Forventninger til 2020
Sidste kalenderblad i 2019 kalenderen er vendt, og det er naturligt at se lidt fremad på et nyt års første dag. Vi har gjort regnebrættet op for både 2019 og for 10’erne, og vi vil i denne artikel se lidt nærmere på hvad vi kan forvente os af spilåret 2020.
Følg Pixel.tv: Facebook – Discord – YouTube – Twitch – Twitter – Instagram og Snapchat
Lad os starte med at være lidt polemiske, og erklære at 2020 bliver året hvor mobilspil kommer til at stå for halvdelen af omsætningen i spilbranchen, så mens konsolfans og PC-fans har travlt med at slå hinanden ihjel med ord på diverse internetfora, så bliver the real masterrace i 2020 mobilspillerne.
2020 bliver ligeledes året, hvor gaming på tidsbegrænset abonnement bliver mere og mere udbredt. Vi så allerede i slutningen af 2019, at Xbox Game Pass, PS Now, Uplay+ og EA Access fik luft under vingerne.
Vi kommer med andre ord til at se en styrkelse af nogle ganske få udgiveres positioner på spilmarkedet, og det vil i løbet af 2020 blive mere og mere klart hvilke 5-10 spiltjenester der kommer til, ikke blot at dominere 2020, men 20’erne som helhed.
I første omgang så vil spiltjenesterne basere sig på downloads, da 2019 som bekendt viste at teknologien endnu ikke er moden til cloudgaming.
Elon Musk og Starlink definerer fremtidens spilbranche
Men som vi tidligere har beskrevet, så er Elon Musk i gang med at sende satellitter i kredsløb om jorden, som i løbet af 2020 kan tilbyde internetforbindelse til den nordlige del af det nordamerikanske kontinent, med hastigheder på op til 1 Gigabit per sekund og latency på 25-35 ms.
Dermed vil én af de største barrierer for cloudgaming være ryddet af vejen, for hvor utroligt det end lyder i danske ører, så er teleinfrastrukturen i store dele af USA og Canada mildest talt elendig.
I løbet af 2021 er det Elon Musk og Starlink-projektets plan, at størstedelen af jorden skal være dækket af satellitterne, og dermed kommer 2021 til at blive året, hvor cloudgaming for alvor slår igennem.
Spiludgiverne er selvfølgelig fuldt ud bevidste om denne udvikling, og begynder i 2020 at positionere sig til en fremtid med cloudgaming og abonnementtjenester.
Økonomisk nedtur
Økonomerne er så småt begyndt at forudsige at 2020 kommer til at byde på en generel økonomisk afmatning. Det kommer selvfølgelig også til at smitte af på spilbranchen.
I sidste års forventning til 2019, der forudså vi at der ville komme en række konkurser i spilbranchen i 2019. Der tog vi fejl! Vi vil dog tillade os at gentage forudsigelsen for 2020.
Med en branche i forandring, hvor forretningsmodellen går imod cloudgaming og abonnementstjenester, så vil der være spiludviklere og spiludgivere som ikke når at omstille sig.
Når det så yderligere kombineres med en generel økonomisk afmatning, så må det kræve sine ofre. Om vi begynder at se de første konkurser i 2020 eller pengekasserne først bliver tømt i 2021 er lidt mere usikkert, men vi vover pelsen og spår, at de økonomiske problemer begynder at vise sig allerede i 2020.
Gamle spil i nye konsoller
Én af de helt store begivenheder i spilbranchen i 2020, bliver lanceringen af den næste generation Xbox og PlayStation.
Der kommer helt naturligt til at udkomme en række spil som skal drive salget af de nye konsoller. Halo Infinite forventer vi bliver en titel som udkommer samtidigt med Xbox Series X. Mon ikke også Xbox benytter årets E3 messe til at løfte sløret for et par eksklusivtitler den kommende generation? Et godt bud kunne være Forza Motorsport 8.
For PlayStations vedkommende, så kunne Ghost of Tsushima være et godt bud på en titel der kommer ud samtidig med den kommende PS5.
Her udover så må det forventes at PlayStation gentager samme trick som ved lanceringen af PS4, og vi dermed kommer til at se at hav af remastered udgaver af ”gamle” titler. The Last of Us 2, Death Stranding og God of War kommer med stor sandsynlighed i en remastered version i efteråret 2020.
Andre spiludgivere vil helt sikkert også benytte lejligheden til, at udgive remastered udgaver. Red Dead Redemption 2 og FIFA 21 er gode bud på remasters.
Et godt spilår uden de store overraskelser
Overordnet set så forventer vi et ganske godt spilår i 2020. Udover de tidligere nævnte titler, så ved vi allerede nu, at der bliver udgivet en række store titler i det kommende år. Cyberpunk 2077, Watch Dogs: Legion, Vampire: The Masquerade – Bloodlines 2, Empire of Sin, Dying Light 2 og Flight Simulator 2020 er titler som vi her på redaktionen vil holde et vågent øje med.
Hvad er der så tilbage der kan overraske? Ikke ret meget, for det er ventet at Assassin’s Creed vender tilbage i 2020, og det bliver Vikingetiden der kommer til at danne rammen om spillet.
Mon ikke også der kommer til at blive meldt noget ud om det kommende Wolfenstein spil? Om det bliver udgivet i 2020, er dog lidt mere tvivlsomt.
Beyond Good and Evil 2 bliver meldt ud. Vi forventer dog først en lancering i 2021, da Ubisoft allerede har en del på hylderne i 2020.
Bethesda har haft to frygtelige år i 2018 og 2019, og vi forventer ikke at 2020 bliver særligt meget bedre. Den amerikanske spiludvikler har allerede meldt ud, at de arbejder på et nyt Elder Scrolls og en ny IP med navnet Starfield.
Vi vil dog blive meget overraskede hvis de udkommer i 2020, men annonceringen af en releasedato for én af de to titler er nok sandsynligt.
Det vil heller ikke være den store overraskelse hvis Horizon Zero Dawn 2 får annonceret en releasedate i løbet af 2020. Det vil dog være en overraskelse hvis det udkommer i 2020, men derimod er 2021 et godt bud.
En titel der på det seneste har været genstand for spekulationer er GTA VI. Her på redaktionen vil vi dog blive meget overraskede hvis Rockstar melder noget som helst ud om GTA VI i 2020. Den seneste opgørelse fra Steam viser, at Grand Theft Auto V stadigvæk er den bedst sælgende titel på spilplatformen. Så hvorfor skulle Rockstar begynde at tale om GTA VI?
Hvad forventer du af spilåret 2020?