The Captive er thrilleren der tager frygtelige emner op som pædofili, bortførelse af børn og fangenskab af børn. Spørgsmålet ved denne film er dog, om den tør og vil noget med disse emner. For det er absolut noget, som der burde være mere fokus på generelt.

Fanget af sin egen skygge
Historien tager fat på et emne, som i de senere år har været en del fremme i medierne, nemlig hvordan det kan lade sig gøre, at et barn kan forsvinde og blive holdt som fange i mange år. I The Captive følger vi en mor og fars totale sammenbrud, 8år efter deres datter Cassandra er blevet kidnappet. Hvor man i starten ser noget af fortiden og hele forløb op til bortførelsen af datteren, for derefter at falde tilbage til nutiden.

Det hele skete utrolig hurtigt, dengang da Cassandra blev kidnappet og der var ingen spor af hende. Et stort mysterium som efterlader faren Matthew i politiets søgelys i alle 8år, selv moren har sine tvivl og kan i alle de 8år ikke tale med Matthew mere. Spørgsmålet man i starten stiller sig selv, er også om han nu også er den perfekte far, som man lige skulle tro.

Familien får dog efter 8år et tegn på, at datteren kan være i live og det giver forældrene fornyet tro og håb om, at de en dag skal blive forenet med deres datter. Dem som dog står bag hvem det end måtte være, har alle deres lange fingre inde i alle systemer, hvilket ikke gøre det nemmere, at opnå deres ønske om genforening af deres datter.

Visuelt koldt, kynisk og velleveret!
Filmens største styrke ligger uden tvivl i det visuelle, det hele foregår i Niagara falls, Ontario. Et koldt brysk sted, hvor sne og kulde leveres som et helvede i nord. Man får i hvert fald nemt fornemmelsen af, at stedet ikke er et varmt og lykkeligt sted. Billedeligt er det en utrolig smukt leveret film.

Alle billeder leveres ufattelig stemningsfuldt og det er alt sammen noget der passer til dette ret så triste emne, som er utrolig sorgfuldt og smertefuldt. Desværre bakkes det ikke op af lige så flot musik og lyd, det lader sig desværre smelte ud i ingenting, som var foråret på vej.

Det er utrolig ærgerligt, at man ikke har formået at gøre mere ud af lyd og musikken, for i enhver thriller så er det bare så vigtigt at det visuelle og lyden kan bygge stemningen op, hvilket det til tider ikke lykkes helt med.

Skuespil med masser af talent
Ryan Reynolds med det store talent, har måske aldrig har udløst det store, men denne gang viser han, at han virkelig kan. Han spiller hele vejen igennem utrolig vigorøs og man føler vitterlig, at han brænder for dette projekt fra start til slut. Han formår at skabe en hvis form for troværdighed om faren matthew og heldigvis er han ikke ene om dette.

For hans kvindelig modpart Mireille Enos, der spiller moren til Cassandra, må siges at spille en pragt præstation, som virkelig emmer af smerte og sorg over tabet af sit barn. Man føler igennem hende en utrolig smerte, som må siges at føles utrolig ægte og derfor kun bidrager med at gøre filmen en smule mere nærværende.

Men generelt for hele filmen er der rigtig gode præstationer, dog må min personlige favorit absolut siges at være Kevin Durand, for han viser sider af sig selv, jeg ikke menes at have set ham komme med før og det er en kraftfuld præstation han leverer, desværre noget forgæves for en ellers ret jævn film.

Historien der blev spærret inde i 8år
Desværre er der ofte i filmen, en masse fundamentale ting der ikke fungere, bl.a. er der så mange scener der slet ikke er logiske, det både politiets formåen og ej heller de forskellige menneskers reaktioner på givne tidspunkter. Hvilket er med til at hele plottet mister en masse af sin troværdighed og ikke mindst intensitet. Instruktøren har muligvis fra start haft en ide om et budskab, det virker til tider mere fraværende end nærværende og der er ikke nok opbygning af spænding. Ja, det føles generelt bare som om man er spærret inde i en kælder uden nogen form for aktivitet ud over nogle glimrende skuespilpræstationer.

Atom Egoyan formår virkelig ligesom politiet i filmen, at overse det mest interessante ved en historie som denne, der vitterlig har fortjent så meget mere dybde. Der er en del plothuller i filmen, at det næsten dræber en inden i, fordi det slet ikke er realistisk eller på nogen måde bare logisk handling. I starten af filmen får man vist en scene, hvor en af betjentene har en ekstrem visuel hukommelse, men den bliver aldrig brugt senere hen i film, hvorfor? Eller da de finder noget modem udstyr, som de afskyelige mennesker har sat op, ja der er ikke noget med at spore denne, hvilket også virker umådeligt urealistisk, ja det er som om at Atom Egoyan gerne vil gøre politiet total inkompetente.

Der er dog heldigvis også glimt af håb i filmen, ligesom der er for den unge Cassandra, der har været holdt fanget i 8år. Momentant kommer der glimt af noget stort og selv om man MEGET tidligt har luret det meste af handlingen i filmen, så sker det dog at man føler sig fanget af filmen, alt dette er dog mere på grund af den visuelle uhygge og glimrende præstationer af skuespillerene.

Konklusion: endelig en der tager emnet op
Selv med filmens utrolig mange plothuller og handlinger som kan være småirriterende, så er der alligevel noget over filmen. Det selv om der burde være meget mere dybde over sådan et emne og opbygningen af spænding halter noget til tider, så er selve emnet og historien som helhed ganske interessant. Det suppleret med nogle ret habile skuespilpræstationer og et visuelt look der emmer af sorg, som holder filmen op et respektable niveau.

Potentialet er der, men desværre kun en lille