Foxcatcher handler kort og godt om den amerikanske drøm og hvad man er parat til at give men ikke mindst tage for at få sin drøm opfyldt og den annerkendelse der hører til. Alt dette tilsat en menneskelig tragedie, hvor sindssyge spiller en afgørende rolle. En film instrueret af den dygtige Bennet Miller, som står bag store film som Capote og Moneyball.

Anderkendelse fra dem man holder af
Filmen der foregår i 1980´erne, er bygget over autentiske hændelser nedskrevet i Mark Schultz roman.  Vi følger Mark og hans storebror David Schultz, i deres forsøg på at blive de bedste i verden i fribrydning og vil gøre alt for at vinde OL og VM.  De er begge allerede etableret og har vundet en del. Hvor storbroderen er den kloge, taktikeren, sociale og Marks træner, Så er Mark den fysisk stærke, men også den som nemmest lader sig styre, for om end at han ikke er dum, så er han dog ung og noget nemmere påvirkelig, men også ganske asocial. Deres annerkendelse er dog forskellig, david har fået stor annerkendelse, hvorimod Mark stadig har det til gode og da David får et tilbud som træner, gør det at Mark føler sig sat til side.

Til hans held får han selv et tilbud, han ikke kan sige nej til.  Han skal være den ledende stjerne på den excentriske rigmand John Du Pond nyoprettede brydning hold. Det er med alt betalt, alt det bedste udstyr og alt det bedste hvad angår forplejning og personale. Broderen David kan ikke lokkes i starten, men bliver til sidst lokket dertil, hvor han får sin familie med. Det er dog langt fra alt, som er lykke og gammen, for John Du Pond kommer måske fra en rig og magtful familie, som bl.a. har skabt deres formue på Hestestutteriet Foxcatcher, ja så er det ikke lige så harmonisk som det ser ud til. For hans behagesyge og konstant søgen efter accept af hans mor, har gjort den voksne mand til en syg mand. En syge som får stor konsekvens for Schultz brødrene og det indebærer liv og død.

Der står Ruffalo, Tatum og Carrell over hele filmen
Skuespillet er klart det som løfter filmen op til en god film. Steve Carrell som spiller John Du Pond, viser absolut en helt ny side af sig selv, ikke nok med at han både ligner, lyder og bevæger sig som den ægte vare, så kan man virkelig fornemme, hvilket arbejde han har lagt i rollen. Meget intenst og vellykket, det selv om man måske også kan føle, det bliver lidt for meget til tider. Det er dog ikke uden grund, han har været nomineret til flere priser og selv om han muligvis ikke vinder nogen, så må man konstatere at han uden problemer kan bære seriøse roller.

Både Mark Ruffalo og Channing Tatum viser de er nogle umådelig dygtige skuespillere, som mestre mange genre. Det er nu bare en fornøjelse at se, når alle skuespillere levere præstationer værdig til OL medaljer, for det er og bliver overbevisende. Det er dog bare trist, at filmen som helhed trækker lidt i den modsatte retning.

Fancy, dystret, flot, men også deprimerende
Foxcatcher største problem ligger i, at det hele bliver så mørkt og deprimerende, at man bliver helt træt i hovedet af det, det er også affødt af, at tempoet i filmen til tider bliver særdeles langsom. Dermed ikke sagt at det burde være filmet i meget lysere stil, men Miller burde have haft større fokus på dramaet end at gøre det til noget kunstnerisk, for det passer ikke helt til filmen, det bliver slet og ret, alt for tungt!

Der kan siges meget om det visuelle og lyden, for det er vitterlig flot. Det tekniske er udført i bedste Bennet Miller stil, MEN den får desværre ikke sin berigtigelse i Foxcatcher, man kan ligefrem undre sig over hvorfor Bennet Miller hele tiden insisterer på, at det er den bedste visuelle stil.

Der er dog en scene, som står ret stærk hvor det lykkes med kamerastyringen og stilheden, det er da John Du Pond er rasende over at Mark ikke har vundet en kamp og vil fyre ham, der går broderen imellem for at forsvare Mark. Det sker ved kameraet filmer igennem en glasdør hvor John og David står og diskutere, man hører ikke hvad der bliver sagt, men alligevel ved man bare hvad der bliver sagt og gjort.

Konklusion: Smuk på sin egen måde, måske for smuk
Ingen tvivl om at Foxcatcher på mange områder en god film og ingredienserne til en mesterlig dramafilm er tilstede. Filmens største problem forbliver, at den forsøger for meget at være en kunstnerisk film, for så ikke at være det. Måden den er filmet på gør, at den virker ekstrem tung, hvilket gør man til tider bliver uinteresseret i filmen som helhed. Filmen havde uden tvivl virket stærkere, hvis Miller havde fokuseret mere på dramaet end at rode rundt på gulvet som 2 fribrydere, fordi det ser smart ud.

Det er måske en smagssag, men når en del af filmens mange mellem sekvenser varer ufattelig længe, så føles det vitterlig dræbende kedeligt, så skyldes det bl.a. den meget langsomme kameraføring. Det virker i nogle scener, men bare ikke i mellemsekvenserne, der bliver det en kende for påtvunget, som om Bennet Miller bare VIL have, at det bliver en fin og fornem film, som var det en fransk film. Det er desværre bare med til, at filmen aldrig helt bliver den store dramatiske fortælling, som det vitterlig kunne have været.

Det er ej en dårlig film, for historien i sig selv er fascinerende og har alt, tilmed krydret med nogle ufattelig gode skuespilpræstationer, der emmer af høj klasse. Det er dog ikke nok til at redde filmen højeste karakter, for det er en film, som for mange vil være for tung og for lang. Tilmed kan man gå derfra ganske deprimeret, det skyldes som sagt, at Miller forsøger for meget. Så er du til film der gerne vil være mere kunstneriske og fin i det, end den egentlig er, tilsat meget flotte skuespilpræstationer. Ja, så anbefaler jeg klart Foxcather.