Fornyelse af horror-genren
Frictional Games fik stor succes med Amnesia: The Dark Descent. Spillet frembragte talvise videoer på YouTube, hvor man kunne opleve folks forfærdede reaktioner, mens de forsøgte at klare sig igennem spillet – med andre ord; det var mega uhyggeligt! Nu vil firmaet igen få nakkehårene til at rejse sig med deres kommende udgivelse SOMA.
Spillet blev annonceret i 2013, og som man kan læse på spillets officielle website, vil spillet udkomme til PC og PS4 i løbet af 2015. I et nyt interview fortæller Thomas Grip, creative director hos Frictional Games, mere om det kommende horror spil.
“SOMA vil være uhyggeligt på en anden måde end Amnesia TDD, og jeg håber virkelig folk tage imod det som en ny oplevelse. Der har været så mange spil, hvor det bare handler om at løbe væk fra et monster, og jeg tror spillerne er ved at blive mætte af den slags” fortæller Grip til gamingbolt.com. Han fortsætter med at sige “Vores mål er, at SOMA skal føles som en fornyelse af horror-genren, ligesom Amnesia var” og “ikke bare en løb-væk-og-gem-dig oplevelse som Amnesia skabte, men det vil foregå på et dybere, mere psykologisk og forstyrrende niveau”.
Grip forklarer også, at der vil blive leget med temaer som eksistens, bevidsthed og hvad der gør os til unikke personer.
Se en teaser for gameplayet herunder:
Amnesia var i sig selv meget anderledes end hvad der ellers var at vælge imellem, da det udkom i sin tid. Grip fortæller, at monstrene denne gang også vil være anderledes end hvad man kan finde i andre titler på markedet. Mange af monstrene optræder kun enkelte steder i spillet, og de vil ikke altid være trusler. Nogle gange vil spilleren få brug for deres hjælp for at kunne komme videre.
“Vi håber at dette vil give en følelse af paranoia, en usikkerhed omkring hvordan man nærmer sig de væsner man støder på” forklarer Grip og tilføjer, at monstrene vil have forskellige “regler”. Nogen må ikke kigges på, mens andre kun giver sig til kende ved lyd og flere ting i den stil – derfor må man gribe hvert monster an på en speciel måde.
Glæder du dig til SOMA? Hvad håber du spillet vil byde på?