Det sker ikke så tit, at en bog så hurtigt efter sin udgivelse bliver filmatiseret. Da Ernest Cline i 2011 fik udgivet sin bog af samme navn, da blev denne et instant hit og har på få år opnået en enorm fanskare. 

Det kan afsløres med det samme, at Steven Spielberg beklageligvis ikke har skabt noget storslået, men mindre kan vel også gøre det?

Som at være tilbage i 80´erne

Hvem husker ikke alle de dejlige og naive 80´er film, hvor bl.a. Back To The Future står som fyrtårnet over lalleglade og naive film (BTTF står som undertegnedes absolutte bedste filmtrilogi nogensinde). Den charme og naivitet disse film havde, dem har Spielberg forsøgt at genskabe, bevidst eller ubevidst, i Ready Player One

Det lykkedes dog bare ikke helt at skabe den magi, som man måske kunne have håbet på. Det er dejligt at komme med på en nostalgirejse igennem ens ungdom, men er det nu også nok? Og er det godt nok lavet?

Både og, for begynder man at dekonstruktivere alt ved filmen, så kan man uden tvivl finde tonsvis af plothuller og lidt for belejlige ting, der kun kan lade sig gøre i film. Såsom at det er lidt spøjst at de alle bor i samme by.

Men så alligevel tilgiver man noget af det, da det alligevel føles lidt som et bevidst valg. For det er tydeligt at Spielberg satser mere på ens følelser end på logik og realisme (som det måske bør i en film som denne). Vores krav til film er dog desværre også blevet så meget mere krævende end de var i 80 érne.

Der kan ikke herske tvivl om, at Spielberg er en fremragende instruktør. Men selv ikke han kan redde en film fra et middelmådigt manuskript, hvor man aldrig rigtig føler der er noget på spil og hvor vores protagonister aldrig rigtig er i fare – dertil er karaktererne rent ud sagt for dårligt skrevet og det tilhørsforhold man skulle have til dem er tæt på ikke eksisterende.

Dialogen virker til tider alt for unaturlig, hvilket igen bevirker at man aldrig rigtig køber præmissen for vores unge hovedkaraktere. Skurken er heller ikke ond nok, Ben Mendelsohn gør ellers et glimrende forsøg –  Men materialet er bare for dårligt at arbejde med.

Om filmen følger bogen kan jeg ikke sige, men handlingen foregår i 2045, hvor verden er på randen af totalt sammenbrud. Heldigvis findes OASIS, et ekspansivt virkeligheds univers, skabt af den geniale James Halliday (Mark Rylance). Da Halliday dør efterlader han sin enorme formue til den første person, som kan finde digital easter egg, som han har efterladt et sted i OASIS.

Det starter en konkurrence, der spreder sig til hele verden. Det er her at den unge Wade Watts finder easter egget og bliver trukket ind i en halsbrækkende og virkelighedsfjern skattejagt, fyldt med mysterium, opdagelse og farer.

Forfatteren Ernest Cline har også været med til at skrive manuskriptet, men om det har været en god idé, er jeg ikke sikker på. Hvis dette manuskript er det bedste han har kunne skrive sammen med Zap Penn ud fra hans egen bog, så behøver jeg ikke læse hans bog.

Spielberg og Kaminski kan stadigvæk

Spielberg har dog som så ofte før arbejdet sammen med den fortrinlige filmfotograf Janusz Kaminski og det er lykkedes dem at skabe en umådelig fantasifuld OASIS, der formår at indfatte 80´er fornemmelsen, alt på samme tid som det hele foregår i 2045.

Det hele er utrolig flot lavet,  og hvor dette akkompagneres nydeligt af et soundtrack, der med sikkerhed vil sætte gang i fødderne i det lidt ældre publikum.

Filmens tempo er dog til tider lige voldsom nok, og det havde med sikkerhed gavnet at lige få lidt luft inden imellem det høje tempo. For CGI´en er måske flot, men når den kører konstant på overdrive, så kan man godt blive en smule ør i hovedet.

Konklusion: En film for hele familien

Ready Player One er ikke stor kunst, men til gengæld er det en alle i familien kan se.

Far og mor vil elske alle de fantastiske referencer, der på fornemmeste vis vil minde dem om deres lykkelige ungdom.

Filmen er lige så naiv, som mange film var i 80´erne – Det på godt og ondt.

Det flotte soundtrack og det fremragende visuelle look, underbygges desværre ikke af et godt manuskript. Dertil er der alt for mange underlige valg i plottet, der gør at filmen aldrig bliver mere end et nostalgisk filmtrip.

Ready Player One vinder ingen priser, men som god underholdning i påsken, vil filmen uden tvivl levere.