ikke er specielt flot (Sorry John Turturro!) og er oppe i årene. En anden ting der også, for mig, virker forkert er slutningen, da den slet ikke virkede logisk og filmen klart bygger op til en helt anden.

Nu tænker man så: “Det lyder ret skidt!” og ja, det er ikke perfekt, langt fra endda! En god komedie behøver ikke blot bestå af fald-på-halen-komik. Den subtile komik kan være lige så sjov og effektiv, og der må man så sige, at det mestrer Woody Allen til perfektion, bl.a. når han forsøger at forklare Avigal, hvad han mener hun har brug for, uden at bruge ordet sex, eller da han skal prøve at overtale Fioravante til at prøve sig som gigolo. Det er hele måden hvor han snakker forvirret, men stadigvæk snedigt og let underspillet, som uden tvivl redder Fading Gigolo. Jeg må dog ikke glemme Sharon Stone som den rige læge og Sofia Vergara som den rige trophy wife eller Vanessa Paradis som den ortodokse enke, som er ganske gode og sjove skuespils præstationer, for det er helt klart filmens største styrke og ikke handlingen i sig selv.

Nuvel! Jeg har normalt en forkærlighed for alt med Woody Allen og John Turturro, så det var med forventningens glæde, at jeg skulle se Fading Gigolo. Men jeg havde klart forventet noget mere af filmen og som tidligere beskrevet, så er det kun det gode skuespil og underspillet komik, fra især Woody Allen, som lige redder den op på det middelmådige.

Fading Gigolo har præmiere d. 8/5 i biograferne herhjemme