Bang bang, say da da da – Gorky Park nummeret der udødeliggjorde det russiske band, har på mange måder ligheder med The Magnificent Seven anno 2016. Det er sjovt og spændende i starten, men jo mere man ser og hører, jo mere ligegyldig og monoton bliver det.

Den nyeste udgave af The Magnificent Seven er ikke udødeliggjort, den er snarere gennemhullet af seksløberen og lagt i kisten.

Det er tidens trend for filmselskaberne, at genskabe store klassikere. Det er ikke i forsøget på at skabe nyt, men mere for den nemme profit. Ligesom det var med Ben-Hur, er det også denne gang totalt ligegyldigt, at lave et remake af en de største filmklassikere. For hvorfor lave en ny, når du vil få mere ud af, at se den originale?

Store navne gør ikke en film magnificent
Skuespillet er på ingen måder dårligt, det er materialet skuespillerne har at arbejde med, der ikke er godt nok. Dog kan Chris Pratt og Ethan Hawk fremhæves som dem, der underholder og fanger ens interesse. De to vidt forskellige roller er måske ikke til en Oscar, men de evner at løfte deres karakterer fra 9 feet under, til at blive levende og interessante.

Mere skuffende er det med Denzel Washington og Vincent D´Onofrio. Jeg havde aldrig troet, at selveste Denzel kunne levere en uengageret præstation. Om det skyldes, at han vidste at manus ikke var godt nok, skal vi lade være usagt.

Ydermere overspilles rollen som Jack Horner af Vincent D´Onofrio. Jeg er normalt kæmpe fan af netop D´Onofrio, men denne gang bliver det så overspillet og irriterende, at man nærmest krummer tæer. Man sidder nærmest og håber på, at han får en kugle hurtigst muligt.

Masser af sharpshooters, bare uden ammunition
Der er rigeligt med krydderier, til at lave en Magnificent Baked Bean Stew. For med store skuespillernavne og en ganske habil instruktør i Antoine Fuqua, så burde der kunne laves noget unikt.

Men nej, det bliver utroligt uambitiøst, og endnu et eksempel på en film man bare skulle have ladet ligge.

Manuskriptet er på igen måder noget at råbe hurra for, hvilket overrasker mig noget så voldsomt. For det er forfattet af Nic Pizzolatto der står bag True Detective, der efter min mening er én af de bedste thriller/drama serier i mands minde.

Med The Magnificient Seven skyder han dog helt forbi.

Der er intet ammunition, der gør historien interessant. Nerven og opbygningen af de forskellige karakterer og plot, falder hurtigere fra hinanden, end man kan nå at sige; Øh hvorfor ofrer de deres eget liv for nogle fremmede?

Mere tid og dybde på de enkeltes personlige historier havde uden tvivl gavnet filmen.

Speciel effects og lyd er et plus
Filmens speciel effects og lydside, må siges at være fremragende. For filmen er endnue et eksempel på at Good Old Faschion special effekts, ofte virker mere troværdige og underholdende, end middelmådig CGI.

Det er også her filmen er stærkest, for når der endelig sker noget, så er det for fuld udblæsning og pyroteknikkerne har bestemt ikke sparet på noget.

The Magnificent Seven er et remake af John Sturges western klassiker fra 1960, som igen var baseret på Akira Kurosawas mesterlige film ”De syv samuraier” fra 1954.

Filmen er basalt set, ikke meget andet end en film om hævn og om en gruppe brogede gunfighters, der består af både lejemordere, hasardspillere og dusørjægere. De søger moralsk genfødsel, ved at hjælpe de svage, der ikke kan hjælpe sig selv.

Det hele foregår i den lille søvnige by Rose Creek, der styres af den ondskabsfulde Bogue, der i øvrigt spilles af den enormt sikkert af Peter Sarsgaard.

Den unge Emma Gullen (Haley Bennett) hyrer hjælp udefra, så de kan slippe af med Bogue. Det går dog hurtigt op for de syv, at det ikke kun er penge de gambler med.

The Magnificent Seven ano 1960, er klart bedre end 2016 udgaven.

Konklusion: Wild West i tomgang
Der er ikke meget magnificent over filmen, for selv om der er momenter af noget stort, så bliver historien noget ensporet og uinteressant. Det skyldes ikke skuespillet, ej heller speciel effects som er fremragende.

Derimod skydes der med blanke skud, da der ikke er dybde i personskildringerne, og derfor mister man interessen for filmens forskellige karakterer. Vi kommer aldrig ind bag de syvs indre dæmoner, der er årsagen til at de vælger at sætte deres eget liv på spil for nogle vildt fremmede.

The Magnificent Seven skyder tre blanke, tre skarpe og lander på