Gaming er under forandring
Som gamer sidder du næppe og følger med i de pressemøder, som gamingbranchen holder for sine investorer. Der er dog ofte nyheder på disse møder, der kan måle sig med E3 nyheder.
Seneste eksempel er SONY’s Investors Relations møde d. 31. oktober, hvor CFO Kenichiro Yoshida fortalte, at mere end halvdelen af SONY’s softwareomsætning stammer fra PlayStation Plus.
Antal brugere vigtigere end hardware salgstal
Ved samme lejlighed understregede Kenichiro Yoshida derfor også, at SONY’s fokus efterhånden er gået fra at være på antal solgte hardwareenheder, og i højere grad på hvor mange brugere der var på Playstation Plus, og hvor lang tid de var online.
Det betyder også, at hvor SONY tidligere havde fokus på at sælge til mellemhandlere, så er SONY begyndt at koncentrere sig om slutbrugerne.
På mødet kom det også frem, at SONY er begyndt at få øje på det attraktive marked for mikrotransaktioner. Det japanske selskab vil derfor i fremtiden undersøge nærmere, hvordan det marked kan udnyttes bedre.
SONY har udfordringer med Playstation Plus
Der var dog ikke kun godt nyt til investorerne om Playstation Plus. Økonomidirektør Atsuko Murakami fortalte hvordan SONY har problemer med, at fastholde abonnenterne på PS Plus i længere perioder.
Derfor vil SONY også arbejde på, at gøre PS Plus mere attraktiv for brugerne, så de i højere grad end i dag vil forlænge deres abonnement. Desværre fortalte SONY ikke noget om Playstation Now tjenesten, der i Europa kun er tilgængelig i Holland, Belgien og Storbritannien.
Ny forretningsmodel
Meldingerne fra SONY er interessante da det japanske firma må betragtes som markedsleder på konsolmarkedet, og de to konkurrenter vil derfor i høj grad følge efter SONY’s initiativer.
De seneste meldinger fra SONY peger i retning af et spilmarked, hvor abonnementer – som vi kender det fra serie og filmmarkedet – kommer til fylde mere.
Derudover tyder SONY’s udmeldinger også på at mikrotransaktioner for alvor er kommet for at blive.
Hvad synes du om SONY’s udmeldinger, og synes du der mangler PS Plus i Danmark?