Filmanmeldelse: John Wick 3: Parabellum
Da den første John Wick film udkom i 2014, genoplivede den Keanu Reeves næsten glemte karriere. En karriere der har budt på mange opture, men ikke mindst nedture. Ingen havde nok set det komme, at John Wick filmen skulle redefinere genren actionfilm og genoplive Reeves status som actionhelt.
John Wick filmene – der er skrevet af Derek Kolstad og instrueret af stuntmændene Chad Stahelski og David Leitch – har formået at lave film der nærmest på poetisk vis gør overdreven vold og død sjovt og underholdende. De første 2 film har opnået kultstatus hos mange, undertegnet inklusiv. Men kan tredje kapitel overgå de to første film, for det er vel ikke muligt? Jo! John Wick 3: Parabellum er vildere end de første!
Den starter vildere end den forrige sluttede (Spoiler free)
Det er nemt ikke at spoile noget, for selvfølgelig starter filmen hvor den forrige sluttede. John Wick er jaget vild og skal igen slå horder af bad guys ihjel. Dette dog ikke uden at han forsøger og få hjælp fra gamle ”venner”, der tæller så prominente navne som Sofia “Halle Berry” og The Director “Anjelica Huston”, hvor sidstnævnte er en ren fornøjelse at se på! I denne verden er venner dog ikke det nemmeste at finde, i hvert fald ikke uden det har en pris.
Der er kun ét sted filmen ikke vinder nogen priser for opfindsomhed, og det er manuskriptet. Vi kender setuppet, men igen, hvor meget behøver man egentlig også at ændre på en vinderformel?
Selve universet fungerer glimrende og tilføjelsen af nogle helt eminente skurke giver rig mulighed for episke slåskampe. Opfindsomheden er helt uovertruffen. Jo jo, det er ofte en smule over the top, men det jo det,vi elsker ved John Wick filmene, og vi får hér mere end vi kunne have håbet på.
Atmosfæren er fremragende, dette er godt hjulpet på vej af nogle fremragende film locations og film sets. Dette er igen hjulpet på vej af den eminente – og danske – filmfotograf Dan Laustsen, der har sat sit genkendelige præg på filmen, hvilket altid er kvalitet. Derudover benyttes CGI´en også helt fantastisk. Fokus bliver aldrig frataget det som er vigtigt, og bruges kun når det komplementerer scenen.
Karaktererne er som altid velskrevne og har hver især nogle fabelagtige kendetegn, der gør dem både spændende og enormt underholdende. Zero, der spilles af Mark Dacascos, er så velspillet, at man hurtigt kommer til at elske rollen.
Aldrig har nogens død været så underholdende! Dette er kun muliggjort af en helt igennem eminent koreografi og en opfindsomhed, der bliver svær at overgå mange år ud i fremtiden. Død og vold er normalt ikke noget at gøre grin med, men måder man åbenbart kan slå folk ihjel på, ar bare så sindssyg til tider, at man ikke kan lade være med at grine af det.
Konklusion: En smuk orkestreret symfoni af vold og død!
Er du fan af de første, så SKAL du se denne. Igen har man ikke bare overgået sig selv, hvad angår hvor mange headshots en mand kan få, men også med hensyn til måder hvorpå man kan slå ihjel – Opfindsomheden er bemærkelsesværdig!
Det eneste der gør, at filmen ikke får 6 stjerner, er filmens slutning. For undertegnede er den – selv om jeg elsker franchisen – enormt irriterende. Jeg vil dog uden at spoile noget, sige at det er en forkert beslutning!
Aldersgrænsen skal tages helt seriøst! Filmen har premiere i biograferne 16. maj