Filmanmeldelse: Jason Bourne
Jason Bourne har for mig altid været en James Bond film på steroider, men lige knap så raffineret, dog alligevel fordækt nok til, at man har følt sig smidt ind i en enorm spionkamp og hvor ens indre andrenalin junkie er blevet fuldt ud tilfredsstillet. Så er det vel godt, at Matt Damon og næsten al crew fra film to og tre er tilbage, efter at have været sleeping agent i ca. 10 år?
Noget har forandret sig, men så alligevel ikke og hvorfor også ændre på noget der altid har fungeret? Jason Bourne som filmen så opfindsomt er kaldt. Ja, den vinder ingen priser for opfindsomhed, men jeg garanterer, at du næsten får alt, hvad du kunne have ønsket dig af en ny Jason Bourne film.
[youtube id=”F4gJsKZvqE4″ mode=”normal”]
Manuskriptet er skrevet af Paul Greengrass (instruktør på film to og tre) og Christopher Rouse, som i øvrigt også er filmens editor. Konceptet er meget det samme som tidligere, dog har de denne gang tilføjet et lidt større samfundsmæssig spørgsmål i plottet, noget som har optaget medierne de senere år, nemlig overvågning af os på bl.a. de sociale medier.
Selv om at man har forsøgt at smide en af vores tiders største samtaleemner ind i en overfyldt actionfilm, så kunne man nemt tro, at der bliver stillet en masse spørgsmål til emnet. Desværre kradses der for lidt i overfladen til, at man rigtig føler sig 100% engageret i emnet.
Det er nu ikke fordi emnet ikke er stærkt nok, eller at det ikke passer ganske glimrende ind i plottet. Det er mere fordi man har valgt en voldsom irriterende indisk fortolkning af Facebooks ”opfinder” Mark Zuckerberg. Denne rolle ”spilles” af en knap så overbevisende og uudholdelig Riz Ahmed. Kedelig, uambitiøst og ikke mindst ærgerligt, når man ellers har castet fortrinligt.
Du må hellere lige få at vide, hvad Jason Bourne har lavet de sidste 12 år i skjul. Han har rendt rundt og pint sig selv, da han har det rigtig skidt med, hvad han har gjort. Måden han har pint sig selv på, er at deltage i undergrunds slagsmål og bare modtage tæsk eller må vist hellere sige give tæsk. Alt imens Nicky Parsons (Julia Stiles) kæmper hendes egen kamp, for at afsløre CIAs hemmelige dokumenter i bedste Edward Snowden stil.
Men hun finder dog flere filer, der involverer- Jason Bournes fortid, og hvad er mere nærliggende at bringe Bourne i spil? Det bevirker dog også, at CIAs nye superanalytiker og computer geni Heather Lee (Alicia Vikander) opfanger at Jason Bourne er tilbage. Hun vil gøre alt for at få ham tilbage, hvorimod hendes chef Robert Dewey (Tommy Lee Jones) vil gøre alt for han skal dø, dertil har han et hemmeligt våben The Asset.
Heldigvis må man sige, at man har valgt at satse på nogle navne, der hører til den absolutte elite, når det kommer til troværdighed og altid formår at skinne igennem i deres respektive roller. Navne som Vincent Cassel og Tommy Lee Jones af de mere erfarne og en Alicia Vikander, som en af tidens største talenter og navne man kan opdrive.
Vikander viser fra første sekund hendes kønne ydre skimter henover skærmen, at hun kan stjæle alt spotlight. Med hende som den udadtil fornuftige og søde CIA computer geni, der dog jo længere ind vi kommer i filmen, evner at skabe en masse spørgsmål, om hvorvidt hun reelt set er god eller også bare stræber efter den ulimative magt, for hun har klart sin egen agenda. Hun spiller rollen som Heather Lee foruroligende godt og beviser at hun åbenbart ikke kan spille dårligt pt.
Så er der bestilt Total Mass destruction!
I en tid, hvor alt bare skal laves større og vildere med det famøse og mit hade emne nummer et; CGI. Så er det også elskeligt og enormt befriende, at instruktør Paul Greengrass har satset på at gå lidt old school. Masser af vilde biljagter og stunts, hvor der ikke bliver taget hensyn til, om der smadres 10 biler eller 250 biler. For biler bliver der smadret rigeligt af, specielt i Las Vegas.
En scene er dog voldsom urealistisk og det er under biljagten i netop Las Vegas. Der pløjer Vincent Cassels karakter The Asset igennem 20-30 biler, hvortil bilerne bogstavelig talt sprænger op i luften og til siden. Ja, det er ikke videre realistisk, men hvor er det bare underholdende.
Konklusion: Total smadret bilpark – Total klasse underholdning
Filmen leverer det den skal, hverken mere eller mindre. Der er ikke film noir eller en meget dybsindig og gennemtænkt historie. Derimod får du de vildeste biljagter og slåskampe, hvor der ikke er sparet på noget.
Er du til actionfilm, hvor tiden bare flyer afsted, fordi der sker så meget hele tiden, at du nærmest i bedste Bourne stil mister din hukommelse. Ja, så er dette en af de film du bare skal se. Fremragende underholdning, hvor du får lige præcis det, du kan forvente
Der smadres nok biler, bygninger og CIA personale, til at den lander på en lille