Jeg har i de seneste år haft svært ved, at elske danske film generelt. For selv om der i ny og næ kommer noget sublimt, så har standarden været stærkt faldende. Heldigvis er der masser af nye talenter på vej, som kan og vil noget. Jeg kan sige med det samme, at min tiltro til dansk film er næsten genoprejst – Tak Fenar Ahmads

Socialrealisme møder vendetta i ”bedste” Hollywood stil

Fenar Ahmad der brød igennem i 2014 med hans debutfilm Ækte Vare, viser igen hvor stort et talent han har som historiefortæller. Hvor vi sidst var i rappens verden, så er vi denne gang i det hårdkogte gangstermiljø i København.

Vi følger Zaid (Dar Salim), der har skabt sig en succesfuld karriere som hjertekirurg og derfor har det hele. Både en dyr mondæn lejlighed og en gravid kæreste. Det er den ”danske” drøm, hvor de dyre vine, eksklusive middage, ferniseringer og frekventering i det danske sumfunds høj-intellekte society.

Han får en aften besøg af sin lillebror Yasin, der i desperation beder om 100.000 kr., hvilket Zaid dog afviser i døren. Desværre bliver Yasin fundet gennembanket og død. Zaid rammes af skyldfølelse, som til sidst afløses af vrede og en besættelse af at finde dem, som stod bag mordet på hans lillebror.

Symbolikkens mester

Fenar Ahmad bruger simple virkemidler til at skabe intense og nærværende scener. En af de mest fremtrædende symbolske scener, som jeg er umådelig glad for, er da Zaid afviser Yasin. Yasin tager skræmt elevatoren ned, og med flot kameravinkel viser det en ung mand, der bliver sendt i den mørke afgrund. Simpelt, flot og effektivt

Det er befriende, når en instruktør formår at skabe de scener, der udad til ikke virker af så meget, men som alligevel har en vis symbolik, der underbevidst ligger det ekstra lag på. Dette viser bare hvor dygtig og overskudsagtig Fenar Ahmad er som instruktør

Derudover har underverden en lang liste af dygtige folk. Hvor filmen Under Sandet havde Camilla Hjelm Knudsen som sublim filmfotograf, så har Underverden filmfotograf Kasper Tuxen. Kasper Tuxen formår vitterlig at skabe nogle fængende og stemningsmættede billeder.

Listen af umådelig talentfulde og dygtige folk er lang. Musikken som leveres af Jens Ole McCoy, er glimrende lavet og generelt er det bare lækkert med en lydside, som akkompagnere filmen så sublimt.

Skuespillet er generelt af høj standard, og Dar Salim må stå som en af filmens helt store oplevelser. Man engagere sig straks i karakteren Zaid, der portrætteres flot med alle de følelsesmæssige op- og nedture han får.

En af skurkene ’Branco’ spilles er debutanten Branco, noget han på sin vis gør udmærket. For selv om det er overspillet – grænsende til det latterlige – og jeg normalt ville hade det, så er der alligevel noget charmerende over det, hvilket betyder at man godt kan leve med, at det ikke er så velspillet som det kunne være.

MEN de levede ikke alle lykkeligt, til deres dages ende

For selv om der er så mange lækre ting i Underverden, så er der for undertegnede nogle ting, der bare ikke harmonere. For nogle, vil det sikkert ikke være store issues, men det er det for mig.

Shaky cam!! Hvorfor skal det misbruges som det gør? Dette fænomen kan og har også i Underverden sin berigtigelse. Men bruges desværre ALT for ofte, hvilket gør at man bliver syg og ikke får nok med af, hvad der reelt sker. Tro nu på at scenen kan bære sig selv!

Derudover forstår jeg ikke ideen med, at gøre slutningen til en ren Hollywood wannabe Taken film. Det bliver for voldsomt, hvilket bevirker at den fremragende – og ikke mindst relevante historie – som Fenar noget så smukt, og intenst har fortalt i startenm glider for hurtigt i baggrunden. Dette er så trist, for filmen er så tæt på at være et ualmindelig stærk og sublim film

Konklusion: 112 minutter intensitet

Med underverdenen er der kommet nye danske talenter, der uden tvivl kommer til at præge danske film i de kommende år. Filmen er spækket med så meget talent, at jeg for første gang i mange år glæder mig til, at der kommer flere nye danske biograffilm.

Underverdenen er ikke perfekt, men det er tæt på! Det filmiske emmer af rå usleben talent, og med en instruktør der formår at fortælle en gribende og intens historie, der vitterlig kan sætte tanker i gang hos en.

Uheldigvis gøres arbejdet ikke færdigt og falder lidt til jorden til sidst. Det store Hollywood wannabe taken tema gør ikke resten af filmen retfærdighed.

Jeg ville så gerne give den mere, fordi den giver mig og tiltro til dansk films fremtid, og dette er en af de danske film du skal se i biografen! Desværre er der for mange små issues til, at jeg kan give den mere end