Godt nytår til alle
Året er ved at være omme, så os ved Pixel.tv vil gerne ønske alle derude et godt nytår.
Det har været en smule blandet mht spil i 2013. Der har været plads til de store titler, som bl.a. Bioshock Infinite, Tomb Raider, Grand Theft Auto V og The Last of Us, men ellers har antallet af must have AAA titler ikke været så højt som andre gode år. I stedet er der fortsat sket en masse spændende ting på indie fronten, hvor titler som bl.a. Year Walk, Papers, Please, Gone Home, Kerbal Space Program og Rogue Legacy har leveret varen. Hvis man både ser på de store studie produktioner og de mindre, oftest mere eksperimenterende projekter, fra 2013, så har der været noget for de fleste at spille og gode højdepunkter at se tilbage på.
De store studier laver færre og færre spil i takt med, at kravet til omkostninger og mandskab stiger pr. spil. Det er en udvikling vi stadig har kunne set i 2013, men de har også arbejdet på store nye, og nogle gange stadig uannoncerede projekter, i forbindelse med de nye konsoller. Det er nemlig rigtigt! År 2013 blev året, hvor der blev taget hul på den 8. konsolgeneration. I Danmark fik vi Playstation 4 og næste år følger Xbox One herhjemme. Det vil sige, at vi får nye systemer vi skal vænne os til og en masse nye spil at se frem til, som ikke kunne lade sig gøre på de ældre maskiner. Og nogle gange blot de samme spil, med lidt bedre texturer og bedre framerate.
Pixel.tv vil selvfølgeligt fortsætte med at bringe jer nyheder fra spilverdenen i det nye år og vi vil fortsætte med at udbygge vores dækning af gadgets og film ligeledes. Vi ser også frem til at se nyt software på de nye maskiner, der står under fjernsynet. Vi ønsker alle vores brugere og besøgende et rigtigt godt nytår og håber at se endnu mere til jer i det nye år.